Gøglerkongens forventelige farvel

Tidligere kulturminister Uffe Elbæks farvel til den radikale folketingsgruppe var hvad man kunne forvente.
Det Radikale Venstre mister lidt medarbejderressourcer på deres sekretariat på Christiansborg. Det er vel den mest alvorlige konsekvens af folketingsmedlem Uffe Elbæks beslutning om at forlade folketingsgruppen og fortsætte frem til valget som løsgænger.

Regeringen vil efter Elbæks exit fortsat ikke have et flertal imod sig. Uffe Elbæk forsikrede at han fortsat ville støtte regeringen, og analyserer man lidt på hans kritikpunkter af regeringen, er det nok snarere sammen med Enhedslisten end med de borgerlige, at man skal se den tidligere kaospilot fremover.

Set i bakspejlet burde man nok have set, at et brud imellem Elbæk og hans parti var på vej. En projektmager som Elbæk har svære kår i det lidt stive og hierarkiske politiske system.

Eller med hans egne ord: ”… jeg ved, hvad alternativet er til den nuværende regering. Og det er på ingen måder ønskværdigt.”

Set i bakspejlet burde man nok have set, at et brud imellem Elbæk og hans parti var på vej. En projektmager som Elbæk har svære kår i det lidt stive og hierarkiske politiske system. ”En gøglerkonge fanget på et revisionskontor” kaldte den tidligere politiske chef hos de radikale, Anna Riis Hedegaard, ham.

Partipolitiske bånd og krav om solidaritet med partifællerne blev for meget for Elbæk, der valgte at smide den partipolitiske spændetrøje, fordi det ikke længere var sjovt. Uden indflydelse på det politiske hjertebarn, kulturpolitikken, var der ikke længere noget, som knyttede Elbæk til partifællerne.

”… Jeg har … behov for som folkevalgt at kunne ytre mig – frit og uden strategisk filter – i den offentlige debat, når min regering ikke lever op til de krav og forventninger, jeg har til den politik, den fører. Det har jeg ikke kunnet, hvis jeg samtidig skulle indordne mig under de grupperegler for god kollegial politisk opførelse, vi har i den radikale gruppe.”

Elbæk ville køre på frihjul
Uffe Elbæk personificerede den radikale ånd og dens forbindelse til den kreative klasse. Han er gennemført klassisk radicool. Men han er bare ikke nogen særlig dygtig politiker. Siden sin afgang som minister har Elbæk således kun markeret sig med enkelte særstandpunkter og en ”forkert” stemme til forslaget om offentlighedsloven, ikke med at promovere og forsvare partiets politik.

Såkaldte soloudmeldinger, om at whistlebloweren Edward Snowden skulle have asyl i Danmark og angreb på socialdemokraterne Bjarne Corydon og Henrik Sasss Larsen i forbindelse med deres udtalelser om konkurrencestaten, havde angiveligt ført til kammeratlige samtaler med gruppeformanden, hvor budskabet var, at Elbæk skulle skrue ned.

Det er fint at ville være individuel, unik og enestående, men der må også være grænser. En politiker kan ikke bare køre på frihjul.

Det virker lidt underligt, at en voksen mand på 59 år skal have forklaret, hvad de fleste børn i første klasse godt ved. Nemlig at klassen ikke kan fungere, hvis der sidder en og kæfter op, mens resten af klassen prøver at modtage undervisning. Det er fint at ville være individuel, unik og enestående, men der må også være grænser. En politiker kan ikke bare køre på frihjul, hvis vedkommende samtidig har en ambition om at ville forandre.

I stedet for at lytte til fornuft og bidrage med noget konstruktivt, valgte Uffe Elbæk i stedet den nemme løsning. Han kan nu i de næste to år, frem til valget, sidde over i hjørnet og kvidre som en fri fugl. Ingen vil formentlig interessere sig for, hvad han siger.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce