Fynbomalernes livsstil er blevet moderne - igen

Der er en række kunstneriske bevægelser og retninger, der i disse år går på rundgang i mange af landets mange museer. 

Det er især Skagensmalerne og Fynboerne, der er rift om, og sammen med lignende kunstnere og venskaber på kryds og tværs i Skandinavien, har der gennem flere år især været fokus på disse kunstnerkoloniers mere eller mindre oversete kvindelige kunstnere. 

Der har, først og fremmest, været stor fokus på at skildre og anskue disse mageløse kvindelige kunstnere i et mere klart og moderne lys, og det med rette. Tag blot fynbomaleren Peter Hansen, der var bror til Anna Syberg, der måske er Danmarks allerbedste blomstermaler. 

Han arbejdede bevidst for, at hun ikke skulle få succes, og da han malede det store portræt af fynbomalerne (1910-12), i anledning af etableringen af museet i Faaborg, var han oven i købet så fræk, at han ikke tog hende med. 

Samtidig er der også noget overordentlig beroligende og på en måde konsoliderende konservativt i, at mange af de museer, der varetager vor kulturarv, ikke blot henfalder til, at alt skal være nyt, men også vedbliver med at sætte fokus på deres mange skatte. 

Læs også:Ny udstilling viser finske malerier af sne, som varmer ens sind

Nu er der så åbnet en ny vandreudstilling om fynboerne, i dag på Den Hirschsprungske Samling, hvor man stiller lidt mere skarpt på de tre kunstnerpar fra Fyn: Fritz og Anna Syberg, Alhed og Johannes Larsen samt Christine og Sigurd Swane. 

Der er ganske vist ikke tale om decideret ‘indavl’, men de familiære bånd er ikke til at overse i disse konstellationer. 

Det måske helt særligt heldige ved netop denne udstilling, i modsætning til selvsamme udstilling, der også er blevet vist på Brandts Klædefabrik, er, at man samtidig kan se de mange malerier, som Skagensmalerne har begået i samme periode, i museets opsætning i en af deres store sale. 

Man har i stedet fokuseret mere på de intime værker

På den måde får man faktisk et helt unikt indblik i, hvorledes to kunstnerkolonier nok har mange fællestræk, men også viser mange divergente holdninger og fokus. 

Se blot på Skagensmalernes mange portrætter af fiskerne og deres koner, de gamle og de arbejdende. De mange festlige sammenkomster og deres selvportrætter, hvor de er klædt i moderne og farvestrålende gevandter, der endda i nyere tid er blevet ophøjet til at være moderne igen. 

Man kan ikke helt frasige sig fra den tanke, at her er tale om ‘gæster’, der nok mere har rod i storstaden, end egentlig fast grund under fødderne, der, hvor havene mødes på Grenen i Skagen. 

En varm fornemmelse af lykke

Udstillingen af Fynboerne på Den Hirschsprungske Samling er bygget op på de mange brevvekslinger, som forskere har dykket ned i, og dem kan man så granske, mens man ser på de mange, farverige malerier, tuschtegninger og akvareller. 

Landskabsmalerier og Johannes Larsens mange fuglemalerier er der ikke mange af. De glimrer ved deres fravær. Man har i stedet fokuseret mere på de intime værker, hvor de har malet hinanden, fokuseret på blomster, på haven og på huset. 

Udstillingen stiller skarpt på den ‘livsstil’, som mange af malerierne er et udtryk for, hvor familielivet fylder det hele, hvor børnene er kommet mere i centrum og hvor tidens vitalisme synes at svulme op, så de nøgne kroppe, vandet og forårets og sommerens mange farver giver en varm fornemmelse af lykke, af tæt samvær med naturen og glæden ved det simple. 

Topbillede

I modsætning til Skagensmalerne antropologiske blik på lokalbefolkningen, kombineret med deres mange selvportrætter af festlige begivenheder, hvor de er klædte i storstadens moderne stil, ser man hos Fynboerne et meget mere intenst fokus på deres eget liv, der ikke smager ret meget af livet derovre i København. 

Denne måde at male og fokusere på endte i en national strid, da den ærke-jydske forfatter, Johannes V. Jensen i 1907, tog til genmæle, da ‘bondemalerne’ fra Fyn blev kritiseret af Parnasset i København. 

De fine i København mente åbenbart, at Fynboerne malede for 'plump' og for 'jævnt'. Johannes V. Jensens venskab med kredsen fra Fyn var tæt og den fortsatte i mange år fremover.

Mindre drama på Fyn

Det, der nok er fælles for henholdsvis Fynboerne og Skagensmalerne, er det mere liberale og moderne syn på kønsrollerne. 

Først og fremmest ved, at begge køn forsøgte at realisere sig som udøvende kunstnere, men det er samtidig også tydeligt, at der nok var lidt mindre drama og ‘kurrer på tråden’ på Fyn, end i Skagen, hvor voldsomme jalousidramaer siden er gået over i historien.

Forholdene kønnene imellem på Fyn synes at have været mere solide. 

Læs også:To udstillinger om kvindernes moderne gennembrud stritter i mange retninger

Men der var sikkert også sprækker i familieidyllen på Fyn, selvom man ikke ser meget af det i malerierne. Forskerne, der har været med til at kuratere denne udstilling, stiller derimod meget skarpt på disse sprækker, og det medfølgende katalog fokuserer især på kvinderne, og deres måske mere krævende rolle som mødre, der gjorde deres kunstneriske ambitioner til en sekundær entitet.

Det kan der nok være en god portion sandhed i, men det er samtidig - indrømmet - enerverende sådan hele tiden at skulle læse så vinklet tekster om, at kvinder havde støtte reelle forpligtelser end mændene, når nu der faktuelt var tale om helt nye eksperimenter, hvor respekten for det andet køn virkelig begyndte at vise sig i værkerne. 

Man kan ikke lade være med at blive forført af Fynboernes mange farver, af al den naturglæde, alle de fine blomster og idealiserede portrætter af det intime liv i familiens skød. 

Topbillede

Det er netop et udtryk for vitalisme, og det er vanskeligt at se nogen form for pessimisme i deres værker. Det skal man selvsagt være skeptisk overfor, men for undertegnede er det evident, at der er tale om et blik, der ikke har det hele med. 

Rodet, og de mange splittelser og kontroverser, som et hvilket som helst liv - og samliv - også er præget af, ved man forhåbentlig godt eksisterer. 

Men det er som om, at tidens kunstkritikere gerne vil fokusere på disse ikke-eksisterende skyggebilleder, der måske viser sig i sprækkerne i for eksempel brevvekslingerne. 

Dem kan man roligt gå i gang med at granske, og det er såmænd også godt - som kontrast - at have dem for øje, når man ser disse mageløse billeder af idyl og nærmest evig blomstring. 

Men tænk også samtidig på, hvordan børnedødeligheden dengang var faldet drastisk, og hvordan fraværet af krig og en alt for hård tilværelse med sult og død, nok har været værd at fejre. 

Moderne igen

Udstillingen er fremragende, og som altid har Den Hirschsprungske Samlings dygtige medarbejdere gravet værker frem, der er i privateje, og derfor ikke normalt kan besigtiges.

Man fornemmer også tydeligt, at disse mange malerier passer fint ind i museets egne samlinger, og at de hænger naturligt på væggene, simpelthen fordi stifterparret faktisk opkøbte værker af Fynboerne allerede dengang. 

Læs også:Naturen er en cirkels sang - Fuglemaleren Johannes Larsen (1867-1961)

Man kan roligt konstatere, at Fynboerne livsstil og smag er blevet moderne igen. Måske endda mere end Skagensmalernes. Vi vil gerne leve mere i symbiose med naturen, men selvsagt ikke ligesom romantikerne eller som deltagerne i ‘Alene i vildmarken’. 

Vi drømmer om et hus i naturen, sammen med familien og børnene, og her er Fynboernes værker som et helt salgskatalog over det, som vi gerne selv vil realisere. 

Men det er sammenstillingen af Skagensmalerne og Fynbomalerne, der virker mest stimulerende, og netop dette er overraskende tankevækkende og rigt, rigt, rigt på dansk kunsthistorisk diversitet og mange facetter. 

Den Hirschsprungske Samling: 'Fynboerne: Kunsten frem for alt!' Udstillingen åbner i dag og kører frem til 24. Januar, 2027.