Gode takter i tacklingen af Sverige­demokraterna

Anmeldelse: Svensk bog til den aktive i arbejderbevægelsen giver fine bud på, hvordan Sverigedemokraternas fremgang stoppes, men elefanten i rummet er enorm
Foto: Jakob Esmann
”For at knække SD-koden skal vi forstå, hvor lidt den handler om Sverigedemokraterna – og hvor meget det handler om Sverige.”

Sådan indleder det socialdemokratiske rigsdagsmedlem Magnus Manhammar og Ida Harju Håkansson, der er skribent på det venstredrejede site alliansfritt.nu, en lille håndbog til aktive i den svenske arbejderbevægelse, som ønsker at modarbejde Sverigedemokraternas fremgang.

Den lille håndbog blev egentlig udgivet i maj måned, men op til det svenske valg den 9. september er det relevant at se på, hvordan de svenske socialdemokrater og andre forsøger at bremse højrepopulisternes succes og deres egen tilbagegang. Grundlæggende er der faktisk gode takter i pamfletten: Der er ikke megen moraliseren eller snak om, at sverigedemokrater ikke er stuerene. Pamfletten taler især for, at svarene skal findes hos arbejderbevægelsen selv:

... for at knække SD-koden må vi fokusere på alle de mennesker, som lokkes af Sverigedemokraterna

”At studere Sverigedemokraterna som parti og bevægelse kan naturligvis være interessant, men for at knække SD-koden må vi fokusere på alle de mennesker, som lokkes af Sverigedemokraterna. Vi må se indse, at manglen på gode svar, tydelige løsninger og en fremtidsvision har gjort, at mange har mistet tilliden til arbejderbevægelsen. For uden selvkritik kommer vi ikke til at knække nogen SD-kode.”

Sæt fokus på tryghed, ulighed og velfærd
Det er ”Nätverket för progressiv samhällsutveckling”, som har udgivet pjecen, og netværket har indsamlet en række erfaringer fra lokalt aktive i arbejderbevægelsen. I pjecen tilbydes læseren dels nogle politiske temaer og løsninger, som man mener kan være med til at knække SD-koden, dels foreslår den nogle konkrete metoder og handlinger, man som lokalt aktiv eller tillidsvalgt i arbejderbevægelsen kan lade sig inspirere af. Eksempelvis foreslår pjecen, at man engagerer sig i debatten på Facebook eller i kantinen på sin arbejdsplads, når der spredes frygt og fordomme, at man skaber rum for at mødes på tværs af baggrunde i lokalsamfundene, og at partierne systematisk bruger dørklokkestemning i lokalområdet til at lytte på vælgernes ønsker.

Tager vi fat på de virkelige samfundsproblemer og viser, at de kan løses, forsvinder Sverigedemokraternas bedste våben: Frygten

Pjecen bygger på en forståelse af, at arbejdervælgere, der overvejer at stemme på Sverigedemokraterna, kan vindes tilbage til eksempelvis Socialdemokraterna ved at sætte fokus på materielle livsvilkår: Hvis man fokuserer på den stigende ulighed, investeringer i skole og sundhed, ordentlige arbejdsvilkår og udvikling i landdistrikterne, som gør, at folk kan leve trygge liv uden frygt, vil man kunne vinde vælgernes tillid og gøre det overflødigt, at folk vil stemme på Sverigedemokraterna:

”Tager vi fat på de virkelige samfundsproblemer og viser, at de kan løses, forsvinder Sverigedemokraternas bedste våben: Frygten.”

Her må skribenterne således også mene, at Sverigedemokraterna ikke har gode nok løsninger at tilbyde vælgerne på de her ”materialistiske” områder, men at Socialdemokraterna leverer de bedste svar. Derfor taler pjecen også om at ”vise de store forskelle i politikken”, fordi tydelige ideologiske forskelle ”svækker opbakningen til de højreekstreme”.

Den enorme elefant i folkhemmet
På trods af frygten for at blive ekko af den øvrige danske medieudlægning af svensk indenrigspolitik, må jeg sande, at bogen nærmest ikke omtaler elefanten i rummet: Udlændingepolitikken. Frem for alt glimrer spørgsmål om integration, indvandring og asylpolitik ved deres fravær, og det anbefales implicit, at man taler om alt muligt andet som for eksempel velfærds- og arbejdsmarkedspolitik. Ganske kort beskrives det tværtimod, hvordan Sverigedemokraternas stærke fodfæste i dag skyldes, at befolkningen ikke har tilstrækkelig viden om ”racismens konsekvenser”.

For skribenterne synes det mere bekvemt at tale om de andre emner, og man overser således, at udlændingepolitikken for mange svenske arbejdervælgere kan være en central årsag til at sætte kryds ved Sverigedemokraterna frem for Socialdemokraterna. Pjecen giver mig flashback til folketingsvalgkampen i 2011, som rød blok – groft sagt – kun vandt, fordi det endelig blev et valg, der handlede om velfærd og omfordeling og altså ikke om indvandring og udlændinge, sådan som det ellers har været ved alle valg siden systemskiftet i 2001.

Det er positivt, når pjecen taler for, at man ”fokuserer på Sverigedemokraternas vælgere, ikke på Sverigedemokraterna”

Der er bestemt gode takter i pjecen, når det handler om selvkritikken: Sverigedemokraternas fremgang er et symptom på et socialdemokrati, der ikke leverer tilstrækkelige svar til en arbejderklasse, hvor alt for mange har mistet tilliden til politikerne. Det er positivt, når pjecen taler for, at man ”fokuserer på Sverigedemokraternas vælgere, ikke på Sverigedemokraterna,” fordi det er dém, der skal overtales. På den måde ville det svenske socialdemokrati nok stå stærkere frem til valget, end de gør nu, hvis de havde adopteret mere af dén strategi frem for at dæmonisere og isolere. Men pjecen hopper i min optik desværre også lidt ud af takt, når den helt ignorerer, hvad eksempelvis integrationsspørgsmålet måtte betyde for Volvo-arbejderen i blå kedeldragt i Olofström, når han afgiver sin stemme søndag den 9. september.

Pjecen ”Så knäcker vi SD-koden” koster 89 SEK og kan rekvireres hos det svenske oplysningsforbund i arbejderbevægelsen.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook