For nylig var jeg til en konference, hvor en af hovedtalerne var en kommunal embedsmand fra Porto Allegre i Brasilien. Hans job var at engagere og organisere borgernes deltagelse i forvaltningen af kommunens penge – også kaldet borgerbudgettering.

Kort fortalt er ideen, at man ikke alene inddrager borgerne i de kommunale beslutninger – man gør dem direkte ansvarlige for en del af dem ved at afsætte midler, som borgerne selv beslutter, hvad skal bruges til, i en demokratisk proces.

I Brasilien opstod ideen om borgerbudgettering tilbage i 1980’erne, hvor landet blev ledet af en militærjunta. Mange kæmpede for demokratiske reformer, og et af de konkrete udtryk for ønsket om demokrati var borgerbudgettering. Hvis ikke man kunne få indflydelse på de store linjer i landet, kunne man i det mindste få det på de nære beslutninger.

Det handlede om at give magt til de magtesløse, så de oplevede, at de ved at deltage i demokratiske processer, kunne være med til at ændre både samfundet og deres eget liv i en positiv retning.

Borgerbudgettering og besparelser
Siden da har ideen spredt sig til mange lande. I Storbritannien har man således arbejdet med konceptet over hele landet, siden de konservative overtog regeringsmagten fra Labour i 2010. Desværre har ideen her fået en negativ klang for mange, fordi det blev introduceret samtidig med massive nedskæringer på de kommunale budgetter.

En del borgere fik – måske ikke helt uberettiget – indtryk af, at det at give dem ansvaret for budgetter, som var alt for små i forhold til opgavernes omfang, i virkeligheden blot var en bekvem måde for politikerne at undgå at tage ansvar på.

Borgerbudgettering som en spareøvelse er derfor en dårlig idé

Borgerbudgettering som en spareøvelse er derfor en dårlig idé. Hvis der skal findes penge på de kommunale budgetter, må vi som politikere tage ansvaret. Men når det er på plads, er der faktisk flere gode grunde til at arbejde med ideen.

Først – og for mig vigtigst – er det en måde at udbrede demokratiet også til grupper, som ikke i det daglige føler sig tiltrukket af eller inddraget i det repræsentative og indirekte demokrati. At give magt til de magtesløse, synes jeg, er en fin målsætning – også i en dansk kontekst.

For 50.000 kr. vingummibamser
Konkret kan det fx handle om en folkeskole, hvor eleverne får en pulje til at skabe øget trivsel på skolen. Hver klasse arbejder med deres egne forslag, fremlægger dem for den samlede skole, går i debat med de andre klasser og beslutter i sidste ende, hvilke forslag der skal gennemføres.

Man kan sige, at det ligner de demokratirollespil, som allerede gennemføres mange steder, men forskellen er, at det ikke er et spil – det er virkelighed. Og demokrati bliver først for alvor interessant, når der rent faktisk er noget på spil.

Pseudo-demokrati er værre end intet demokrati

Nogle vil så indvende, jamen hvad hvis eleverne vælger at bruge 50.000 kr. på vingummibamser? Så er det, sådan det er. Vi skal som politikere være klar til at forsvare brug af de kommunale kroner, som vi ikke selv er enige i, hvis vi vælger at arbejde med borgerbudgettering. Pseudo-demokrati er værre end intet demokrati.

Grundlæggende set handler det om, hvorvidt vi tror, at borgere generelt vil handle ansvarligt, hvis de får direkte indflydelse. Og i den forbindelse er det værd at huske på, at ansvarlighed hos mennesker skabes ved at give dem ansvar – uansvarlighed ved at tage ansvaret fra dem.

Vi er eksperter i vores eget liv
Derfor er jeg selv af den overbevisning, at borgerbudgettering ikke alene vil være med til at fremme den demokratiske debat og forståelse, men at det også – i hvert fald på længere sigt – kan være med at skabe bedre og mere omkostningseffektive beslutninger.

Vi er alle eksperter i vores eget liv, og når vi får mulighed for at engagere os i beslutninger, som har indflydelse på vores liv, kan vi være med at indrette systemer, der passer til vores behov og ønsker – og som derfor indeholder mindre spild.

Formålet med borgerbudgettering må ikke være besparelser, men hvis det gøres på den rigtige måde, kan konceptet være med at skabe en både bedre og billigere kommunal service. Derfor arbejder stadigt flere danske kommuner med ideen i forskellige udgaver.

 

Hans Stavnsager (f. 1963) er gruppeformand for socialdemokraterne i Faaborg-Midtfyn Kommune.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.