Konstitueringsforhandlingerne efter et kommunalvalg opleves altid som lidt af et gedemarked. Alliancer på kryds og tværs af det vælgerne kender fra Christiansborg, og enkelte politikere, der skifter side undervejs. Specielt det sidste kan skabe røre. Intet skaber mere vrede og kan få flere følelser op i tidligere partifæller, som når en eller anden svigter og skifter.

Anklagerne om svigt, snyd og bedrag flyver af sted og forudsigelser om demokratiets snarlige sammenbrud og voksende politikerlede er lige så obligatorisk, som kravene om at vedkommende skal aflevere sit mandat til en suppleant. Det er nærmest rituelt.

At der er tale om svigt og bedrag, er der meget sjældent tvivl om. Sådan er det jo.

At det skulle være et problem for demokratiets legitimitet og skade eksempelvis valgdeltagelsen, fordi enkelte politikere skifter parti, er der intet, der tyder på. Siden kommunalvalget i 2009 har knap 200 byrådsmedlemmer skiftet parti. Alligevel var valgdeltagelsen i tirsdags betydeligt højere end i 2009.

At undgå at politikere skifter parti, kan man nok ikke slippe for uden at gøre hærværk på selve demokratiet. Politikere er mennesker, der - forhåbentligt - reflekterer over skiftende dagsordner, og når nogen partier rykker sig, så er det kun naturligt, at nogen rykker i en anden retning.

Det er en grundsten i vores demokrati, at folk er personligt ansvarlige for de handlinger, de foretager som offentlige personer. Det betyder, at ingen kan fejle og bagefter gemme sig bag ved et argument om, ”at partiet sagde, jeg skulle”. Alle har et ansvar.

Derfor bliver diskussionen om, hvorvidt vedkommende har vundet sit eget mandat eller partiets fuldstændig irrelevant. Et mandat er et mandat.

Forventningsafstemninger og forhåndsaftaler
På Twitter forslog Europa-Parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S), at partierne dels lavede en forventningsafstemning eller et ”Code of Conduct”. Dels at man i forvejen aftalte, hvem der skulle have hvilke poster baseret på de personlige stemmer.

Hvad denne forventningsafstemning skulle indeholde, er lidt uklart. Men hvis Schaldemose tror, at en nedskrevet aftale om, at man skal aflevere sit mandat tilbage til partiet i tilfælde af et partiskifte, så er hun lidt naiv. Mandater er personlige, og en sådan aftale vil have lige præcis nul juridisk binding.

Hvis man vil undgå overløbere, så er der ikke brug for udemokratiske aftaler og vage hensigtserklæringer.

At man på forhånd beslutter, hvem der får hvilke poster, er også helt håbløst. Det er i forvejen ikke til at vide, hvem der bliver valgt, eller hvilke poster man får forhandlet sig frem til. Og helt ærligt, så virker det en anelse arrogant over for vælgerne, at man allerede på forhånd deler rovet, inden de har fået lov at kaste dommen ned i stemmeboksen.

Hvis man vil undgå overløbere, så er der ikke brug for udemokratiske aftaler og vage hensigtserklæringer. Ansvaret ligger hos de parti- og vælgerforeninger, som stiller kandidaterne op. De må sørge for at stille kandidater op, som har bevist sig selv som troværdige tillidsmænd, hårdtarbejdende frivillige i det lokale foreningsliv eller loyale partisoldater. De må sørge for en åben og demokratisk proces, hvor medlemmerne får mulighed for at spørge ind til kandidaterne og se dem an i en urafstemning.

Hvis partiforeningerne bliver bedre til at gøre deres arbejde, så er der måske også en chance for, at vælgerne stemmer på politikere, der ikke forlader partiet, lige så snart et andet parti vifter med en velbetalt bestyrelsespost.