Grøn revolution kræver social retfærdighed

Der bliver ikke nogen grøn revolution, hvis den ikke tager udgangspunkt i det, der er hverdagen for de fleste i Danmark. Derfor vil det socialdemokratiske svar altid være, at bæredygtighed og lighed skal følges ad.

Vi har brug for Uffes drømme – ikke hans løsninger! Alternativets aktuelle finanslovsforslag spiller fuldtonet på afgiftsklaveret på alt fra brændeovne og benzin til røde bøffer. Læg hertil sommerens vision om til gengæld at afskaffe indkomstskatten, så har du en cocktail, der vil skabe så massiv ulighed, at det ganske enkelt ikke kan være Socialdemokratiets svar på den grønne udfordring.

Vi skal stå i spidsen for en ambitiøs grøn kurs, der både kræver investeringer, mod og omstillingsparathed, men som i sin kerne er til gavn for alle borgere og ikke mindst almindelige lønmodtagere. Grøn omstilling skal handle om at skabe dansk succes og arbejdspladser, og skal bygges mere på drømmen om nye muligheder end af frygten for, at det går galt.

Grøn revolution skal være for alle
Lad det være sagt med det samme: Jeg forstår godt, hvorfor Alternativet oplever succes. Det er ikke et tilfældigt udtryk for Uffe-mani, vildfarelse eller for den sags skyld umiddelbart forbigående. Alternativet har ramt et behov for store visioner og blik for fremtiden i en tid, hvor mange oplever dansk politik have åndenød under vægten af kontraktpolitik, parlamentariske skammelege og pragmatiske overvejelser om det muliges kunst.

Det kan ikke hjælpe noget, hvis Alternativet i sin utålmodighed fordømmer alle os, der insisterer på, at omstillingen ikke må skabe massiv ulighed

Samtidig har Alternativet ret i, at klimaproblemerne skal tages mere alvorligt end flertallet for øjeblikket gør. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg også har været bekymret over den mildest talt varierende beslutsomhed hvormed klimamål og grøn omstilling fra tid til anden er blevet forfulgt. Ikke bare i USA, Kina eller EU – men også i Danmark.

Men målet helliger ikke altid midlet. Og det kan ikke hjælpe noget, hvis Alternativet i sin utålmodighed fordømmer alle os, der insisterer på, at omstillingen ikke må skabe massiv ulighed, eller ser ned på de ufaglærte, der hellere vil have et arbejde på støberiet end ”god samvittighed” over, at deres tidligere arbejdsplads er lukket i en større sags tjeneste.

Det vil ikke bare være uretfærdigt, men det skader også den fælles sag. For mig står det nemlig fuldstændig klart, at der ikke bliver nogen grøn revolution, hvis den forbeholdes eliten eller tager udgangspunkt i det, der ikke er hverdagen for de fleste i Danmark.

Elbæk har fødderne plantet i den blå luft
Hvis man insisterer på forbrugsafgifter så høje, at man flytter produkterne uden for de fleste lønmodtageres rækkevidde, så mister man både opbakningen og i øvrigt de indtægter, som afgifterne skulle generere. Og kombineret med nul indkomstskat slår man både hul i statskassen og laver et dobbelt angreb på ligheden i det danske samfund. Det er indlysende, at vores progressive indkomstskattesystem er helt afgørende for ligheden i samfundet.

Og ligeledes vender de grønne afgifter traditionelt den tunge ende nedad og rammer pilskævt. Det er jo ikke fordi fabriksarbejderen har brug for færre bade eller mindre lys over middagsbordet end direktøren. Samlet vil forslagene skævvride Danmark og burde fjerne enhver illusion om, at Alternativets økonomiske politik tager udgangspunkt i venstrefløjen eller i det store flertals virkelighed på arbejdsmarkedet.

Elbæks egne eksempler på, hvorfor hans samfund 2.0 ikke vil koste livskvalitet tyder heller ikke på nogen grundig forståelse for, hvad udfordringerne ligger i de fleste danske hjem. ”Man må droppe at tage på charterrejse 4 gange om året og nøjes med 2” hed det blandt andet i Politiken. Det kan man sagtens uden at det ødelægger glæden ved livet.

No shit Sherlock, men måske er problemet for de fleste nærmere at få råd til en enkelt eller to rejser med familien per år?! Man kan ifølge Elbæk også ”nøjes med at købe en ny iPhone hvert andet år i stedet for hvert år”. Næppe den overvejelse der skaber flest panderynker i provinsen. Elbæk demonstrerer med sin analyse, at han har fødderne solidt plantet i den blå luft.

Vi har brug for en seriøs grøn omstilling. Men ikke på bekostning af dem, der har mindst i vores samfund

Socialdemokraterne er og skal være grønne. Både fordi bæredygtighed er en grundlæggende værdi for os, men også fordi vi konstant er båret af tanken om at skabe et samfund, hvor i morgen bliver bedre end i dag. Hvor vi tør tro på, at problemer kan løses, og hvor vi selvfølgelig er solidariske med fremtidige generationer. Vi har brug for en seriøs grøn omstilling. Men ikke på bekostning af dem, der har mindst i vores samfund.

Det er rigtigt, at mange af os godt kunne undvære en del af forbrugsfesten og stadig være lykkelige. Men en grøn revolution må aldrig tage udgangspunkt i at alle os, der faktisk lever med et større forbrug end vi selv synes, vi behøver, bliver bedrevidende og fortæller den enlige mor på sosumedhjælperløn, at hende og børnene må vinke farvel til fjernsynet eller charterrejsen. De var nemlig ikke afsted 4 gange sidste år!

Bæredygtighed og lighed skal følges ad
I Danmark er vi heldige. Vi står i en unik situation, hvor visionære politikere, forskningsinvesteringer, støttekroner og dygtige virksomheder har bragt os i en førerposition på det grønne område. Den bragende succes, vi har skabt, kan de kommende år skabe arbejdspladser til 3F’ere, metalarbejdere og ingeniører lige fra Vestegnen til Vestjylland. Det kan vi og Alternativet godt blive enige om.

Lad os nu gøre fælles front mod den lille regering og deres endnu mindre ambitioner

Vi kan også enes om, at Lars Løkke og Venstreregeringen går den forkerte vej. Med lavere klimaambitioner og en erhvervspolitik, der skaber så meget usikkerhed om den grønne omstilling, at udenlandske investorer nu dropper Danmark. Så lad os nu gøre fælles front mod den lille regering og deres endnu mindre ambitioner. Men lad os gøre det på en måde, så det gavner lønmodtagerne som de er flest.

Der findes masser af dygtige frontløbere. Iværksættere, håndværkere, akademikere og kunstnere, der hver især er med til at sætte den grønne omstilling i gear. Jeg kender mange af dem hjemme i Aarhus og jeg beundrer dem, fordi de tager initiativ og i øvrigt har ressourcerne og ideerne til at gå forrest. Men man gør den grønne omstilling en bjørnetjeneste, hvis man tror, at den kan løftes alene herfra.

En grøn revolution skal være socialt bevidst. Derfor vil det socialdemokratiske svar altid være at bæredygtighed og lighed skal følges ad.

 
Jens Joel er medlem af folketinget for Socialdemokratiet, hvor han er klima- og energiordfører.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og/eller debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
 


Flere artikler om emnet

Annonce