Håb for staten – ikke borgerne

Det synes, som om det eneste, alle kan blive enige om for tiden, er, at verden er på vej i den forkerte retning. Efter bruddet med den gamle liberale verdensorden og krigens tilbagevenden på europæisk jord er vi blevet til nostalgikere i dystopien.

Bøger som 'Rovdyrenes Tid' (2025) af den italienske tænker Giorgio Da Empoli repræsenterer mere end nogen andre den sammenbrudstænkning, der dominerer i Vesten for øjeblikket, og er blevet fast referenceramme for politikere og samfundsdebattører.

I den forbindelse er det forfriskende, at professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen, i sin nye bog 'Illusionernes Fald' forsøger at give et bud på, hvordan vi overlever den nye verdensorden, som ikke forfalder til forfaldsfortællingens tiltrækkende kraft og ligefrem eksplicit stiller sig imod Da Empolis præmis. 

Forfatteren føler ligefrem en ”forpligtelse til at se udvikling og håb såvel som det modsatte.”

For hvor er jeg ærligt talt træt af intellektuelle og politikere, der konkurrerer om at udlægge verden absolut mest pessimistisk og realistisk, og dermed hen ad vejen giver slip på hele grunden til at kæmpe!

God og vigtig analyse

Bogen er en gennemgående og vigtig analyse af den verden vi er på vej ind i, hvor sikkerhedspolitik bliver langt mere afgørende og truslerne langt større. 

Men hvor ville jeg have ønsket mig, at bogen ikke solgte sig selv som et bud på en mere håbefuld fortælling for dens læser

Vedby Rasmussen går igennem de helt store udviklinger i geopolitikken med et klart vestligt udgangspunkt. Det er en grundig og helt igennem interessant analyse af alt fra demografiens betydning til AI’s indflydelse på ny krigsteknologi.

Læs også:Når klimakamp er klassekamp

Og denne anmeldelse havde også været meget positiv, hvis bogen netop havde været det.

Men her taler vi altså også om en debatbog, der stiller sig op imod dystopien og hævder at tilbyde håbet. Men hvor ville jeg have ønsket mig, at bogen ikke solgte sig selv som et bud på en mere håbefuld fortælling for dens læser. 

Det uundgåelige teknokrati

Det virker til, at det for Vedby er åbenlyst, at den eneste vej fremad er en indskrænkning af det almindelige menneskes medbestemmelse – at teknokratiet er blevet uundgåeligt.

Han skriver: ”debatten er brudt sammen på de sociale medier, og demokratiet er ikke en vej til kompromis og forståelse, men snarere et stående skænderi, som splitter vores samfund ad. Løsningen ligger ligefor: flere beslutninger, som bliver taget bag lukkede døre af samfundets eliter”.

Læs også:En god og nødvendig indføring i kampen mod fascisme

Selvom Vedby ikke nødvendigvis snakker om en direkte afskaffelse af demokratiet, er han klar omkring, at vi på den ene eller anden måde vil søge mod en ”sandhed, som ligger uden for den demokratiske samtale”.

Vedby skriver: ”det er muligt, at demokratiet, som vi kender det, ikke overlever sociale medier og demografiske ændringer, men at de samme teknologiske og demografiske tendenser muliggør udviklingen af borgerskabet”. 

Det bliver aldrig helt klart, hvad dette borgerskab består af, og hvor meget det ligner vores nuværende folkestyre.

Det store spørgsmål er, om det egentlig er en fortælling, der giver håb. 

Farvel til moderniteten

Håb og fremskridt er selvsagt ikke objektive størrelser. Håbet kan være materielt, det kan være religiøst og metafysisk eller det kan bygge på fremskridtet mod et bedre samfund. 

Det sidste har kendetegnet fremskridtsfortællingen efter Murens fald. Fukuyamas store mål var, at verden skulle ”get to Denmark” – det betød, at målet var velfærdsstaten og det veludbyggede og lige demokrati.

At vi har tabt den demokratiske kamp, men stadig kan spille med i den geopolitiske

Som Vedby selv påpeger, er moderniteten mere end noget andet defineret af opfattelsen af, at historien ikke handler om invasioner, men om at skabe bedre samfund. Vedby forlader i bogen den opfattelse og dermed modernitetens store projekt.

Læs også:Ny bog om venstrefløjen er yderst relevant læsning

Mikkel Vedby Rasmussens selvproklamerede håbefulde træk består nemlig ikke i at vi stadig kan bevæge os fremad imod bedre og mere demokratiske samfund. 

Det består nærmere i at skifte modernitetens projekt ud med en anden håbsfortælling som ikke bygger på den demokratiske kamp mod bedre samfund, men på den danske stats kamp for overlevelse i den nye verdensorden. At vi har tabt den demokratiske kamp, men stadig kan spille med i den geopolitiske.

Hvorfor mangler vi håb?

Da jeg læste bogen, kunne jeg ikke lade være med at mindes en linje i Nietzsches 'Således talte Zarathustra', hvor filosoffen skriver at statens løgn lyder: ”jeg, staten, er folket”.

For når der overalt i Vesten spredes en dystopisk stemning, er det ikke, fordi Europa står svagere i det geopolitiske spil, men måske snarere fordi Donald Trump og hans brud med den gamle verdensorden synes at sætte en endegyldig stopper for det fremskridt, vi troede vi havde, mod bedre og mere demokratiske samfund – det fremskridt, vi forstod os selv ud fra.

Staten er ikke folket, og statens håb er ikke nødvendigvis folkets håb. 

Vores dystopi står fortsat med diagnose og uden medicin

Det står klart for enhver, at ideen om en samtalebaseret tilgang til stormagterne i verden aldrig var holdbar uden våben til at bakke snakken op. Men det betyder ikke, at vi skal opgive samtalen i vores egne demokratier og ofre demokratiet på det geopolitiske alter. 

Det tragiske er, at vi tilsyneladende ikke kan formulere et håb inden for det demokratiske fremskridts rammer. Vores dystopi står fortsat med diagnose og uden medicin.

Det kan ganske vist være, at det er Vedbys vej, verden går. Men i så fald vil det kun udgøre en bedre fremtid for staterne, ikke nødvendigvis borgerne i dem. 

Bogen er værd at læse for enhver, der vil have et bedre overblik over hvilke muligheder Danmark har i verden, der bliver mere og mere farlig. Men hvis du leder efter en håbefuld fortælling til at redde dig ud af dystopien, må du lede længere.

Mikkel Vedby Rasmussen: 'Illusionernes fald. Hvordan vi overlever den nye verdensorden'. 287 sider. Gads Forlag, 2026.