Annonce

Grøn tænketank om Dan: ”Et stærkt grønt hjerte”

Dan Jørgensen skal som ny klima- energi- og forsyningsminister løfte klimaambitioner i verdensklasse
Dan Jørgensen er udnævnt klima-, energi- og forsyningsminister i den socialdemokratiske mindretalsregering.

Dermed overtager han den titel, som afgående minister i VLAK-regeringen, Lars Chr. Lilleholt (V), havde. Men så hører ligheden også op.

Lilleholt og VLAK-regeringen havde ikke de store ambitioner på klima-området, men Dan Jørgensen bliver klima- og energiminister i en regering, som har sat måske verdens mest ambitiøse klimamål: 70 procent reduktion af CO2-udslippet i 2030. Af samme grund vejer klima- og energipolitikken meget tungt i den nye S-regering. Det ses også af, at Dan Jørgensen bliver medlem af regeringens magtfulde økonomiudvalg.

”Et stærkt grønt hjerte”

Hos Den grønne Tænketank, Concito, ser man frem til samarbejdet med Dan Jørgensen:

Med Dan har vi fået en politiker i stolen, hvor der banker et stærkt grønt hjerte

”Med Dan har vi fået en politiker i stolen, hvor der banker et stærkt grønt hjerte – og har gjort det i mange år. Samtidig har vi fået en person, der har været en vigtig drivkraft i Socialdemokratiet på det grønne område. Så jeg ser fortrøstningsfuldt frem til, at han skal være ansvarlig for den store klimaambition, der er fastlagt i regeringen,” siger direktør hos Concito, Christian Ibsen.

”Han fået et betydeligt ansvar med at skulle lave en bindende klimalov og bindende klimaplaner – og administrere dem. På mange måder skal han stå for den nødvendige samordning, der skal ske på tværs alle sektorer og ministerier,” tilføjer Ibsen.

Internationalt netværk

Dan Jørgensen har et stærkt internationalt netværk.

I december besøgte Dan Jørgensen eksempelvis den amerikanske demokratiske senator og præsidentkandidat, Bernie Sanders, I Washington.

Sanders ville gerne vide noget mere om, hvorfor Danmark er et af de lykkeligste lande i verden

”Det er i hvert fald ikke på grund af vejret,” lyder svaret fra Dan Jørgensen i en video, som Bernie Sanders har delt på de sociale medier.

”Det korte svar er, at det er på grund af velfærdsstaten. Vi har et gratis sundhedssystem, så du skal ikke have penge op af lommen, når du går til lægen,” fortæller Dan Jørgensen i videoen, som blev noget af et tilløbsstykke på de sociale medier.

placeholder

Dan Jørgensens politiske forbillede er tidligere S- formand og minister i en stribe regeringer, nu afdøde Svend Auken.

Svend Auken var miljøminister i alle årene under statsminister Poul Nyrup Rasmussens otteårige regeringstid fra 1993 – 2001. I perioden 1994 – 2001 stod Auken i spidsen for datidens grønne superministerium, Miljø- og Energiministeriet.

Nu bærer Dan Jørgensen stafetten videre og skal stå i spidsen for et klimaministerium, der skal løfte klimaambitioner i verdensklasse.

Dan Jørgensen har været medlem af Europa-Parlamentet fra 2004 til 2013, hvor han blev hentet hjem til posten som minister for fødevarer-, landbrug og fiskeri i Helle Thorning-regeringen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce