Grønland: Et valg mellem kontraster

Når grønlænderne stemmer på tirsdag, er det ikke kun en kamp mellem lyn-separatister og pragmatikere. Det handler også om fisk, vækst og børns vilkår
Ikke mange måneder efter den danske diskussion om kvotekonger pågår der en diskussion i Grønland om nærmest det samme. Fordelingen af fiskekvoter. Og det er ikke så mærkeligt, eftersom fisk og skaldyr udgør mere end 90 procent af landets vareeksport. Det gør fiskeriet og dets rammevilkår til et af de helt store spørgsmål i valgkampen frem mod valget til Grønlands landsting, Inatsisartut, som finder sted på tirsdag den 24. april.

Det regerende socialdemokratiske parti, Siumut, har talt imod, at kvoterne er samlet på få hænder hos kvotekonger som i dag hos de store selskaber, Polar Seafood og det statsejede Royal Greenland. Siumut ønsker at sprede kvoterne mere og få flere og mindre aktører ind på markedet.

Ved fremlæggelsen af en ny fiskerilov i november sidste år sagde Siumuts ordfører, Nikkulaat Jeremiassen, at partiet vil ”bane vejen for, at flere fiskerikvoter i vort hav kan komme flere mennesker til glæde”. I bemærkningerne til lovforslaget skrives der, at regeringen i Grønland vil ”medvirke til, at ejerskabet af ressourcerne spredes ud på flere hænder og derigennem modvirke en øget koncentration af samfundets ressourcer på for få hænder”, og at regeringen er af den overbevisning, at ”denne spredning vil medføre en øget beskæftigelse i fiskeriet”.

Siumuts hidtidige regeringspartner, det andet store, venstresnoede parti, Inuit Ataqatigiit, er dog mere lunken. Partiet taler om bæredygtigt fiskeri og en demokratisering af fiskekvoterne, men partiet har samtidig lagt vægt på at sikre stabilitet i erhvervet og inddrage erhvervslivet i en kommende fiskerireform. Her hentydes sandsynligvis til de to store selskaber, Royal Greenland og Polar Seafood. Partiet taler nemlig om, at selskaberne skal kunne ”opbygge den kapacitet, der skal til for at udvikle sig til at blive verdensførende”, hvilket kan forstås som en kontrast til Siumuts forslag om at sprede kvoterne på flere og mindre aktører. Landets arbejdsgiverforening, Grønlands Erhverv, har da også været ude og rose Inuit Ataqatigiits fiskeriudspil. Frygten er, at flere mindre aktører gør fiskeriet og forædlingen ineffektiv.

Intet tabu mere
Men mange grønlændere – især unge grønlændere – har det ikke ligefrem som en fisk i vandet. Landets sociale problemer kan virke uoverstigelige. Høje selvmordsrater, mange selvmordsforsøg, seksuelle overgreb og alt for mange børn, der vokser op med alkoholisme er fortsat en del af Grønlands sociale virkelighed.

Men tag ikke fejl. Det er ikke længere et tabu. Det er noget, der tages enormt alvorligt af politikerne, som diskuterer, hvordan den negative sociale arv bliver brudt, og hvordan der bedst tages hånd om de børn, der vokser op med misbrug og overgreb. Tirsdag aften havde Grønlands public-service-station, KNR, endda afsat en hel valgdebat til at diskutere børns vilkår. Personlige beretninger om svigt fyldte skærmen:

Den 29-årige Connie Arenas fortalte seerne på direkte tv, hvordan hun var blevet voldtaget som 9-årig.  Voldtægtsmanden blev idømt fængselsstraf, men selv om Arenas bad kommunen om hjælp som teenager, gik der 18 år, før hun modtog psykologhjælp. Flere partier erkendte, at mere skulle til. Forslag om akutberedskaber blev fremlagt, mens det også blev problematiseret, at landet mangler psykologer og sagsbehandlere.

’Paraply-debatten’ om et selvstændigt Grønland
Spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed indrammer en række politiske diskussioner i dagens grønlandske samfund. Diskussionerne om både hvordan landets sociale problemer løses, hvordan der uddannes flere grønlandsktalende lærere, hvordan fiskeriet skal forvaltes og reguleres, og hvordan nye, store infrastrukturprojekter kan frigøre det store vækstpotentiale i turismesektoren, trækker nemlig alle sammen tråde til selvstændighedsspørgsmålet.

For hvis den grønlandske selvstændighed skal være realistisk og inden for rækkevidde, så kræver det en stærk økonomi som erstatning for bloktilskuddet på 3,7 milliarder kroner årligt, der udgør halvdelen af landets offentlige budget – og dertil kommer politi, domstole etc., som i dag er på danske hænder. Selvstændighed kræver vækst og arbejdspladser gennem eksempelvis fiskeri og turisme, og det går da også godt i Grønland, som har en faldende arbejdsløshed. Endelig kræver et selvstændigt Grønland de nødvendige menneskelige kompetencer i uddannelses- og socialvæsnet. Det er i hvert fald den gængse opfattelse i det socialdemokratiske parti Siumut. Regeringsleder Kim Kielsen fra Siumut har formuleret sin pragmatisme sådan her:

”Der brænder en ild i os allesammen – den går ikke ud, den brænder for fulde gardiner. Ønsket om selvstændighed har ingen partifarve, men vi skal være klar – vi skal have de unge ud i arbejde, løftet uddannelserne, skabe vækst og gang i økonomien.”

Siumuts formand, Kim Kielsen, er kendt som pragmatiker i selvstændighedsspørgsmålet. Her ses han under sin hilsen til Socialdemokratiets kongres i 2016. Foto: Socialdemokratiet

Alle partier i Grønland på nær et nyt og mindre parti, Samarbejdspartiet, støtter selvstændighed. Uenighederne går på tempoet, forudsætningerne for selvstændighed og midlerne til at nå målet. Et parti som Partii Naleraq, der er stiftet af den tidligere Siumut-landsstyreformand Hans Enoksen, går til valg på hurtig selvstændighed. Hans Enoksen har eksempelvis sagt, at Grønland skal være selvstændigt i 2021. Siden har han dog trukket lidt i land. Partii Naleraq bliver af eksempelvis Inuit Ataqatigiit kritiseret for at være økonomisk uansvarlige, fordi Naleraq ønsker så hurtig selvstændighed uden at forholde sig til de økonomiske konsekvenser.

Kontroversielle Siumut-udbrydere i eget parti
Selvstændighedstrangen er dog særligt stærk hos et andet Siumut-udbryderparti, nemlig Partii Nunatta Qitornai, ”Vort Lands Efterkommere”. Partiet er stiftet af den tidligere Siumut-politiker Vittus Qujaukitsoq. Qujaukitsoq var først finansminister under Aleqa Hammonds regering og siden erhvervs- og udenrigsminister i Kim Kielsens regering. Sidstnævnte post trak han sig dog fra i foråret 2017, da han risikerede at blive fyret efter en række kontroversielle og uforsonlige udmeldinger om Grønlands forhold til Danmark. Efterfølgende valgte han at udfordre den siddende formand for Siumut, Kim Kielsen, men tabte stort på landsmødet med 19 stemmer mod Kielsens 48. I stedet dannede han så sit eget parti.

Med sig ombord i sit nye parti har Vittus Qujaukitsoq fået det fallerede folketingsmedlem, stemmeslugeren Aleqa Hammond. Hammond var grønlandsk regeringschef og Siumut-formand, men måtte gå af i efteråret 2014 oven på en sag om misbrug af offentlige midler. I 2015 kom hun i Folketinget, men blev allerede året efter ekskluderet af Siumut efter en ny skandalesag.

Vi er et lille land. Vi har brug for alle dem, der kan noget, og Aleqa Hammond er dygtig

Hammond har på trods af skandalesagerne nydt stor popularitet. Den tidligere direktør for Air Greenland, Michael Binzer, har over for Weekendavisen sagt det sådan her: ”Hun har måske en flosset moral, men det ændrer ikke ved, at folk ser op til hende. Hun har udsyn, taler tysk, dansk, engelsk, og hun taler til hjertet, ikke til hovedet. Hun taler til den menige grønlænder herude på kysten. Aleqa Hammond er vores version af Dansk Folkeparti.” Ifølge Michael Binzer er der også et andet forhold til skyld i Grønland, og man vil generelt gerne give folk en chance til. ”Vi er et lille land. Vi har brug for alle dem, der kan noget, og Aleqa Hammond er dygtig,” siger han til avisen.

Hammond vil givetvis være skyld i, at Vittus Qujaukitsoqs parti bliver valgt ind i Inatsisartut – sandsynligvis med et par mandater ud af de i alt 31. Hun stiller nemlig også op til Inatsisartut, selvom hun vil fortsætte i Folketinget frem til næste folketingsvalg.

Regeringsrokade samlede rivalerne
Seneste periode i Inatsisartut har været præget af den enorme regeringsrokade, som Kim Kielsen gennemførte i oktober 2016. Regeringschef Kim Kielsen fra Siumut smed simpelthen sine to liberale koalitionspartnere, Demokraterne og Atassut, på porten oven på en række uenigheder. Kielsen udskiftede dem med de to venstrefløjspartier, det store Inuit Ataqatigiit (IA) og det mindre Partii Naleraq, som han ville gennemføre en række sociale reformer med.

I Grønland er det stadig Siumut … som udgør det usnobbede, folkelige alternativ til de danskuddannede akademikertyper

Regeringsomdannelsen var en bemærkelsesværdig manøvre, især fordi Siumut og IA i nyere tid har været store politiske rivaler og har dystet om at være største parti. I 2009 lykkedes det nemlig IA at bryde Siumuts magtmonopol og overtage posten som landsstyreformand. Partierne tilhører ideologisk samme fløj, men mellem dem er der store kulturelle og geografiske forskelle. IA står især stærkt blandt eksempelvis den langtuddannede elite i Nuuk, mens Siumut finder sin vælgerbase uden for hovedstaden blandt fangere og fiskere i bygderne. Lars Trier Mogensen beskrev det sådan her tilbage ved sidste valg i Grønland: ”I Grønland er det stadig Siumut … som udgør det usnobbede, folkelige alternativ til de danskuddannede akademikertyper”. Måske kan man endda tale om en konflikt mellem det traditionelle og moderne.

Selv om Siumut og IA har været i regering sammen hidtil, er de fortsat politiske rivaler. Ved sidste valg fik de to partier henholdsvis 34,7 og 33,5 procent af stemmerne. Det af de to partier, der bliver størst, skal med al sandsynlighed stå i spidsen for Grønlands næste regering med et par mindre koalitionspartnere. Det bliver altså enten nuværende regeringschef, politibetjenten Kim Kielsen fra Siumut eller nuværende social- og justitsminister, IA-formanden Sara Olsvig. I den seneste meningsmåling ser IA ud til at blive størst med 31 procent mod Siumuts 27,4 procent, men målinger i Grønland er behæftet med store usikkerheder og risiko for geografiske slagsider. Det liberale parti Demokraterne står ifølge målingen til et kanonvalg, mens det nye løsrivelsesparti Vort Lands Efterkommere står til at gøre entré i landstinget.

Kontrasterne mellem det moderne og traditionelle, mellem Nuuk og ”kysten” (som det øvrige Grønland kaldes), mellem de dansktalende og ikke-dansktalende, mellem selvstændigheds-pragmatikerne og lyn-separatisterne består. Men når grønlænderne stemmer på tirsdag, skal de sammensætte et nyt landsting, som kan samle, forene og gøre Grønland klar til selvstændighed. Spørgsmålet er bare, hvordan og hvor hurtigt det skal ske.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


placeholder

Annonce