Goyas skrækscenarier viser os krigens katastrofe

Som bekendt blev USA's præsident, Donald Trump, ikke tildelt Nobels Fredspris. Han var ellers blevet indstillet af selveste Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. 

Den tykke ironi og så igennem tidssvarende tragedie er selvfølgelig, at Israel selv er hovedaktør i en af vor tids allermest betændte og mediedækkede krige overhovedet. 

Endnu mere tragisk er det naturligvis, at der ikke rigtig synes at være udsigt til fred i regionen trods Trumps indblanding. 

Det samme kan man sige om Ruslands krig mod Ukraine, hvor Trump nærmest fremstår som uvidende om, at det ikke var ukrainerne, der indledte angrebene, men derimod Ruslands præsident, Vladimir Putin. 

TV-optagelsen, hvor Donald Trump sviner Ukraines præsident Volodymy Zelenskyj til, og påstår at han er i gang med at fremprovokere 3. Verdenskrig, er måske dette års mest groteske, geopolitiske scenarie overhovedet. 

Det er her, hvor fortidens mange eksempler på lignende konflikter kommer ind i billedet, og det er samtidig her, hvor kunsthistorisk interesserede bør folde ørerne ud og se på hvorledes datidens kunstnere skildrede krigene og blandede sig i konflikterne. 

Den Peninsulære krig var både speget og bundrådden

Og en af de første, der for alvor laver noget noget nyt og skelsættende, er den spanske maler og gravør, Francisco Goya, der meget intenst skildrede den Peninsulære krig, der varede fra 1808 til 1814, og som, ifølge spanierne, gik videre ind i den spanske uafhængighedskrig, der fulgte efter. 

Krigens rædsler

Nobels Fredspris tilkendtes altså ikke Donald Trump. Til gengæld har det norske fredscenter, der hører under Nobel, valgt at udstille Francisco Goyas berømte, grafiske værker, der bærer titlen: 'Krigens rædsler'. 

Dengang, hvor krigen hærgede i Spanien, var Goya ansat som det spanske hofs maler, og han blandede sig helt udenom politik. De berømte kobberstik, som han løbende arbejdede med under krigen, blev slet ikke offentliggjort i hans egen levetid. 

Læs også:Omringet af dissidenter

Først i 1863 blev de offentliggjort, hvilket ikke er nogen overraskelse, for Goya hylder hverken den ene eller den anden af de bekrigende fraktioner. Tværtimod. En sådan tilgang kunne have skabt problemer for ham som kunstner. 

Den Peninsulære krig var både speget og bundrådden. Den blev indledt via en forhandling mellem den spanske konge og Napoleon Bonaparte, der havde foreslået, at Frankrig og Spanien sammen skulle invadere Portugal og dele landet mellem sig. 

Topbillede

Men kong Charles IV og hans søn, Ferdinand VII, var politisk naive, og de overså helt, at Napoleon havde som mission at udvide det franske imperium meget mere. 

De tillod at franske tropper blev stillet på spansk jord, og det blev fatalt. Kort efter invaderede og besatte franskmændene hele Spanien. 

Netop denne studehandel og naive tilgang til krigens foregøglede herligheder, minder umiskendeligt om vor egen tid og Putins invasion af Ukraine. 

Og ikke nok med det. Kort efter invasionen blev England trukket ind i krigen, og sammen med Portugal og Spanien indledtes en hård og brutal modoffensiv, hvor især guerillakrig blev afgørende for udfaldet. 

Vi genkender meget af det i dag

Krigen bliver i dag betragtet som en af de første i verdenshistorien, hvor guerillakrig får en sådan afgørende betydning, og hvor kamp for national selvstændighed var selve kernen i spaniernes massive oprør. 

Igen kan vi i dag nikke genkendende til meget af det. Også ukrainerne har vist sig at være særdeles stædige, og via støtte fra udefrakommende magter, har de indtil videre formået at holde de russiske tropper, der langt overgår ukrainernes i antal, stangen. De forsvarer sig med guerillakrig. 

Det helt særlige ved Goyas krigsbilleder er, at han slet ikke forholder sig til den politiske side af krigen. Og det var noget helt nyt. Goya var dengang svækket, og han var blevet døv. Han oplevede selv krigens resultater på slagmarkerne omkring Madrid, som han besøgte. 

Goya var delvist oplysningsfilosofisk, men heller ikke det trænger frem i hans krigsbilleder

Her lavede han skitser til samlingen om krigens rædsler. De indeholder intet heroisk, og der er ikke gjort brug af farver. I stedet valgte han at arbejde med det grafiske, kobbertrykket, og han lod skyggerne være den effekt, der gjorde hans dokumentarisme autentisk. 

Det er netop sådan, at disse formidable og gruopvækkende billeder fremstår i dag: som nærmest fotodokumentariske vidnesbyrd om krigens forråelse for alle dem, der blev direkte ofre for selvsamme. 

Læs også:Paris i ruiner lagde grundstenen til verdens mest populære kunstretning

De er særdeles realistiske, og Goya forsøger på ingen måde at indblande moral eller religiøse ideer, selvom Spanien på daværende tidspunkt var stærkt katolsk, og faktisk havde forsøgt helt at udelukke effekter af Den franske revolution, der indledte Oplysningstiden, og gjorde kål på den rene, religiøse verdensopfattelse. 

Goya var delvist oplysningsfilosofisk, men heller ikke det trænger frem i hans krigsbilleder. Hvad der derimod bliver eksponeret, er krigens voldsomme bestialitet, hvor soldater på begge sider af fronterne foretager sig forbrydelser, der er helt igennem gruopvækkende. 

Topbillede

Goya skildrede massevoldtægter, tortur, unødige nedslagtninger og maltrakteringer af kroppe. I de skildredes ansigter ser man tydeligt afmagten, hadet, liderligheden, vanviddet, hævnen og alt det meningsløse. 

Goya skrev aldrig om denne samling, andet end at han skildrede, hvad han bevidnede med egne øjne, samt de små sætninger, som han skrev under hvert tryk. Disse giver udtryk for selve meningsløsheden. 

Goya er den første kunstner, der sådan helt og aldeles uheroisk og nøgternt skildrer krigens rædsler. Måske fordi selve ideen om, at kunstnere er mennesker, der skal vidne om tidens hændelser, tidligere lå dem fjernt. 

Dengang var kunstnerne afhængige af mæcener, der betalte for deres virke, hvilket også gjorde dem politisk afhængige. 

Først senere gik kunstnerne planken ud

Mange har senere været dybt inspireret af Goya. Først og fremmest den franske kunstner og grafiker, Honoré Daumier, der anvendte satire til at forhåne og latterliggøre politikere og magtmennesker. 

Også den franske, tidligere impressionist, Edouard Manet, blev inspireret, og hans ven, forfatteren Victor Hugo, så krigsbillederne, mens Paris var belejret af tyskerne i 1871, hvor befolkningen blev udsultet og krigens rasen var blevet særdeles bestialsk. 

Men det er først i Mellemkrigstiden, at vi for alvor ser kunstnere, der går planken ud, og begynder at skildre krigens rædsler og gru. Det var især de tyske ekspressionister, Ludwig Meidner, Georg Grosz, Otto Dix med flere, hvoraf mange af dem begejstret havde hyldet krigen, der senere gav udtryk for en helt anden opfattelse af selvsamme. 

Ekspressionisterne, der som purunge og positivt indstillede krigere frivilligt lod sig indrullere i krigen i skyttegravene, kom hjem med brutale traumer, og de begyndte at skildre bestialiteten og uhyggen i deres billeder. 

Om krig ligefrem er uundgåelig er nok en tvivlsom idé

Her ser man arven fra Goya, og det er tegnet i de skildrede menneskers groteske ansigtstræk og i de forfærdelige lemlæstelser af kroppe, ramt af granater og gennemhullet af kugler og bajonetter. 

Vi skal aldrig glemme, at krig er sådan. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at spaniernes kamp for uafhængighed har været skelsættende helt op til vor egen tid. 

Læs også:Historiker: Tiden er moden til en nordisk forsvarsunion

For sådan er det nu engang med nationer. De kan forsvinde, hvis fremmede tropper tager over, og at de invaderende nationer ingen modstand møder. 

Om krig ligefrem er uundgåelig er nok en tvivlsom idé. Men krig, som sådan, burde aldrig være en metode, der skal hyldes. 

Her før julefreden sænker sig

Med hensyn til krigen i Ukraine og Putins ‘kødhakker’, så er det samtidig - historisk set - naivt at forestille sig, at en total besættelse af Ukraine ikke vil føre til nationens endeligt. 

Og det netop hvad Napoleon Bonapartes imperiale krig vidner om, hvor ikke blot Portugal og Spanien ydede modstand, men også en periode i historien, hvor selve ideen om en nation opstod. Det samme foregik i det, der senere blev til Tyskland og i de skandinaviske lande. 

Her før julefreden sænker sig over os får vi igen at vide, at sikkerheden er truet, og at krigen i Ukraine kan spilde over, og at vi er mere truet end hvad vi overhovedet er i stand til at forestille os, ja, det er vor tids store tragedie.

Læs også:Hvad Finland kan lære os om at håndtere truslen fra Rusland 

Men studehandler med imperialistiske magter, med magthavere som Trump og Putin ved roret, synes ikke rigtig at tegne et billede af en fremtid, hvor der vil opstå ‘Fred i vor tid’, blot fordi man eftergiver iveren efter ekspansion og tilegnelse af fremmede landes territorium. 

Goyas fantastiske tryk blev faktisk fundet tilfældigt i Nobels fredscenter i Oslo. Der lå de hengemt og glemt. En bibliotekar stødte tilfældigt på dem, og nu har de altså valgt at udstille dem. 

Det er en tur værd, og ved synet af dem bliver man i hvert fald advaret om krigens rædsler.