Det er mere end svært at bryde igennem med sit synspunkt, medmindre man enten 1) krænger sit inderste ud i en god gang følelsesporno, eller 2) har en sviner parat til regeringen.

I starten af februar skrev Politikens daværende debatredaktør, Camilla Stampe, at riget fattedes kvindelige debattører. Det rejste en heftig debat og borgerlige bloggere som Anne Sophia Hermansen mente, at det var kvindernes egen skyld – og godt det samme – for kvinder går kun op det, der ligger lige rundt om børnehave og barselsseng.

Vi er lige her – blandt andet på piopio.dk. Nogle af de kvindelige debattører. Vi har blandet os i den offentlige debat i mere end ti år. Vi mener noget om (næsten) alt. Om økonomisk politik, om Europas fremtid, om bistandsmidler, om trafikinvesteringer, forsvarsforlig og sygehusplanlægning. Om psykisk syge, budgetoverskridelser, bandekampe og pasningsgarantier.

Men som erhvervslivet synes også den offentlige debat at have et glasloft; det er mere end svært at bryde igennem med sit synspunkt, medmindre man enten 1) krænger sit inderste ud i en god gang følelsesporno, eller 2) har en sviner parat til regeringen eller sit parti. (Eller man er Danmarks Ann Coulter)

At forsøge at bryde igennem er en udmattelseskamp, hvor debatredaktørerne får de debattører, de beder om: De selvproklamerede kloge, abstrakte mandeemner og de dumme, nære kvindeemner.

Det er som at lave suppe og erklære hvidløget for vigtigst, fordi det smager af mest.

Det er en præmis, der er grundlæggende forkert. For det nære og det abstrakte er hinandens forudsætninger. De er ikke modsætninger. Og det ene er ikke mere klogt og rigtigt end det andet. Og det ene er ikke mere mandeemne end det andet er kvindeemne.

Det er som at lave suppe og erklære hvidløget for vigtigst, fordi det smager af mest. Vi ville ikke have udviklet os til supersamfund, hvis ikke vi havde sikret at menneskers hverdag fungerer; at der er skole og pasning til ungerne, tryghed på jobbet, gode sundhedsydelser og uddannelser i verdensklasse.

Glasloftet er en mærkværdig catch-22, hvor der skriges på kvinder, der mener noget, og hvor de kvinder, der så mener noget, ikke mener noget om de rigtige emner. Damned if do, damned if you don’t.