Guide: Sådan kan Enhedslisten erstatte Socialdemokratiet

Leder: Hvis Enhedslisten vil gøre alvor af at erstatte Socialdemokratiet, så er der her fem kameler, som det gamle revolutionsparti skal sluge.
Det er stor ærlighed, der præger billedet, når Enhedslistens Pelle Dragsted direkte udtrykker sin sande politiske ambition overfor Politiken: ”Vores mål er i sidste ende at erstatte Socialdemokratiet, som det parti, der samler op på almindelige menneskers håb og forventninger”.

Spørgsmålet er nemlig, hvad det vil kræve af Enhedslisten, hvis partiet ikke bare skal vælte Socialdemokratiet, som de ellers ynder at tale om, men direkte skal erstatte Socialdemokratiet?

Hvis vi for et øjeblik parkerer storhedsvanviddet, som blandt andet P1 betegnede det, så kunne det faktisk være interessant at spille med på Enhedslistens lille leg. Spørgsmålet er nemlig, hvad det vil kræve af Enhedslisten, hvis partiet ikke bare skal vælte Socialdemokratiet, som de ellers ynder at tale om, men direkte skal erstatte Socialdemokratiet? Det er en spændende og udfordrende leg.

Jeg har prøvet at give fem grundlæggende forandringer og kameler, som Enhedslisten skal sluge for at gennemgå den gennemgribende mutation, som det vil kræve at erstatte Socialdemokratiet, genskabe forbindelsen til almindelige mennesker og levere en ny folkelig forankring, sådan som Pelle Dragsted storladent formulerer det i sit Politiken-interview.

1) Accepter regeringsmagten
For det første skal Enhedslisten være villig til at påtage sig regeringsmagten. Det har man aldrig nogensinde før prøvet, ligesom man aldrig har haft et partimedlem placeret i en ministerbil. Og da Enhedslisten opstod i 1989, som en sammenslutning af dele af Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP), var det næppe regeringsmagten, der stod i centrum.

Kan man for eksempel forestille sig Pelle Dragsted i rollen som finansministeren, der skal foretage de politisknødvendige prioriteringer mellem lavere klassekvotienter og højere billetpriser i den kollektive transport? Eller endnu mere udfordrede, hvordan vil finansminister Pelle Dragsted forholde sig til finansministeriets udregningen, der siger, at partiets gamle forslag om at indføre 30 timers arbejdsuge ville have ”vidtrækkende konsekvenser for de offentlige finanser og den offentlige service" og koste 130 milliarder kroner? Heroverfor stod Enhedslistens beregninger, hvor man mente at kunne øge arbejdsudbuddet med hele 21.000 personer, grundet lavere sygefravær. Hvor vil finansminister Dragsted mon stille sig?

Hvordan vil Enhedslisten have det med at skulle administrere for eksempelvis førtidspensionsreformen eller sygedagpengereformen, som partiet har skældt så voldsomt ud over?

2) Vedstå arv og gæld?
Som ny regering overtager man det, der på christiansborgsk hedder ’arv og gæld’. Uanset hvad man end måtte mene om de reformer, der tidligere er blevet vedtaget, så har man som regering ansvaret for at administrere dem, indtil man måske kan samle flertal for at ændre dem. Det er netop dét, der kendetegner et regeringsparti. Hvordan vil Enhedslisten have det med at skulle administrere for eksempelvis førtidspensionsreformen eller sygedagpengereformen, som partiet har skældt så voldsomt ud over? Når ansvarets tyngende åg sætter ind, så kommer ideologiske studiekredse og teoriske dis til at stå overfor hverdag og praksis.

3) Lede Danmarks EU- og NATO-medlemskaber
Når Enhedslisten skal smøge ærmerne op og samle op efter Socialdemokratiet, så vil de også stå i en situation, hvor de er udfordret af de mange bindende aftaler og institutioner, som Danmark har været knyttet til. Det gælder blandt andet EU-medlemskabet, NATO-medlemskabet, forsvaret og kongehuset, for bare at nævne et par stykker.

I dag forlader Enhedslisten folketingssalen, når resten af de 179 folketingspolitikere ved Folketingets åbning hilser på de royale. Og det kræver altså en grundlovsændring, hvis Pernille Skipper eller en tilsvarende Ø-formand skal kunne indtage Statsministeriet uden den såkaldte dronningerunde, som udgør en indgroet del af vores konstitutionelle demokrati. Hvordan Enhedslisten, som hårdnakket modstander af både NATO og EU, vil håndtere disse internationale institutioner, fremstår fortsat meget uklart.

Nogle gange virker det næsten som om, at Enhedslisten stemmer imod bare for en sikkerheds skyld, og egentligt bare for at være imod.

4) Skabe frem for at forhindre ny lovgivning?
Når man kigger på vedtagelse af lovgivning i Folketinget i dag, så stemmer Enhedslisten hyppigt for en masse forslag. Men det er mest for de forslag, som de selv stiller, og sjældent nogle, der fører til ny lovgivning. Nogle gange virker det næsten som om, at Enhedslisten stemmer imod bare for en sikkerheds skyld, og egentligt bare for at være imod. Hvis man gerne vil spille samme rolle som Socialdemokratiet har gjort, så kræver det pragmatisme, brede forlig og samarbejde over midten. Hvilket er en position, Enhedslisten aldrig har indtaget.

5) Enhedslisten skal levere en flygtninge- og indvandringspolitik for almindelige mennesker?
Når Pelle Dragsted, som en del af Enhedslistens nye magtovertagelsesstrategi, påpeger, at ”de gamle partiers bærende rolle i samfundet smuldrer. De er for langt fra almindelige mennesker”, så kan jeg ikke lade være med at tænke på flygtninge- og indvandrerpolitikken, hvor jeg her mener, at Enhedslisten endog ligger rigtig langt fra danskerne – særligt danskere med de laveste indkomster.

De skingre skrig gør ingen forskel for det, Dragsted kalder ’almindelige danskere’.

I den danske befolkning er der massivt flertal for at begrænse tilstrømningen. Men Enhedslisten, der faktisk mener, at der findes en grænse for, hvor mange vi kan tage imod, nægter fortsat at snakke om, hvor grænsen går, og partiet har i øvrigt ikke nogle bud på, hvordan man begrænser tilstrømningen.

Og endnu værre bliver det, når vi diskuterer det internationale samarbejde, hvor Enhedslisten, som modstandere af EU, nægter den mest oplagte mulighed på europæisk plan. Hvis Enhedslisten vil overtage Socialdemokratiets position, så kræver det også reelle svar på flygtninge- og indvandringskrisen.

Enhedslistens venstrefløjskannibalisme kommer kun til at spænde ben for forandringspotentialet.

Spænder ben for forandringspotentialet
Jeg er fuldstændig enig med Enhedslisten, når de som Pelle Dragsted, begræder Tony Blairs tredje vej, kritiserer salget af DONG, kræver et opgør med New Public Management, vil udfordre Finansministeriet, begrave den økonomiske udbudspolitik, reformere den finansielle sektor, styrke det statslige ejerskab og meget, meget mere. Men jeg tror bare ikke på, at Enhedslisten løser disse problemer ved at gå enegang, ved at lægge revolutions romantiske planer om at vælte en endnu ikke eksisterende S-regering, eller når de generelt lægger maksimal afstand til samarbejdspartnere på venstrefløjen.

De skingre skrig gør ingen forskel for det, Dragsted kalder ’almindelige danskere’. Vi har brug for en fælles front, et bredt rødt samarbejde og stålsat vilje til at påtage os det politiske ansvar, så vi både i ord, tanke og handling kan forandre Danmark. Enhedslistens venstrefløjskannibalisme kommer kun til at spænde ben for forandringspotentialet.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce