Generalsekretær indrømmer: Vores phonere i Spanien får halvdelen af en dansk løn

Mellemfolkeligt Samvirke oplyser, at organisationens phonere i Malaga aflønnes med 9.675 kroner om måneden, hvilket svarer til halvdelen af den løn som phonere får i Danmark
Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Tim Whyte, oplyser nu, at organisationens phonere i Malaga – ansat gennem telemarketingsbureauet TMPO – får en månedsløn på kun 9.675 kroner – svarende til en timeløn på kun 60,5 kroner i timen.

Det står i skærende kontrast til den løn TMPO’s få phonere i Danmark får. TMPO har nemlig overenskomst med HK, og den fastslår, at TMPO’s phonere på hovedsædet i Silkeborg skal have 121 til 124 kroner i timen. Svarende til en månedsløn på mindst 19.360 kroner.

Hertil skal lægges værdien af den 6. ferieuge, pension og andre rettigheder fastlagt i overenskomsten.

Men langt hovedparten af TMPO’s phonere arbejder fra TMPO-callcentre i Berlin og Malaga. Og det er disse phonere, der forsøger at samle støtte blandt danske borgere til blandt andet Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde.

Generalsekretær finder phoner-løn rimelig

MS’ generalsekretær, Tim Whyte, lader over for Netavisen Pio forstå, at lønningerne til organisationens phonere i Berlin og Malaga er rimelig.

I en mail til Netavisen Pio skriver White således, at ”for callcenter-medarbejdere i Malaga er der en fagforeningsbestemt mindsteløn på 1.159,75 euro pr. måned. De, der er ansat hos TMPO i Malaga, får 1.290 euro pr. måned – altså over den fagforeningsbestemte løn. Den nationale mindsteløn i Spanien er 900 euro pr. måned.”

Ifølge TMPO får medarbejderne i Berlin alle en løn, som er i overensstemmelse med overenskomsten anvist af fagforeningerne

Tim Whyte nævner ikke, hvad lønnen for MS’s TMPO-phonere i Berlin er. Han understreger i stedet, at ”medarbejderne på call-centrene i Tyskland og Spanien skal have lønninger, der følger lokale overenskomster. Og det får de. Ifølge TMPO får medarbejderne i Berlin alle en løn, som er i overensstemmelse med overenskomsten anvist af fagforeningerne. Desuden er de alle på en udstationeringskontrakt. Det betyder, at de er dækket af den danske funktionærlov.”

En tidligere ansat hos TMPO i Berlin oplyser, at hendes timeløn var på 8,86 euro – svarende til 66,50 kroner i timen.

MS’s fundraisingchef, Benjamin Thue Hansen, og TMPO’s direktør, Bjarke Andersen, har tidligere oplyst over for Netavisen Pio, at TMPO’s danske medarbejdere i Berlin har 7.000 – 7.500 kroner tilbage – når skatten er betalt.

Kun få på udstationeringskontrakt

Reelt er timelønnen for de danske phonere endnu lavere end henholdsvis 60,50 kr. og 66,50 kr. Phonerne skal nemlig – ifølge Netavisen Pio’s oplysninger – arbejde 40 timer om ugen. Modsat den normale arbejdstid i Danmark, der ligger på 37 timer om ugen.

Mindstelønnen i Tyskland er i øvrigt ikke – som Tim Whyte anfører – ”i overensstemmelse med overenskomsten anvist af fagforeningerne”.

Mindstelønnen i Tyskland er lovbestemt. Fagforeningerne i Tyskland er arge modstandere af mindstelønnen i landet, som fagforeningerne betegner som en ussel løn, man ikke kan leve af.

Ifølge Netavisen Pio’s oplysninger er det også forkert, at ”alle” TMPO-phonere i Berlin er på en udstationeringskontrakt. En tidligere ansat forklarer således over for Netavisen Pio, at det tværtimod er de færreste TMPO-phonere, der er på en udstationeringskontrakt.

Kun phonere, der binder sig til et års ansættelse, kommer i nærheden af en udstationeringskontrakt. Og så lang tid ønsker de færreste phonere at binde sig. Phoner-jobbet er nemlig ekstrem hårdt. Derfor er kun meget få på en udstationeringskontrakt, forklarer den tidligere ansatte.

Men det dur ikke at være do-gooders på et lille hjørne af verdenspolitikken – og så bare lade resten sejle

Formanden for HK Service Hovedstaden, René Knudsen, udtalte torsdag til Netavisen Pio, at han havde forventet sig en del mere af netop Mellemfolkeligt Samvirke:

”Mellemfolkeligt Samvirke er optaget af at mindske verdens fattigdom, af verdensmålene og af at verdens arbejdere har ordentlige arbejds- og lønforhold. MS er såkaldte do-gooders. Og det er rigtig fint. Men det dur ikke at være do-gooders på et lille hjørne af verdenspolitikken – og så bare lade resten sejle. Det her kan Mellemfolkeligt Samvirke gøre bedre,” sagde René Knudsen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce