Grundstenene til et stærkt beskæftigelsessystem er allerede lagt, men vi taber stadig folk

Jeg blev i en ung alder visiteret til fleksjob. Det var med den sædvanligt beskrevne kamp, stress og usikkerhed. 

Med de mange aktiveringskurser, som handlede om mindfulness, cv-skrivning, fysisk aktivitet og jobs med alt fra rengøring til underholdningsbranchen, har jeg ikke været forskånet i min vej igennem systemet. 

Ligesom mange andre var jeg ved at give op. Det var også der jeg befandt mig i mit møde med min sidste sagsbehandler.

Min selvtillid omkring min rolle på arbejdsmarkedet var ikke til stede. Mine egne indre frustrationer førte altid til vrede mod systemet og de ellers velmenende sagsbehandlere. 

Men der sad jeg, igen, oppe på kommunen. Mit liv var præget af manglende uddannelse, sygdom, afhop fra en religiøs sekt, skilsmisse, og jeg var enlig mor. 

Jeg havde en indre skam omkring min situation og ønskede at ændre på den. Jeg ville gerne passe ind, have et normalt liv, hvor jeg stod op om morgenen og tog på arbejde ligesom alle andre. 

Men korte ansættelser og praktikforløb bestyrkede ikke min tiltro til, at det kunne lykkedes for mig.

De nødvendige værktøjer

Med udsigten til endnu en omgang som ledig fandt jeg ved eget initiativ et job via mit netværk. 

Dette job blev enden på min tid i fleksjob. Dette job gav mig mulighed for fleksibilitet i forhold til arbejdstider. 

Læs også:Ny analyse: I disse job er det hårdest at gå på arbejde

Langsomt begyndte jeg at udfordre mig selv sammen med mennesker, som troede på, at jeg kunne mere, end jeg selv anede. 

Det tog mange år for mig at rehabilitere, og der var ikke noget sundhedsfagligt personale på min vej som så kompleksiteten. 

Det motiverer ikke sårbare mennesker til at komme videre i systemet

Det gjorde jeg heller ikke selv i mange år. Samspillet imellem de mennesker, jeg mødte på min vej i mine jobs, et ydre pres fra systemet og min egen iver for at blive bedre, gav mig med tiden de nødvendige værktøjer. 

Men arbejdsgiveren spiller også en stor rolle og kan gøre en kæmpe forskel. 

Et ansvar

Undervejs har jeg mødt arbejdsgivere, som var tilbageholdende med at aflønne en praktikant for halvdelen af de timer, de arbejder, med kommentaren: 

“Man skal jo ikke gøre det for pengene, men fordi man kan lide det.” 

Det er en utrolig privilegeret kommentar, og det motiverer ikke sårbare mennesker til at komme videre i systemet, når ingen er villige til at belønne dem for deres indsats. 

Det er ikke rimeligt over for vores velfærdssystem at pålægge dette hele skylden

Arbejdsgiverne bærer her et ansvar og har muligheder for at bidrage til vores fællesskab med meget få midler. 

Samlet set er rehabilitering på beskæftigelsesområdet ikke kun kommunens ansvar. 

Det er individets ansvar, det er den omhandlende borgers ansvar, det er også kommunen, men kommunen har allerede mange værktøjer, uanset hvor udskældte de er. 

En plads i arbejdsfællesskabet

Så er et af problemerne, at mange mennesker synes, at forandringer er svære. Det skal vi også anerkende. Vi må ikke give op. 

Det er ikke rimeligt over for vores velfærdssystem at pålægge dette hele skylden for, at det er svært. 

Får når vi parkerer borgere på langvarig forsørgelse, er vi også med til at slå bunden ud af deres selvværd. 

Vi har et system, hvor vi har grundstenene til at kunne rehabilitere mennesker

Samtidig mister vi de ressourcer, som disse borgere sidder med. Vi har et system, hvor vi har grundstenene til at kunne rehabilitere mennesker. 

Det er ikke sikkert, at alle kommer ud på arbejdsmarkedet på fuld tid, det er derfor, vi har en rimelig ordning som gør, at selv dem med den mindste arbejdsevne kan bibeholde en plads i vores fællesskab, arbejdsmarkedet.