Annonce

Fynsk S-formand trækker sig efter kritik af udtalelser om kvinder i politik

Kvinder skriger på ligestilling og gør sig bedst i de "bløde udvalg" lød det fra socialdemokratisk lokalformand. Det kostede ham posten.
Ligestillingsdebatten kan være et minefelt at bevæge sig ud i. Det måtte en fynsk socialdemokratisk partiforeningsformand sande.

Et par uheldige udtalelser om kvinders manglende lyst til at stille op til kommunalpolitik, samt deres efterfølgende rolle, hvis det blev valgt, kostede ham nu formandsposten.

Ib Knudsen, partiforeningsformand for Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune, blev mandag spurgt af avisen Fyens Stiftstidende, om hvorfor det er så svært at få unge kvinder til at stille op til kommunalvalg.

Han anerkender at det er et problem, og at man leder efter kvinder, der vil stille op for partiet, men:

"Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel."

De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg

Og da han så bliver spurgt om hvorfor der er brug for flere kvinder, svarer han:

"Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt".

Ved at få kaffen galt i halsen

Udtalelserne fra Ib Knudsen blev mødt med kritik af de socialdemokratiske partifæller. Blandt andet af partiets eneste kvindelige byrådsmedlem i kommunen, gruppeformand Britt Pedersen:

"Jeg var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste det. Jeg bryder mig ikke om den sexistiske tone. Helt ærligt. Var der nogen, der ville sige sådan om mænd? At de skriger? Nej vel. Jeg bliver altså vred, når jeg hører sådan noget," siger hun til Fyens.

Også formanden for DSU på Fyn, Mads Hasseriis Hansen, tog afstand fra udtalelserne og opfordrede Ib Knudsen til at trække sig.

En tåre i øjenkrogen

Kritikken fra blandt andet partifællerne i kommunen og på Fyn fik onsdag aften Ib Knudsen til at trække sig som partiforeningsformand.

"Det er med en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, at jeg har valgt at trække mig som formand for Socialdemokratiet i Kerteminde kommune, men som omstændighederne er lige nu, er det den eneste mulighed, så der kan blive arbejdsro i partiforeningen," skriver Ib Knudsen i en pressemeddelelse.

Jeg vil gerne sige undskyld

Han beklager samtidig udtalelsen:

"Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg kom med en så negativ udtalelse i avisen, mandag den 25. januar 2021, og tager det fulde ansvar," skriver han.

Gav debat på sociale medier,

Kommentarerne og partiforeningsformandens afsked blev også heftigt diskuteret på de sociale medier, ikke mindst af Ib Knudsens partifæller:

"Vinder man mon ældre hvide mænd over på ligestilling og #metoo‘s side ved at udskamme dem, når de rent faktisk prøver at tale om ligestilling eller skubber man dem længere væk?" skriver Julie Frølich, der er formand for Socialdemokratiet i Valby

placeholder

En mand med et godt budskab ofret

"Sørgeligt og ærgerligt. En mand med et godt budskab ofret, fordi ordene ikke har været igennem universitetets retorikfilter. Kløften mellem højt og lavtuddannet bliver dybere og politikerleden i produktionsdanmark vil stige," skriver Thomas Skriver Jensen, der er tidligere formand for Dansk Metal Ungdom og som flere gange har deltaget i Netavisen Pios podcast "Faglige Stemmer".

placeholder

Det fik følgende replik fra en af partiets nyeste navne:

"Hvis man som parti og lokal kredsformand mener, at ligestilling er vejen at gå - og jeg tolker dig sådan, at det læser du hos Ib - så ville det bare være så fint ikke at omtale kvinder som nogen, der skriger," skriver den ganske nyvalgte folketingskandidat Lars Werge tilbage.

placeholder

Kun hver tredje kommunalpolitiker er kvinde

Ved det sidste valg stillede Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune med tre kvinder på listen med 12 kandidater.

Trods fremskridt udgør kvinder fortsat et mindretal i landets byråd. Ved valget i 2017 var 32,84 procent af de valgte kvinder, mens kvinder tog 14 ud af de 98 borgmesterposter.

Der er dog store regionale forskelle: I Nordjylland var kun 27 procent af de valgte byrådsmedlemmer kvinder, mens tallet i hovedstadsregionen var 38 procent. Ser man på på borgmesterposterne, så var 11 ud af de 14 borgmestre valgt øst for Storebælt.

Kun to kommuner i Danmark havde et flertal af kvinder: Gentofte (58 procent) og Hillerød (52 procent). Brøndby kommune på den københavnske vestegn er den kommune, hvor kvinder er dårligst repræsenteret. Kun 2 ud af de 19 medlemmer (11 procent) er kvinder.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce