Grundlovsdag på DF-slottet

Det gule Danmark: Netavisen Pio er taget til grundlovsmøde i Dansk Folkeparti for at blive klogere på Det Gule Danmark et år efter valget.
Det er bagende sol i Ørbæk sydvest for Nyborg. Solen genspejler sig i de sortglaserede tegl på taget af Lykkesholm Slot, og langs den perlegrusbelagte sti står en allé af dannebrogsflag, der danner velkomstkomité sammen med de nydeligt klippede thujabuske. I slottets gamle voldgrav dækker åkander for det dovne vand, der ligger mellem de grønne bredde og slikker sol. De gulpudsede mure indrammer slotspladsen. Det bliver ikke mere biedermeyersk end det.

Ved indgangen til porten står en pølsevogn. I porten bliver vi modtaget af to ældre herrer, der giver os dagens program. Vi får også en kupon til kaffe og kage og en til softice. I slotsgården er der stillet bænke op til grundlovsmødet. De første fremmødte sidder allerede og lytter til Tina Siel, der synger fra den opstillede scene, der er omkranset af store dannebrogsfaner.

Grundlovsmøde DF

Tina Siel, Elvis og Socialdemokratiet
Tina Siel synger Elvis, og stemningen er hyggelig. Som hr. og fru Danmark sidder der under parasollerne for at finde skygge og en ældre kvinde forsøger at køre rollatoren gennem gårdspladsens perlegrus, kan man ikke lade være med at tænke på én bestemt ting: Hvis ikke det er fordi, vi skal synge om de grønne lunde i stedet for de røde faner, og at de røde faner, der er opstillet overalt, har et hvidt kors på, og et par af deltagerne har Holger Danske og vikingetegn tatoveret på de bare ben og arme, så kunne det til forveksling ligne et grundlovsmøde i det kongelige danske socialdemokrati.

”Hvad jeg hedder? Det er ligemeget.”
”Jeg synes, de andre partier er lidt naive”,
siger en ældre herre i mængden, da Netavisen Pio spørger ham, hvorfor han er dukket op i dag. Han vil ikke have sit navn frem, og han virker – i modsætning til de fleste fremmødte – ikke til at være medlem af partiet. ”Jeg tror, de kan få sat lidt skik på tingene. Måske sammen med Venstre og Socialdemokratiet. Men jeg er lidt skuffet over, at de ikke har fået nok indflydelse ud af de mange mandater”, siger han.

Entré Tulle
Partiformand Kristian Thulesen Dahl gør sin entré kort inden, programmet starter. Troskyldigt går han rundt og trykker hænder, signerer bøger og får taget billeder, mens de fremmødte partimedlemmer har julelys i øjnene.

Grundlovsmøde DF2

Partisekretær Poul Lindholm tager ordet på scenen. Den pæne ældre herre takker de fremmødte for at være mødt op og gør reklame for, at der er opstillet en ”dansk pølsevogn”, hvor gæsterne kan købe pølser og hotdogs. Herefter overlader han scenen til partiformand Kristian Thulesen Dahl, der holder sin grundlovstale, der er velfremført men minder om noget, vi har hørt før. Danmark er truet af islamisme, terror, hadprædikanter, henvisning til et par tv-programmer og en røffel til de øvrige partier på Christiansborg og ikke mindst EU for at være for blødsødne og have det hele i munden. En klassiker fra DF, dog lidt mere aggressiv i tonen, nu hvor Thulesen Dahl skråler for egen hird. For eksempel gør han sig morsom over, at flygtninge på motorvejen havde spurgt politiet, om de kunne få lidt vand. Talen virker da også til at falde i smag blandt de fremmødte.

Jeg har fået lov til at tale med formanden for Dansk Folkeparti i Vejle, Kenneth Fredslund Petersen. En smilende mand med barkede næver. Jeg hiver ham til side for at snakke med ham om, hvordan verden ser ud fra hans synsvinkel og for at få et indblik i Dansk Folkepartis selvfortåelse.
”Tiden er med os”
”Vi tilpasser os ikke situationen, for det har vi ikke behov for. Folk kan godt lide, vi er konstante”, siger han. ”Det er blevet legalt at sige, at man er Dansk Folkeparti. Og så har vi tiden med os. Når jeg ser ”Moskeerne bag sløret”
(program på TV2, der afdækkede antidemokratiske imamer i nogle moskeer, red.) så er det lige før, jeg som lokalforeningsformand kan læne mig tilbage og bare vente på, at medlemmerne kommer”, siger Kenneth Fredslund Petersen, der til dagligt er tapperiassistent på Carlsbergs bryggerier i Fredericia.

Pio: Men nu siger du ”Moskeerne bag sløret”. Hvor meget af jeres succes er båret af hele diskussionen om integration, flygtninge og migranter, og hvor meget er båret af andre ting?
Flygtningesituationen bærer en del af det, men det er ikke det, der bærer hovedparten. Det er lige så meget det med de nære ting. Jeg synes, vi svigter vores ældre og vores skoler. Man bruger 40 år på eksklusion i skolerne (hvor elever med handicap, ADHD og andre diagnoser blev sendt i specialtibud, red.), og så finder man ud af, man skal prøve inklusion, og det skal så ske på 12 måneder. Vi har alt for travlt”, siger Kenneth Fredslund Petersen, mens han vender sig om og siger ”hej, Anita”, til en forbipasserende, der vinker tilbage.

”Så spørger folk, hvor pengene, skal komme fra. Nu er det sidste nye, at flygtninge og migranter skal kunne komme på højskole. Der er mange af mine venner, der gerne vil på højskole, men det har de ikke råd til. Så det er et spørgsmål om prioriteringer.”

Man kan ikke forklare det til dem højere oppe i systemet
Pio: Så for at lægge lidt ord i munden på jer, handler det lige så meget om det sociale, som det handler om flygtninge og indvandring?
”Absolut. Det andet styrker os bare i det, vi har forudset. Helt grundlæggende tror jeg, Dansk Folkepartis største succes er, at vi har kæret os om de ældre. Vi var lige ved at falde i en fælde om boligydelsen. Den kunne vi mærke. Der blev jeg som lokalformand bombarderet og måtte ud og berolige og tale folk lidt til ro.”

Pio: Jeg snakkede med en specialarbejder i Kolding i går. Han sagde, der var mange af hans kolleger, der ikke følte sig som herre i eget liv mere. At der var nogle andre, der bestemte over dem. Kan du genkende det?
Ja, regnearket og djøfferiet, det har simpelthen taget overhånd. Jeg kan se det på daglig basis, hvor det giver god mening, når man kigger på regnearket, men fører du det ud i virkeligheden, er resultatet det modsatte. Men det kan man ikke forklare til dem højere oppe i systemet. Han har helt ret, specialarbejderen, vi må ingenting, vi bliver kontrolleret, selvstændig tanke, det er nærmest forbudt.”

Samme mellemregninger
Jeg siger tak for snakken til Kenneth Fredslund Petersen og begiver mig hen over slottets græsplæne over mod parkeringspladsen. Jeg tænker dels på det morsomme i, at det er på Lykkesholm Slot, en af feudalsadelens gamle skanser, at de danskere, der føler sig som moderne fæstebønder, holder deres møde.

Det andet, jeg tænker på, er min snak med Kenneth. Han er tapperiassistent, et 3F-arbejde. Engageret i sit lokalområde, god til at organisere folk. Jeg deler alle hans frustrationer. Vi har alle de samme mellemregninger, og alligevel er vores facit vidt forskelligt. Det ærgrer mig, og jeg kan ikke slippe tanken om, at Kenneth burde kunne se sig selv i Socialdemokratiet.

Jeg sætter mig ind i bilen og kører ud i det danske land, som både Kenneth og alle vi andre tror på og kæmper for.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook