Blomsten af Danmarks ungdom mangler helt basale færdigheder såsom at regne, læse og skrive
Resultaterne burde egentlig ikke komme som en overraskelse. Det er nemlig længe siden, at man kunne tale om livet i gymnasierne som det forsømte forår. Talrige niveausænkninger har nemlig betydet, at pensum er blevet mindre, at antallet af afleveringer er blevet reduceret, og at dumpeprocenten næsten er ikke-eksisterende.
Ambitionen om at få ’den bedst uddannede generation nogensinde’ har vejet tungere end kvaliteten af de studenter, man får ud på den anden side. Faktisk har vi ligefrem valgt at indrette vores system sådan, at gymnasierne får betaling for antallet af elever, de får igennem, frem for hvor dygtige de egentlig er. Det har naturligvis konsekvenser.
Jeg møder selv ofte studerende på landets universiteter, der stadig bruger mobiltelefonssprog, som ikke kan fordybe sig i lange tekster eller har lært at løse helt elementær matematik. Hvad der egentligt burde være forudsætningen for at bestå gymnasiet, er i stedet reduceret til kirsebærret på toppen af kransekagen.
Jeg anerkender, at faglighed ikke er det samme, som det var for 10, 20 eller 30 år siden. Nye krav fra arbejdsmarkedet betyder, at gymnasierne skal tilpasse sig nogle andre behov. Derfor giver det også fin mening, at eleverne på gymnasierne i dag er bedre til at behandle problemstillinger, arbejde kreativt og diskutere opgaver i forhold til aktuelle samfundsforhold, end de var tidligere.
Problemet er bare, at vi i denne tilpasning næsten fuldkommen har forladt de gamle dannelsesdyder og gjort "udenadslære" til et fyord, der næsten intuitivt forbindes med den onde lektor Blomme. Sagen er bare den, at mange basale færdigheder læres ved udenadslære.
Mange basale færdigheder læres ved udenadslære
Der findes ikke kreative løsninger til at sætte komma korrekt. Det er regler, der skal læres, og det kræver en ordentlig arbejdsindsats. Vi har taget så skarp afstand fra den såkaldte sorte skole, at vi nu er endt i den fuldkommen modsatte grøft. Måske er det på tide, at vi finder en balance mellem de to?
For man bliver jo heller ikke kreativ eller kritisk reflekteret, fordi man har det som fag på skoleskemaet, eller fordi det fremgår af læreplanerne, men fordi man har øvet sig, kan sit stof og er villig til at lægge en seriøs arbejdsindsats i det.
Det er på tide, at vi tager ved lære af de positive elementer af den Scherfigske skole
Derfor mener jeg, at det er på tide, at vi tager ved lære ved nogle af de positive elementer af den Scherfigske skole. Her blev der nemlig stillet krav og forventninger til de unge gymnasieelever. Rapporten for undervisningsministeriet er i hvert fald et vink med en vognstang om, at vi skal gøre noget.
Kommentarer
Det kræver en faglig basis at deltage i en akademisk diskussion hvad enten man kan lide det eller ej.
Tænk hvis politikerne havde kopieret verdens bedste folkeskole.....den finske...end det de gjorde
Min gamle professor K. A. Jensen sammenfattede problematikken i følgende korte sekvens: "Et universitetsstudium forudsætter naturligvis, at den studerende har personlig modenhed". Er problemet egentligt ikke, at der blandt gymnasiasterne dels er nogle, som aldrig når til personlig modenhed, dels, at der er nogle, der modnes i gymnasietiden? Jeg forholder mig skeptisk til den idé, at en skolelærer skulle være i stand til at vurdere en elevs potentiale i forhold til at gå i gymnasiet, og dette er netop problematisk, hvis der hos eleven er et ønske om at tage studentereksamen. Men når man sammenligner med, hvor få, der i tidligere tider fik studentereksamen, så er det vel ædrueligt at mene, at der i dag er for mange, der går i gymnasiet. Jeg er af den opfattelse, at det af lovgivningen klart bør fremgå, at formålet med den gymnasiale uddannelse må være at rette gymnasiasternes bestræbelser mod senere at gå på universitetet. Det er endvidere tankevækkende, at de universitetsfag, der kræver hjerne, intet behov har for karakterkrav i forhold til studentereksamen. Det forhold, at der vitterligt er universitetsstudier, der ikke kræver megen hjerne, peger i retning af at lægge disse studier over i et andet regi end det universitære. Det er endvidere beklageligt, at der er så mange, der vurderer sig selv egnede til medicinstudiet, hvilket tjener til at sænke dette studiums intellektuelle profil. Det er jo en kendt sag, at både medicinere og jurister af anden sortering har en tendens til at havne i provinsen, hvor de ikke gås så meget efter i sømmene. Det er beklageligt at konstatere, at en sådan vare som hæderlighed ikke er en selvfølge blandt akademikere, men dertil kommer, at faglige broderskaber i en del tilfælde dækker over kritisable handlinger.