Goddag til våbnene. Kunne vi dø for vores værdier i dag?

Hvad er værd at gå i krig for?

Måske kan “den røde litteratur” svare på netop det. Især litteraturen om Den Spanske Borgerkrig, hvor danske forfattere som f.eks. Gustaf Munch-Petersen, Martin Andersen Nexø og ikke mindst Villy Fuglsang var aktive.

Verden bliver tiltagende mere usikker, og måske kan det blive nødvendigt for os i en usikker fremtid at gå i kamp for Danmark for demokrati, frihed, oplyst tankegang og basale menneskerettigheder. 

Men hvad er det egentlig værd at ofre livet for? En analyse fra Wilke i maj 2025 viste, at kun knap hver fjerde dansker ville melde sig frivilligt til væbnede styrker i tilfælde af invasion. Statsminister Mette Frederiksen efterspørger også større forsvarsvilje i den danske befolkning: 

“Når du spørger mig, kan jeg ikke svare andet, end at man selvfølgelig ultimativt skal være villig til at ofre sig for det, man er gjort ud af, og hvor ens børn skal vokse op,” sagde hun i et interview i juni 2025. 

Find forsvarsviljen i den røde litteratur

Men hvordan genfinder vi den idealistiske “forsvarsvilje”? Den røde litteratur om Den Spanske Borgerkrig kunne være et godt sted at begynde.

Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) var en kamp mellem general Francos fascister og den demokratisk valgte regering. Regeringen lykkedes med at mobilisere arbejderbevægelsen og få international opbakning i form af frivillige brigader. 

Det var en meget litterær krig, hvor en af de første ofre for fascisternes forbrydelser var den ikoniske digter Federico García Lorca. Fra Danmark var nogle af de mest kendte deltagere forfatterne Gustaf Munch-Petersen, Martin Andersen Nexø og Villy Fuglsang. 

Den røde litteratur om Den Spanske Borgerkrig pegede især på kampen for frihed og den moralske samvittighed som hovedmotiver.

Den røde litteratur var ikke naiv, og den svinger mellem afklaret overbevisning og ambivalens i forhold til kampen

Forfatteren Martin Andersen Nexø (1869-1954) var til stede i Spanien som moralsk inspirator, og han deltog også i den internationale forfatterkongres, men var ikke i kamp.

Nexø holdt to taler udgivet under titlen “Spanien”, hvor han appellerede til den menneskelige samvittighed i alle lande og til, at man internationalt skulle gå væk fra den neutralitetspolitik, hvor man lukker øjnene for uhyrligheder. Nexø anså også selve kampen for frihed som noget værd i sig selv, som kunne gavne ens psykiske velbefindende: 

“Kampen for Frihed har en egen forædlende Virkning; næppe nogen anden Faktor i Livet virker saa løftende paa Menneskets Sind!”, skrev Nexø.

En nuanceret kamp

Med selve kampen er det straks mere kompliceret. Den røde litteratur var ikke naiv, og den svinger mellem afklaret overbevisning og ambivalens i forhold til kampen. Hvis man læser Villy Fuglsangs (1909-2005) vidnesbyrd “Pasaremos” (1981) og “Som jeg husker det” (1985), så finder man den afklarede overbevisning. 

Læs også:Ukraine må ikke blive min generations spanske borgerkrig

Her møder vi den rettroende kommunist, der som fattig dansk landarbejder i 1935 får mulighed for at komme på den såkaldte Leninskole i Moskva i halvandet år. Forinden har han lært sig selv russisk, mens han malker køer. 

Det er under opholdet på Leninskolen, at den unge Villy Fuglsang blev optaget af Den Spanske Borgerkrig og især kampen mod fascismen.

Det var en ideologisk kamp mod fascismen, og den rummede begrundelse nok i sig selv i den røde litteratur. Det var kampen mellem det gode og det onde. 

Denne gang skulle fascisterne/nazisterne ikke vinde, var indstillingen

Rundt om i Europa spredte det harme og vrede, at fascistiske generaler i Spanien ikke respekterede demokratiet, især i venstreorienterede miljøer. Ikke bare Villy Fuglsang rejste til Spanien med den begrundelse, det gjaldt også Nordahl Grieg, Arthur Koestler, André Malraux og Pablo Neruda.

De unge venstreorienterede forfattere så det som en vigtig bastion mod de fascistiske og nazistiske regeringer, der allerede havde taget magten i Tyskland og Italien.

Unge mennesker fra det politiske centrum til det yderste venstre-spektrum næsten verden over, herunder også mange europæiske socialdemokrater, strømmede til Spanien for at deltage i den internationale brigade mod fascisterne. Denne gang skulle fascisterne/nazisterne ikke vinde, var indstillingen.

Kulturel kapital i krig

Et afsnit fra Villy Fuglsangs “Pasaremos” viser dog også, at der kunne være en intentionel ambivalens hos de frivillige i Den Spanske Borgerkrig, og ikke mindst at det også handlede om eventyr, ungdommelig spænding og kulturel kapital. 

Villy Fuglsang kom nemlig op at køre med selveste Ernest Hemingway, mens George Orwell fik en kritisk bemærkning med på vejen:

“Jeg blev sendt til Madrid for at gennemgå et kursus i guerillakrigsførelse. Også danskere deltog i de guerillagrupper, der spillede en ganske stor rolle ved at snige sig over frontlinjerne for længere eller kortere tid at operere i Francos bagland. 

Ernest Hemingway har i ”Hvem ringer klokkerne for” givet en slags skildring af en sådan gruppe. Samme Hemingway kørte mig for øvrigt engang fra hospitalbyen Benicasim til Valencia. […] Han var netop vendt tilbage fra USA. 

I Spanien havde han sammen med hollænderen Jorge Ivens optaget en film: “Spaniens jord”. Den havde han vist i forbindelse med en foredragsrejse og solidaritetskampagne gennem staterne, og det var den, han med optimisme og begejstring talte om. 

Det var noget ganske andet end den egocentriske surhed, Orwell fik opbygget hos anarkister og trotskister i Barcelona.”

Den idealistiske ide

Der var en god del ungdommeligt eventyr i den røde litteratur om de frivillige i kampen mod fascismen. At Hemingway og Orwell nævnes, var heller ikke tilfældigt, da de havde skrevet den engelsktalende verdens hovedværker om Den Spanske Borgerkrig. 

Begge forfattere skildrede de ambivalente intentioner, der kunne ligge bag, hvorfor unge mennesker meldte sig til den internationale brigade eller til Poum (et trotskistisk militsfællesskab).

Villy Fuglsang forbliver samtidig selv rettroende og idealistisk

Hemingway er i “Hvem ringer klokkerne for” (1940) eminent til at beskrive de psykiske grunde til, at en ung mand frivilligt udsætter sig selv for den betragtelige risiko, som det er at gå i krig, mens Orwell mister sine politiske illusioner i “Hyldest til Catalonien” (1938), som Fuglsang også antydede det, og man kan diskutere, om Orwell faktisk ikke mister troen på kommunismen i Spanien, som han senere skildrer det i “Kammerat Napoleon” (1945)? 

Villy Fuglsang forbliver samtidig selv rettroende og idealistisk om kampens politiske nødvendighed i sin bog “Pasaremos”, selv om han ikke undgår at afsløre sig selv lidt som en eventyrer. 

Hvis man læser Leo Karis posthumt udgivne roman ”Bag Spaniens bjerge” (1998), får man samme indtryk af bevæggrundene hos de frivillige, men som også afslører, at arbejdsløshed eller kedeligt arbejde kunne afstedkomme krigsudlængsel.

En forløber

Den røde litteratur anså også ofte Den Spanske Borgerkrig som forløberen til den store krigsprøvelse: Anden Verdenskrig. Villy Fuglsang fortalte nemlig videre, hvordan han i 1938 efter sin krigsskade blev bedt om at vende tilbage til Danmark. 

Aksel Larsen, dengang formand for DKP, beordrede ham til Aalborg for at udøve politisk aktivisme – og snart blev der brug for ham i kampen mod nazismen.  

I 1940 blev Danmark besat, og de erfaringer, som de frivillige erhvervede i Den Spanske Borgerkrig, viste sig endog meget brugbare i den danske modstandsbevægelse, fx Bopa. Men allerede i 1941 blev kommunisterne interneret ifølge den såkaldte “kommunistlov”. 

Det var forfærdelige uhyrligheder, han var vidne til

Den røde litteratur bærer vidnesbyrd om uhyrligheder, som er værd at kæmpe imod, ikke mindst oplevelserne i fængsler og kz-lejre. Villy Fuglsang blev arresteret og først sat i Horserødlejren. 

Her lykkedes det ham faktisk at flygte fra som en anden flugtkonge gennem en udgravet tunnel. Desværre blev han fanget igen. Derefter blev han sendt i koncentrationslejren Stutthof ved Gdansk i 1943, som var en “Vernichtungslager” – en såkaldt udryddelseslejr. 

Uhyrlighederne

Det lykkedes ham dog mirakuløst at overleve. Men det var forfærdelige uhyrligheder, han var vidne til, og på den måde er hans “Som jeg husker det” også fremragende vidnesbyrdlitteratur, hvis man ser bort fra den kommunistiske dogmatik:

“Adskillige blev hængt, og ved siden af disse ‘offentlige’ hængninger aflivedes mange i det mere skjulte. Således fandtes ovre ved krematoriet et særligt apparat, der i det ydre lignede et sådan stativ, man måler folks højde på.

Det var sådan indrettet, at der i nakkehøjde var et hul, gennem hvilket SS’erne skød fangen. Dertil opførtes i sommeren 1944 ved siden af krematoriet en murstensbygning.

Officielt skulle den bruges til aflusning. I praksis brugtes den til at dræbe 50 fanger ad gangen ved hjælp af giftgas [...] Det var mest jøder, gamle, kvinder og børn, der blev udryddet.”

Det var og er en af ungdommens privilegier at stille hele sin dynamiske vilje og begejstring i fremskridtets tjeneste

Det er forfærdelig læsning, og hvem går ikke i kamp mod dette? Befrielsen af lejren er også beskrevet som en forfærdelig dødsmarch, hvor nazisterne først forsøgte at flygte med fangerne, mens de med let hånd skød fangerne på klos hold. 

Fangerne blev naturligvis endeligt befriet af Den Røde Hær. Men her slutter eventyret om Villy Fuglsang og den socialistiske helt ikke. Da Villy Fuglsang – også kaldet “Fuglen” – vendte hjem, indvilgede han i at blive folketingskandidat på Langeland for det kommunistiske parti.

Læs også:Krigsdagbogen, der minder os om, hvad ideologi gør ved mennesker

Han regnede ikke med at blive valgt, men sørme om han ikke lige nøjagtigt blev valgt til Folketinget. Faktisk kom han senere hen til at sidde sammenlagt 18 år i Folketinget. 

Troen på socialismens sejr

Villy Fuglsangs konklusion er dog helt klar og med en besked til enhver tids ungdom: 

“Jeg tvivler intet øjeblik på, at den vil handle på samme måde som førkrigens og besættelsesårenes unge. Det var og er en af ungdommens privilegier at stille hele sin dynamiske vilje og begejstring i fremskridtets tjeneste – for det er dem, der skal forme den fremtid, der skal give deres liv indhold og mening,” skrev han i 1985. 

Den røde litteratur har ofte en ukrænkelig tro på ungdommen, socialismens fremskridt og den dynamiske vilje. I den sidste ende vil socialismen sejre. 

Hele verden er en front:

Men den røde litteratur er ikke blind for, at kamp og krig kommer med store tab, ofre og ikke mindst smerte, lidelse og tvivlrådighed. Ofte er det et moralsk dilemma, om man overhovedet skal melde sig som frivillig. 

Digteren Gustaf Munch-Petersen (1912-1938), der ikke var partipolitisk, er et godt eksempel på denne ungdommens vilje til at kæmpe for, hvad man tror på, men også på, at det i sidste ende kan betyde døden. I sit sidste brev til sin kone Lisbet, skrev han:

“Hele verden er en front: For og imod det dejlige liv, som mennesker kunne leve. Hver og en, hvor man end befinder sig, må forstå, at det trods striden er så dyrebart og stort, at det skal frelses, hvad det end koster.”

Værdier i eventyr og frivillighed

Derhjemme havde Gustaf Munch-Petersen to små børn og en kone, som mistede ham til Den Spanske Borgerkrig, og vi kan spørge os selv, var det kampen værd at dø for en sag, når to små børn også mistede deres far?   

Det leder mig tilbage til mit indledende spørgsmål: Hvad vil vi egentlig ofre vores kostbare liv for? For at træde ind i det reflektionsrum bør vi læse den røde litteratur om de frivillige i Den Spanske Borgerkrig, måske nok frasorteret den kommunistiske dogmatik. 

Vi forstår også tabene og ofrene

Men vi kan læse om de idealer, som kræver, at vi står op mod fascisme, tyranni og diktatur. Vi forstår også tabene og ofrene. 

At vi bør kæmpe for vores værdier, men vi får samtidigt også en fornemmelse af, at der ofte ligger ambivalente intentioner bag, som både har med ungdommeligt eventyr og personlig ambition eller psykisk usikkerhed at gøre. 

Men var de frivillige i Den Spanske Borgerkrig ikke taget afsted, så havde vi måske ikke haft den nødvendige krigs- og guerillaerfaring til at etablere en dansk modstandsbevægelse, da det først blev rigtigt nødvendigt?