Det er svært ikke at få dårlig samvittighed på danske polarforskeres vegne, når man oplever udstillingen ‘Pia Arke – drøm og fortrængning’ som lige nu kan ses på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk.

Deres hvide fingre har sat smudsede aftryk på Grønland – og særligt, hvordan historien om islandet fortælles.

Kunstneren Pia Arke leder efter den oprindelige historie. Men hun møder et kolossalt hvidt landskab, plettet og gråtonet af udefrakommendes indblanding, i sin søgen efter en grønlandsk identitet og tilhørsforhold.

Det mest hårdtslående og triste ved Arke-udstillingen er, at hun godt ved, det ikke kan blive rent igen.

En værdig repræsentant for et generationsopgør med kolonitiden

Pia Arke, der døde alt for ung af kræft i 2007, blev født af en grønlandsk mor. Faren var dansk.

Hun boede de første år i inuitternes land, men voksede op i Danmark, hvor hun også gik på det kongelige danske kunstakademi. Grønlandsk lærte hun først senere, som voksen.

I dag går hun verden rundt på biennaler som repræsentant for Danmark.

Louisiana har samlet store dele af hendes værk i en udstilling, der viser hendes internationale format.

Mest af alt er hun en værdig repræsentant for et generationsopgør med kolonitiden, der slår hårdt, fordi hun rammer følelserne først.

Søgte efter ikke-eksisterende identitet

Hele livet og særligt i sin kunst søgte hun efter en identitet, der ikke længere eksisterer.

Først og fremmest fordi grønlandsk identitet, kultur, selve landskabet, er videnskabeliggjort, defineret og mytologiseret af vestlige europæere.

Det mærker man gennem hendes kunst.

Slår på sælskinstromme for frigørelse

Sådan skriver udstillingen sig altså ind i én af de store samtidsdebatter i grønlandsk politik, hvor særligt en yngre generation slår på sælskinstromme for frigørelse fra den danske kolonimagts hundredårige greb om landet.

Pia Arke leder efter sig selv gennem flere forskellige kunstneriske teknikker. Primært fotografiet, men også performancekunst, video, tekst og collage.

Særligt smukke er store grønlandskort, som Arke har malet over med kolonivarer – sukker, kaffe, havregryn.

I midten er et portræt af grønlændere, klædt i pels, der kigger ud mod tilskueren, fangede i rammen.

Mærkelige ar i landskabet

Gennem Arkes øjne ligner kort – med deres fly- og skibsruter, deres danske navne – mest en slags mærkelige ar i landskabet.  

Korttegning er som bekendt en vestlig opfindelse. En måde at beskrive grønlændernes landskab på, der er anderledes end deres egen. De skar det ud i ben. Så de fik den tredje dimension med – bakkernes højdedrag.

Arkes kunst er lige så kompliceret, som den er umiddelbar. Lidt som hendes dobbelteksponerede billeder.

Man ser både hendes og andre grønlandske kvinders – ofte nøgne – kroppe i et billede, men også et dunkelt og mystisk grønlandsk landskab i et andet på samme tid.

Søgte tilbage til fødebyen

Man kan både ane en ufattelig dybde, som en afgrund, i dem. Men også en legende lethed, eller de stærke, grønlandske kvinders karisma. Det lokker én nærmere rammen og fængsler én der.

Arke var inspireret af videnskaben. Man kalder det ’kunstnerisk forskning’, når man undersøger et område metodisk, men med en kunstners udtryksform.

Hun søgte tilbage til sin fødeby, Scoresbysund, opkaldt efter en engelsk opdagelsesrejsende. I dag Ittoqqortoormiit.

Forsøgte at klistre historien om grønlænderne sammen igen.

Forskning blev til overgreb

I forlægget – koloniværker om grønlænderne – er der nemlig ingen interesse for den personlige historie. Kun kønnet og etniciteten.

De gamle billeder findes også på udstillingen, og indimellem bliver de decideret ulidelige.

En halvnøgen kvinde i et såkaldt ’hysterisk udbrud’ holdes af to hvide mænd, påklædt til at modstå kulden. Angiveligt skulle de forske i arktiske folks depressioner. I dag ligner billedet mest af alt det, dét det er – et overgreb.

Jeg ville også skrige, hvis jeg blev udsat for det.

Vigtig samtidshistorie og stor kunst

Pia Arke vender blikket. For svaret er lige så meget, hvem vi er som vesten.

Os med vores videnskab og antropologi, vores megalomani, manglende respekt for indfødte. Vores historiske besættelse af etnicitet, det for os fremmede, der skal bemægtiges.

Historien om Pia Arke og særligt de følelser, hun kommunikerer i sin kunst, er slet og ret vigtig samtidshistorie, men værkerne er også nærværende som stor kunst.

Udstillingen Pia Arke – drømme og fortrængning kan ses på Louisiana fra den 15. juli 2021 til 2. januar 2022.