‘Græsrøddernes parti’: En lang beretning om fraktionsdannelse, skænderier og begrænsninger
‘Græsrøddernes parti’: En lang beretning om fraktionsdannelse, skænderier og begrænsninger
En ny bog om Venstresocialisterne fortæller historien om idealisme, interne kampe og et venstreorienteret projekt, der aldrig fandt fodfæste hos ufaglærte arbejdere
Venstresocialisterne blev stiftet i december 1967 efter et brud med SF.
Den siddende socialdemokratiske regering mistede dermed sit flertal, og der blev udskrevet nyvalg i slutningen af januar 1968.
Hvis Venstresocialisterne ville med, måtte de indsamle 16.000 underskrifter inden 9.januar, og det lykkedes.
Pædagoger, studerende, blomsterbørn og aktivister, der var fælles om en drøm om et alternativt samfund, strømmede til, og den 9. januar 1968 kunne det nye parti indlevere hele 32.000 underskrifter.
Partiet kom i Folketinget og var der i skiftende omgange indtil 2013, da resterne af partiet sluttede sig til Enhedslisten.
Forskellige fraktioner
Nu har nogle af dem, der var med fra starten, lavet en bog med erindringer, interviews og artikler af mere principiel karakter.
Her kan man læse om politiske diskussioner, om ytringsfrihed, om studenteroprøret, alternativt teater, Chile, miljø, besættere, kvindekamp og meget mere.
Ingen skulle tro, de var mere end andre
Mange af medlemmerne var unge studerende med antiautoritære holdninger.
Nogle var marxister, andre leninister, en del kom med en baggrund i kulturradikalismen, og mange var præget af anarkismen med dens overbevisning om, at demokrati var godt, men det skulle være direkte.
Ingen skulle tro, de var mere end andre, så da partiet blev stiftet, vedtog man, at der ikke skulle vælges noget så borgerligt som en formand.
Det var ikke meget græs, der groede af de rødder
Alle skulle være lige, og der skulle være plads til fraktioner. Denne primitive opfattelse af demokrati og forvaltning af politisk magt åbnede for endeløse konflikter og interne magtkampe.
Derfor er Venstresocialisternes historie en lang beretning om konstante rivninger, fraktionsdannelse og skænderier om den rette forståelse af marxisme, demokrati og ytringsfrihed, så det var ikke meget græs, der groede af de rødder.
Eksperimenterende miljø
Den selvpåførte uro resulterede også i, at mange sympatisører trak sig ud af partiet efter kortere eller længere tid.
Manglen på en stærk centralmagt betød imidlertid også, at der var plads til megen frodighed i og omkring partiet, så det venstreorienterede miljø var præget af sociale eksperimenter, kollektiver, bogcafeer og spisehuse med sang og musik.
Hvad bogen angår, er den præget af tekster om arbejdsmarked, økonomi, boligpolitik og udenrigspolitik
Her blomstrede vilde ideer og fantasifulde aktiviteter, men den ufaglærte arbejder, der drømte om et parcelhus og en spisestue med ryatæpper og billeder af skovsøer på væggene, fik man aldrig fat i.
Læs også:Ny analyse: I disse job er det hårdest at gå på arbejde
Hvad bogen angår, er den præget af tekster om arbejdsmarked, økonomi, boligpolitik og udenrigspolitik, mens kultur og uddannelse kun spiller en mindre rolle.
Det kan undre, for partiet blev dannet i de år, da det klassiske kulturbegreb blev udfordret af nye medier, især fjernsynet.
Det venstreorienterede projekt
Det var også dengang, da fri abort og prævention ændrede forholdet mellem kønnene, men det var også en periode, hvor barndommen som et frit rum blev forvandlet til et børnemarked, og hvor undervisningen i folkeskolen var under heftig debat.
Nogle af de fremtrædende VS-politikere lovpriser godt nok lærere, som de har mødt, da de gik i skole.
Bogen er ellers flot med mange velvalgte illustrationer
Det gælder Preben Wilhjelm, Erik Sigsgaard og Steen Folke, men pædagogik og skole er helt fraværende i beretningerne om Venstresocialisterne historie. Det samme gælder underligt nok også social- og kulturpolitik.
Bogen er ellers flot med mange velvalgte illustrationer. Den er velegnet som læsestof for dem, der var med i kortere eller længere perioder.
Andre kan også læse med og overveje, om drømmen om det herredømmefri samfund er en frugtbar vej til det ideelle samfund, eller om den er en naiv ide, der i virkeligheden er til stor skade for det venstreorienterede projekt som sådan.
Knud Arne Nielsen, Villo Sigurdsson og Randi Theil: ‘Græsrøddernes parti – om venstresocialisternes tid’. 320 sider. Forlaget Solidaritet, 2025
Kommentarer
Tak til Egon Clausen for en…
Tak til Egon Clausen for en kritisk og meget personlig anmeldelse.
Men en meget vigtig del ser ud til ikke har fanget Egons opmærksomhed. Det står i bogens titel - Græsrøddernes Parti. Nogle spændende fortællinger om, hvordan bevægelser og parti kunne bruge hinanden til st høre opmærksom på vigtige problemer og kampen for at forbedre forholdene. Malerne der ikke ville smøre epoxy på rensningsanlægget Lynetten. Et samarbejde mellem fagforening og forskere dokumenterede, at produktet er kræftfremkaldende. VS politikere tog sagen op i kommune og folketing der med tiden, flere kampe og debat endte med at produktet blev forbudt.
Dette et et blandt mange andre eksempler på samarbejde mellem parti og bevægelse. Man kunne jo ønske, at der var mere af den slags i dagens politiske liv!
VS og senere EL var på…
VS og senere EL var på vigtige områder i modsaætning til S. Det er for mig tydeligt at dette stadig er vigtigt og nødvendigt.
Kommunistisk arbejderparti (…
Kommunistisk arbejderparti ( KA ) gjorde sig også tanker om andre samfundsformer . Partiet sendte en delegation til Cambodja for at se hvad et “kommunistisk ideal samfund “ kunne fremvise .
Besøget i 70erne skete samtidig med Pol Pot og de Røde Khemerer var i gang med at gennemføre et brutalt folkemord på befolkningen .
Jeg boede i Albertslund på det tidspunkt hvor især Galgebakkens boliger og kvarteret derude var præget af mange af den tids unge med socialistiske fantasier om en anden levevis . Man kan kunne blandt andet støde på plakater med tekster der åbenlyst hyldede Pol Pot og de Røde Khemerer..
Så ja, det var en tid hvor alt skulle afsøges og afprøves for at se om man kunne rykke grænserne i samfundet .
Tilføj kommentar