Det er tid til selvransagelse for de socialdemokratiske partier i Europa. Selvom meningsmålinger og formkurve tegner stærkt for de danske socialdemokrater under Mette Frederiksens ledelse, så ser udviklingen mange steder i Europa dyster ud. Danmark er i en europæisk sammenhæng snarere undtagelse, der bekræfter reglen.

Herhjemme har Information og Berlingske sat sig for at afdække udviklingen og starte en diskussion om fremtidens retning. Netavisen Pio skal ikke holde tilbage, og tager derfor temperaturen på det Socialdemokratiske aftenland.

Ikke-vægtet gennemsnit af de socialdemokratiske partiers stemmeandel ved seneste valg. 

Den socialdemokratiske deroute i 2016
2016 blev et nedslående år for Europas socialdemokrater. I Italien meddelte ministerpræsident Matteo Renzi, at han træder tilbage efter nederlaget ved folkeafstemningen om en forfatningsændring. I Frankrig meddelte en træt og historisk upopulær fransk præsident, François Hollande, at han kaster håndklædet i ringen og end ikke orker at genopstille ved forårets præsidentvalg, hvor socialisterne står til tæv.

I Spanien fik socialistpartiet PSOE endnu et katastrofevalg og åndes nu i nakken af det venstrepopulistiske Podemos. I Østrig formåede den socialdemokratiske kandidat ved præsidentvalget end ikke at kvalificere sig til den anden og afgørende valgrunde, som i stedet stod mellem en venstrefløjskandidat og en højrepopulist.

I Storbritannien smeltede Labourpartiet mere eller mindre sammen i kølvandet på Brexit-afstemningen, hvilket førte til endnu et formandsvalg, og partiet roder rundt med de dårligste meningsmålinger i en hel generation. De hollandske socialdemokrater, der i øjeblikket sidder i regering, er smeltet sammen i meningsmålingerne. Og Grækenland taler vi slet ikke om.

I Tyskland synes Angela Merkel at have genvundet noget af den popularitet, hun tabte i forbindelse med flygtningekrisen for halvandet år siden, mens SPD i årevis har rodet rundt omkring 20 procent i meningsmålingerne. SPD har dog oplevet et markant løft i meningsmålingerne efter valget af den tidligere formand for EU-Parlamentet Martin Schultz til kanslerkandidat. De næste måneder må vise, om der er tale om et varrigt løft, så Schultz har en reel chance for at overtage kanslerposten ved valget til november.

Stor forskel i politik – men samme resultat
Bortset fra Portugal, der har haft en socialdemokratisk regering under ledes af António Costa siden november 2015, og Skandinavien, hvor de socialdemokratiske partier klarer sig fornuftigt i meningsmålinger, ser det altså alt andet end lyst ud for de europæiske socialdemokrater.

Det står i skarp kontrast til situationen i slutningen af 90’erne, hvor Europa var domineret af socialdemokratisk ledede regeringer. Der var Nyrup i Danmark, Persson i Sverige, Blair i Storbritannien, Schröder i Tyskland, Jospin i Frankrig, Kok i Holland og D'Alema i Italien. Per 1. januar 2001 var der socialdemokratisk ledede regeringer i 11 ud af de 15 "gamle" EU-lande samt Norge. Per 1. janaur 2017 var der kun socialdemokratisk ledede regeringer i fem af landene - og flere af stederne står de til alvorlige klø i meningsmålingerne.

Rød = Socialdemokratisk ledet regering. Lilla = Socialdemokratisk deltagelse i borgerlig regering. Blå = Socialdemokrater ikke i regering. "Socialdemokratisk" vil sige, at det pågældende parti er medlem af Party of European Socialists (PES). 

Der er selvsagt mange forklaringer på de socialdemokratiske partiers krise, og det er forskellige udfordringer, de står over for. Nogle partier har ført ”nødvendighedens økonomiske politik”, andre har proklameret storstilede offentlige investeringer for at bringe arbejdsløsheden. Nogle har forsøgt at bygge pigtrådshegn for at holde flygtninge ude. , andre har indsisteret på at holde dørene åbne. Og på det mere overordnede plan har nogle har talt om fornyelse og om at række ud til nye vælgergrupper, andre har talt om at vende tilbage til rødderne og fastholde koblingen til den traditionelle arbejderbevægelse. Men fælles for de fleste er, at de er blevet pryglet af vælgerne og er langt fra den styrkeposition, de havde for 20 år siden.

Så selvom der er stor forskel på de enkelte lande, så lad os alligevel se på tre områder, hvor så godt som alle socialdemokratiske partier i større eller mindre grad har haft deres kvaler.

1. Hvad er socialdemokratisk økonomisk politik?
Socialdemokrater har ikke formået at formulere en krisepolitik, der virker, og som kan føres ud i livet i praksis. Frem mod valgene taler de om at sætte gang i væksten, skabe arbejdspladser og gøre op med sparepolitik. Når regeringskontorerne indtages kommer der ikke gang i væksten, og nedskæringerne fortsætter. Hensynet til regeringspartnere eller EU-reglernes bestemmelser for underskuddets størrelse på de offentlige finanser bruges ofte om forklaring på den manglende succes.

Men det kan ikke være hele forklaringen. Hollande er netop et eksempel på en præsident, der både har haft et absolut flertal i parlamentet og kørt med offentlige underskud – også langt større end det, EU-reglerne egentlig tillader. Alligevel har arbejdsløsheden ligget stabilt omkring 10 procent gennem hele hans præsidentperiode.

Problemet er formentlig mere grundlæggende, nemlig at socialdemokratiske partier ikke har formået at sætte noget i stedet for den keynesianske økonomiske politik, der viste sin utilstrækkelighed under 70’ernes krise. I fraværet af nye redskaber griber mange derfor ud efter dem, der ligger i værktøjskassen – og det er i øjeblikket de neoliberale værktøjer. Den tendens trådte tydeligt frem under New Labour og den tredje vej i slutningen af halvfemserne, hvor godtog tanken om at globalisering alene af det gode og at markedet i meget vidst omfang kunne passe sig selv.

I mange lande, særligt i Sydeuropa og til dels Frankrig, straffes socialisterne under den dobbelte forsyndelse, at man ikke lavede strukturreformer i tide, for så pludselig, da krisen ramte, at lave dem meget hårdt og brutalt.

Det tog liberalisterne cirka 40 år at komme sig over den gammel-liberalistiske verdens sammenbrud i forbindelse med depressionen i 1930’erne. Det har nu taget socialdemokrater endnu længere tid at komme sig over den gamle keynesianismes sammenbrud.

2. Hvordan løser vi immigrationsudfordringen?
Højrepopulistiske partier har i mange lande gjort et stort indhug i de vælgergrupper, som tidligere definerede sig som socialdemokrater. Det skyldes, at emner som EU, indvandring, globalisering, forholdet mellem center og periferi er kommet højt på dagsordenen. Og her har socialdemokratierne ikke formålet at udvikle troværdige svar, der både har kunnet løse de problemer, der reelt er, og samtidig give folk tryghed i en verden der forandrer sig.

Noget af det bunder i reelle problemer, som folk oplever i hverdagen, i forhold til fejlslagen integration, social dumping eller traditionelle produktionsarbejdspladser der lukkes. Andet bunder mere i følelser – utryghed, bekymring for morgendagen og frygten for at blive tabere, når globaliseringen og den teknologiske udvikling på få år vender op og ned på det, der har været hverdagen i årtier.

Især det sidste har socialdemokratierne haft svært ved at håndtere. Immigration er det tydeligste eksempel på, at Socialdemokratiet ikke har formået at levere løsninger, og at vælgerne er vandret til de højrepopulistiske partier.

Socialdemokratierne har prøvet mange forskellige politiske tilgange til problemerne– fra som i Sverige at insistere på at der udelukkende var tale om sociale problemer, der skulle løses med socialpolitiske værktøjer, til som i Østrig at indføre kvoter for flygtninge og hegn ved grænsen. Men ingen af stederne har socialdemokratierne formået at overbevise om, at man har de rigtige svar, og tilslutningen til højrepopulisterne fortsætter med at sige.

3. Hvor er arbejderklassen?
Socialdemokratiet har altid følt sig forbundet med arbejderbevægelsen. Problemet er, at ”arbejderbevægelsen” ikke længere er helt så let af identificere som tidligere, og at i det omfang den er, så føler den sig ikke nødvendigvis særlig forbundet med Socialdemokratiet.

Selvom der altid har eksisteret fraktioner inden for arbejderbevægelsen og været spændinger mellem eksempelvis faglærte og ufaglærte, så var arbejderbevægelsen tidligere en mere homogen gruppe, hvis interesser i et vist omfang kunne varetages af én samlet arbejderbevægelse. I dag taler ingen om ”lønmodtagerbevægelsen”, hvert fald ikke hvis det skulle antyde, at man bevæger sig i samme retning.

Den klassiske arbejder i blå kedeldragt er her stadig, men han stemmer formentlig ikke socialdemokratisk. Socialdemokratierne har i stedet fået nye vælgergrupper, blandt andet offentligt ansatte og folk på overførselsindkomster. Det har også betydet, at traditionelle emner som arbejdsmiljø og industripolitik i stigende grad er blevet afløst at et bredere og mere diffust sigte på ”velfærd”, ligesom emner som klima, minoriteters rettigheder og solidaritet med samfundets svage og mest udsatte borgere er kommet på dagsordenen – emner der ikke nødvendigvis optager de blå kedeldragter.

Der har ikke været mangel på erklæringer om, at socialdemokratierne igen skal være det naturlige førstevalg for arbejdervælgere. Der har derimod været mangel på bud på, hvad det helt præcist er, der skulle gøre socialdemokratier interessant for denne gruppe af vælgere.

Opsamling: Mangel på identitet – og værktøjer
Socialdemokratiernes krise er altså både et spørgsmål om identitet – hvem og hvad er vi sat i verden for at kæmpe for i en tid, hvor befolkningen ikke længere stemmer og organiserer sig ud fra klare tilhørsforhold – og et spørgsmål om konkrete værktøjer – hvordan skaber vi arbejdspladser og velstand for de store brede befolkningsgrupper i samfundet.

Finanskrisen, der skulle ruske op i de gamle partier og føre til en ny socialdemokratisk æra, har blot udstillet rådvildheden og ført til endnu dybere frustration. Når selv så stor en krise i den kapitalistiske økonomi ikke kunne bringe socialdemokrater nærmere magten, hvad skal der så til? Har socialdemokratierne udspillet deres rolle som store samfundsbærende partier, der driver forandringen fremad, sådan som Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet ofte fremhæver i den hjemlige debat?

Målet på styrkeforholdene i dansk politik, så er svaret klart nej, men måske de euorpæiske socialdemokratierne i for lang tid flakket rundt og stirret sig blinde på midler og værktøjer, frem for det, der egentlig er formålet med det hele, og har været det siden arbejderbevægelsens grundlæggelse, nemlig demokratiet – at give mennesker medindflydelse på de forhold, der påvirker deres dagligdag og sætter rammerne for deres udfoldelsesmuligheder.