Alle diskuterer ulighed. Men er det overhovedet et problem med den stigende ulighed i Danmark? Mange kommentatorer mener nej. Men holder deres argumentation? I det følgende gennemgår jeg argumenterne et for et.

Ulighed er nødvendigt  

Der findes dem der mener, at en vis grad af ulighed er både retfærdigt og nødvendigt. De har naturligvis helt ret. Der skal være forskel på hvad man får på S.U. og som fuldtidsbeskæftiget. Der skal være forskel på, hvad en ufaglært og en eftertragtet specialist tjener. Ledere skal have højere løn end folk uden ansvar. Det er vi alle enige om, men synspunktet er bare ikke relevant, når vi diskuterer stigende ulighed. Her er spørgsmålet om forskellene skal blive større? Og større?

Ulighed er ikke et problem for lønmodtagere 

Der findes dem der mener, at stigende ulighed ikke er et problem for jævne lønmodtagere. Det gør de med henvisning til, at uligheden stiger, når en almindelig arbejder påtager sig ekstra arbejde. De har naturligvis helt ret. Hvis vi måler uligheden, som hvor meget den halvdel af befolkningen med de laveste indkomster tjener, i forhold til den halvdel med de højeste indkomster, så vil uligheden stige, så snart en fuldtidsbeskæftiget øger sin arbejdsindsats.

Vi må se på, hvorfor uligheden stiger i virkeligheden

Enhver ændring i indkomstfordelingen vil ændre indkomstuligheden, og enhver ændring i indkomstfordelingen er ikke nødvendigvis problematisk. Men det forhold at uligheden ved et bestemt ulighedsmål kan stige af rimelige årsager, udelukker ikke, at uligheden også kan stige af urimelige årsager. Vi må se på, hvorfor uligheden stiger i virkeligheden. Og vi får under ingen omstændigheder et dækkende billede af uligheden ved kun at måle på én måde. Dertil er ulighed for kompleks.

Ulighed i indkomst irrelevant over livsforløb

Der findes dem der mener, at ændringer i indkomstuligheden er irrelevante, fordi det udligner sig over et livsforløb. Hvad gør det, at du tjener mindre som ung, hvis du tjener mere som ældre? De har naturligvis helt ret. Uligheden set over et livsforløb er mindre, end uligheden som tværsnit af et givent år.

Men uligheden over et livsforløb er også stigende. Læg hertil at indkomstmobiliteten svækkes. I dag spiller dine forældres indkomst en større rolle for din indkomst end tidligere. Vi troede at Danmark var landet, hvor alle fik en lige chance, men det er efterhånden fortid. Det er den stigende ulighed netop et symptom på.

Hvis man måler fra det tidspunkt, hvor uligheden begynder at stige, vil man opdage, at uligheden stiger meget hurtigt i Danmark

Der findes dem der mener, at uligheden er ubetydelig sammenlignet med, hvad den var for 150 år siden, og som påpeger, at uligheden kun er steget meget lidt i Danmark de sidste 40 år. De har naturligvis helt ret. Vi har slet ikke den ulighed i Danmark, som vi havde for 150 år siden. Men vi har kurs mod den.

Det er også korrekt, at uligheden i Danmark kun er steget lidt de sidste 40 år, når vi sammenligner med udviklingen i andre tidligt industrialiserede lande. Men i denne sammenligning overses, at uligheden begyndte at stige senere i Danmark. Hvis man måler fra det tidspunkt, hvor uligheden begynder at stige, vil man opdage, at uligheden stiger meget hurtigt i Danmark (hurtigere end alle andre lande, når vi måler på de absolutte topindkomsters andel af den samlede indkomst).

Simpel manipulation og ulighedsbagatellisering

Hvis du vil måle, hvor lang tid det tager et fly at nå fra startbanen til 10 kilometers højde, skal du måle fra det øjeblik, hvor flyet letter. Du skal ikke trykke på stopuret fem timer før afgang. Det samme gælder med uligheden. Uligheden begyndte at stige i Danmark fra 1995, og tog for alvor fart fra 2003. Det er simpel manipulation, hvis man vil bagatellisere den stigende ulighed ved at måle stigningstakten fra f.eks. 1980 og frem.

Der findes dem der mener, at ingen bliver fattigere i absolut forstand, fordi andre bliver rigere. Det gør de med henvisning til udviklingen de sidste 10 år. De har naturligvis helt ret. Men opgørelsen ville se anderledes ud, hvis de målte blot få år længere tilbage i tiden. Og hvis man tager højde for, at prisstigningerne har været større indenfor fødevarer og boligomkostninger, som lavindkomsterne bruger en større del af deres indkomst på, fjerner det alt tvivl om, at bundindkomsterne er blevet ringere stillet, også i absolut forstand.

Hvis vi havde fastholdt de laveste indkomster på det samme niveau i 50 år, ville de ikke have fjernsyn, telefon, computer, mobil, eller internet

Og så er jeg i øvrigt uenig i, at de laveste indkomster ikke skal have del i den generelle velstandsstigning. Hvis vi havde fastholdt de laveste indkomster på det samme niveau i 50 år, ville de ikke have fjernsyn, telefon, computer, mobil, eller internet. Jeg tillader mig at minde om, at stort set al kommunikation med det offentlige i dag foregår på nettet. Job søges via nettet. Med tiden kobler vi folk af samfundsudviklingen, hvis vi fastholder deres indkomst på det samme absolutte niveau.

Ulighed er summen af mange ting

For at opsummere: Det er ikke alt ved den stigende ulighed, som vi skal bekymre os om. Den stigende ulighed er summen af mange dele. Jeg er ikke bekymret for den del af ulighedsstigningen der skyldes, at der er blevet flere singler, flere S.U. modtagere, eller flere ældre.

Jeg bekymrer mig om, at indkomstfremgangen koncentreres i den absolutte top. Takket være stigende formueafkast, lavere arveafgift, skattelettelser til de rigeste og stigende lønninger til topledere, bliver den absolutte indkomstelite i Danmark rigere på bekostning af alle almindelige lønmodtagere.

Jeg bekymrer mig om, at indkomstfremgangen koncentreres i den absolutte top

De rigeste erhverver sig mere formue. Denne formue giver et afkast. Af dette afkast kan de erhverve sig mere formue. Denne formue giver mere afkast. Og så videre. Der er startet en dynamik, hvor landets rigeste helt af sig selv, og uden at øge deres arbejdsindsats, lægger beslag på en større og større del af den samlede indkomst i samfundet.