Gene Hackman var underhunden, som blev en af de største

Det var jo nærmest rystende, at Alan Parkers ’Mississippi Burning’ fra 1988 ikke vandt en Oscar for årets bedste film i 1989.

Men når man så ser, at det i stedet blev Berry Levinsons ’Rain Man’, der løb med sejren, så er det vel alligevel forståeligt.

Det er samtidig også forståeligt, alligevel, at det også blev Dustin Hoffman, der vandt prisen for bedste hovedrolle, og ikke den ellers blændende Gene Hackman, der spiller hovedrollen som den erfarne FBI-agent i ’Mississippi Burning’.

Dustin Hoffmans og Gene Hackmans relation går langt tilbage, og de var begge aspirerende skuespillere på Pasadena Playhouse i midten af 1950’erne.

Dengang blev de ikke regnet for noget særligt, med særlige talenter, der kunne føre dem op mod stjernerne, men tiderne skiftede, som Bob Dylan senere skrev en berømt sang om.

Dem, der dengang var underhunde, blev senere de største, og omvendt, som Bob Dylan også skrev profetisk om.

Vi har endnu Dustin Hoffman iblandt os, men Gene Hackman er gået bort. Han blev 95 år.

Verden har mistet en af datidens bedste karakterskuespillere

Sammen med sin kone, Betsy Arakawa, blev han fundet død i deres hjem 27. februar. Også en af deres hunde blev fundet død, og dødsårsagen er endnu ikke blevet offentliggjort, omend det tidligere er blevet oplyst, at der ikke er tegn på noget kriminelt.

Under alle omstændigheder er dødsfaldet tragisk, og verden har mistet en af datidens bedste karakterskuespillere, der på så mange måder både indfangede selve tidsånden, og samtidig formåede at skabe noget helt unikt, der ikke rigtig er overgået af nogen andre skuespillere.

Gene Hackmans særlige evne

Selvom Gene Hackman har været med i mere end hundrede film, så har jeg valgt at omtale ’Mississippi Burning’ først, ikke alene fordi det er så forbandet god en film, og fordi Hackmans skuespil er uforglemmeligt, men også fordi filmen på en særlig måde indeholder biografiske træk fra Hackmans egen opvækst.

Det fortæller blandt andre filminstruktøren William Friedkin om, da han blev interviewet om samarbejdet med Hackman, der havde hovedrollen i filmen ’The French Connection’ fra 1971.

Gene Hackman afskyede racisme

William Friedkin fortæller, at Gene Hackman havde det vældig svært med at spille en racistisk og voldelig politibetjent fra New York.

Gene Hackman voksede op i byen Danville, Illinois, hvor Ku Klux Klan tidligere havde gjort sig gældende, og Gene Hackman afskyede racisme og var generelt en meget liberalt tænkende person.

Ikke desto mindre bar Friedkins kamp for at gøre Gene Hackman hård og rasende nok til at spille den barske betjent pote, og han vandt en Oscar for årets hovedrolle, og ’The French Connection’ blev kåret som årets bedste film.

Gene Hackmans særlige evne

For øvrigt berettede William Friedkin også mange gange om reaktionerne på ’The French Connection’, hvor mange sorte grinede af - og nød at se og høre - Gene Hackmans skuespil, selvom han blandt andet bruger N-ordet, simpelthen fordi langt de fleste mennesker slet ikke havde kendskab til den racisme, de sorte var udsat for i de amerikanske ellers liberale storbyer.

De vidste heller ikke meget om, hvor barsk livet som kriminalbetjent i for eksempel New York faktisk var dengang, hvilket også bliver skildret fremragende i ’The French Connection’, der er baseret på en sand historie.

William Friedkin skød filmen som var det en dokumentarfilm, og det er blandt andet det, der gør den vild og stærkt.

I ’The French Connection’ får man sympati for ham, og det på trods af racismen, fordi man alligevel aner en kerne af retfærdighedssans i ham

Læg dertil Gene Hackmans råhed oveni, der samtidig bliver balanceret af hans egen empati, og resultatet er en klassiker, der kan ses igen og igen.

Det helt særlige ved Gene Hackman som skuespiller er nemlig, at han forstår at spille sine roller således, at han bliver kompleks, og derfor også i en vis grad uudgrundelig.

I ’The French Connection’ får man sympati for ham, og det på trods af racismen, fordi man alligevel aner en kerne af retfærdighedssans i ham.

Barsk men åbner hjerter

Og det er præcis det samme, der gør sig gældende i ’Mississippi Burning’, der handler om det sumpede Syd, hvor bomuldsmarkerne står i blomst, og hvor Ku Klux Klan helt op i 1960’erne endnu kunne findes slet skjult i ordensmagten og blandt helt almindelige amerikanere.

Gene Hackman viser i denne rolle som FBI-mand, der skal opklare mordet på tre civilretsforkæmpere, at han godt ved, at bekæmpelse af racisme ikke bare skal ske ud af den lige, retslige vej, som hans chef, spillet af Willem Dafoe, i begyndelsen af filmen forestiller sig det.

Det er sådan en omgang anskueliggjort virkelighed, som man godt kunne savne lidt mere af i dag

Det helt særlige, og uforglemmelige ved Hackmans præstation i denne film er hans balance mellem at være barsk og frygtløs, samtidig med at han åbner hjerterne hos kvinderne og de sorte, der grundlæggende begge er ofre for deres racistiske og misogyne (herre)mænd.

Og igen er det særlige ved ’Mississippi Burning’, der grundlæggende minder om ’The French Connection’, at den samtidig også formår at illustrere, hvorfor en hel befolkning stiltiende kan se på, at andre mennesker bliver udsat for mord og undertrykkelse.

Det er sådan en omgang anskueliggjort virkelighed, som man godt kunne savne lidt mere af i dag, hvor forargelse over datidens fortrædeligheder skaber så megen ensidig harme.

New Hollywood

Gene Hackman var en af tidens største talenter, lige siden han spillede en birolle i Arthur Penns ’Bonnie & Clyde’ fra 1967, der er blevet hyldet som en af de første film, der indvarslede ‘New Hollywood’.

Tiden hvor de store filmselskaber fik baghjul og mistede pusten til TV og til de unge, spirende instruktører og skuespillere, som tidens unge meget hellere ville betale for at se, end endnu et udstyrsstykke, der ikke kunne rumme tidens historiske forandringer.

Man både kan og bør lære et og andet af en film som denne i disse så splittende tider

Senere fik Gene Hackman også stor succes som komiker, og måske især hans rolle som superskurk i en række af de første Superman-film, huskes i dag.

Men alligevel er det, for mig at se, hans mange roller som en myndighedsperson, der samtidig også må hugge en hæl og klippe en tå for at opnå resultater, eller blot for selv at kunne være til stede, der har gjort ham til en uforglemmelig skuespiller.

Puster liv i håbet

Lige nu kan man gense ’Mississippi Burning’ på DR, og den står endnu frisk i dag, rystende og grusom, men med en Gene Hackman, der puster liv i håbet, i empatien og i humaniteten som ingen anden.

Og man både kan og bør lære et og andet af en film som denne i disse så splittende tider, hvor det amerikanske samfund synes at være ved at falde fra hinanden.

Bagefter bør man gense ’The French Connection’, og dens efterfølger, ’The French Connection II’, hvor Hackman igen spiller eminent, og hvor han især huskes for scenerne, hvor han skal kæmpe sig igennem en nedtrapning efter et ufrivilligt forløb som heroinmisbruger.

Kompleks figur

Selv når Gene Hackman bare skulle illustrere en halvdårlig dag, på en bar, hvor middagslyset flyder ind gennem de bruntonede ruder, og han må tage sine piller imod sure opstød, og nedsvælge dem med sprut, så er det bare ham og hans personlighed, der brænder igennem.

De sidste små tyve år af sit liv havde han trukket sig fra filmens verden

Ikke som en smuk og modelagtig stjerne, ikke som nogen rollemodel eller endimensionel figur, men derimod som en kompleks figur, der nok ligner noget, der ses hos gennemsnittet, men som ikke kan spilles af ret mange andre end Gene Hackman selv.

Men nu er han død. De sidste små tyve år af sit liv havde han trukket sig fra filmens verden. Han var ikke en person, der ønskede offentlighedens søgelys i disse år, og alligevel husker alle filmelskere ham, og nok især min og de omkringliggende generationer husker ham endda som en af det allerstørste.

Hvil i fred.