Ghettolisten er et nødvendigt onde

Hvis vi skrottede ghettolisten i morgen, hvordan skulle vi så kunne arbejde med at forbedre forholdene for nogle af dem, der har mest brug for hjælp?
For nyligt blev den 10. ghettoliste i Danmark offentliggjort. 28 udsatte boligområder figurerer på listen. Nogle mener, det er stigmatiserende, jeg mener, at det er et afgørende værktøj i kampen for at sikre alle muligheder for at få et godt liv.

Nogle mener, det er stigmatiserende, jeg mener, at det er et afgørende værktøj

Vi skal turde tale om problemerne og handle

Tingbjerg Ungefællesskab skriver, at  ”Ghetto-listen får os til at føle os hadet og uønsket i det land, som er vores hjem.” Tingbjerg er et af de udsatte boligområder, der er at finde på listen, og jeg vil give de unge ret så langt hen ad vejen, at ”ghetto” er et forkert ord at bruge. Socialt udsatte boligområder er mere ordentligt og rammende.

Det er ikke det enkelte menneske, der er et problem, men sammensætningen af mennesker

Der er ingen grund til at tale ned til de borgere, der bor i områderne. Så langt så godt, for der er problemer i de udsatte boligområder, der skal tages alvorligt. Det er ikke det enkelte menneske, der er et problem, men sammensætningen af mennesker, der udgør problemet.

Mange med lav indtægt, mange uden for arbejdsmarkedet, mange med anden etnisk baggrund og mange med grundskolen som eneste uddannelse. Den sammensætning skader fremtidsudsigterne hos børnene.

Ja, det går frem ad nogle steder med den sociale arv og integrationen. Men så længe indvandrere og socialklasse 5 bonner markant ud i kriminalitetsstatistikker og ikke formår i særligt høj grad at bryde den sociale arv, er det samfundets forbandede pligt at sætte ind. Ghettolisten er et redskab til at identificere udsatte områder og handle derpå. Hvis vi skrottede ghettolisten i morgen, hvordan skulle vi så kunne arbejde med at forbedre forholdene for nogle af dem, der har mest brug for hjælp?

Blandede boliger og skoler er vejen frem

Et barn kan godt få sig en uddannelse og et arbejde, på trods af at forældre er på kontanthjælp og ingen uddannelse har. Tallene peger dog på, at det er svært for de fleste. Over 40 procent af underklassens børn har nemlig ikke mere uddannelse end grundskolen, når de fylder 30 år.

Så går barnet nemlig glip af 'klassekammerateffekten'

At bryde den sociale arv besværliggøres, hvis barnet går på en skole, der har den samme sammensætning som i det udsatte boligområde, barnet bor i. Så går barnet nemlig glip af ”klassekammerateffekten”, at den ressourcestærke elev kan løfte den svage. Og at forældrene til den ressourcestærke kan tage et samlet, socialt ansvar for klassen som at arrangere juleafslutning og organisere legegrupper, til gavn for udvikling af sprog, sociale kompetencer og kulturel indsigt.

I dag stiller vi krav om, at børnehaver i udsatte boligområder maks. må have 30 procent tosprogede, og at maks. 40 procent af boligerne må være almene familieboliger i 2030. Det er nogle konkrete skridt i den rigtige retning. Vi skal give børnene muligheder, og det får de altså bedst, hvis de bor og går i skole blandet.

Ghettolisten er et nødvendigt onde

Ghettolisten er et nødvendigt onde, et afgørende redskab for at sikre børn en god fremtid.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Signe Kaulberg er forbundssekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og uddannet folkeskolelærer.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Beskæmmende at se hvordan Socialdemokratiet og derigennem DSU lader udlændingepolitikken fra det yderste højre præge deres social- og boligpolitik. Udskamning, differentiering og kobling mellem sprog og kultur, har aldrig været socialdemokratisk politik. Men er hentet direkte fra det yderste højres begrebsapparat. Føj.

Annonce