Annonce

Håndværkere og slagteriarbejdere står forrest i køen til Arne-pension

På halvanden måned har knap 20.000 personer søgt om retten til tidlig pension. 3F's medlemmer er dem, der har sendt flest ansøgninger afsted.
Håndværkere og slagteriarbejdere topper listen over ansøgere til den tidlige eller såkaldte Arne-pension.

Det viser en ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

“Jeg kan konstatere, at andelsmæssigt er flest ansøgere fra for eksempel håndværkere og slagteriarbejdere, som ofte er begyndt tidligt på arbejdsmarkedet og ofte har haft hårde arbejdsliv,” siger Peter Hummelgaard.

Stillesiddende arbejde bag en skærm

“Jeg er godt tilfreds med, at modellen ikke er målrettet folk som mig selv, med en lang uddannelse og meget stillesiddende arbejde bag en skærm.”

3F: Ramt plet

Indtil den 14. september 2021 havde 19.686 personer således søgt om ret til tidlig pension, hvoraf kvinderne udgør 46 procent og mændene 54.

Heraf er de 90 procent medlem af en a-kasse, og ser man på hvordan ansøgerne fordeler sig på a-kasser, så er godt halvdelen medlemmer af 3F, HK og FOA.

I gennemsnit har 6,5 procent alle medlemmer i den søgeberettigede alder indtil videre søgt om tidlig pension.

Især medlemmer fra 3F, Fødevareforbundet (NNF), Din Faglige Akasse, Metalarbejdernes A-kasse og HK ansøger i større grad om tidlig pension end medlemmer af de øvrige a-kasser.

I den modsatte ende af skalaen er Magistrenes a-kasse, Akademikernes a-kasse og A-kassen for journalistik, kommunikation & sprog, hvis medlemmer i mindre grad ansøger om tidlig pension end medlemmer af de øvrige a-kasser.

Ifølge 3F’s formand, Per Christensen, viser tallene, at regeringen “ramte plet” med aftalen om den tidligere, som blev indgået med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti.

“Godt hver niende 3F-medlem i søgeberettiget alder har søgt,” skriver Per Christensen på Twitter.

placeholder

Start ved årsskiftet

Det er muligt at få ret til tidlig pension i enten et, to eller tre år før sin folkepensionsalder.

Ancienniteten bliver opgjort ved 61 år.

Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i tre år. Har man i stedet været 43 eller 42 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i to eller et år før folkepensionen.

Udbetaling Danmark behandler ansøgningerne om ret til tidlig pension, og i den seneste opgørelse af det samlede antal ansøgninger, som Udbetaling Danmark har behandlet, har 33 procent opnået den maksimale ret til tidlig pension.

De første personer, som opnår ret til tidlig pension, kan overgå til ordningen ved årsskiftet.  

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hver 4. for afslag på arne-pension. Langt de fleste indbetaler til efterlønsordningen. De er nedslidte og kan ikke mere. Og hvis De Radikale Venstre får igennem, at efterlønnen skal afskaffes for at redde klimaet, hvad skal de 10.000 vis af mennesker så gøre Mette Frederiksen???

Ligger noget af forklaringen på nedslidning i akkordarbejdet?
Det gir' godt bare ikke så længe. Og helbredet er ødelagt for altid.

Det er nok en del af forklaringen, især inden for slagteriarbejdere, som stå ved et samlebånd hvor de er nødt til at følge tempoet. Også på mange byggepladser er tempoet "skruet op" for at tjene mere en den overenskomstmæssige løn med det til følge at helbredet ikke holder til pensionsalderen.

Og 1 time til 1 1/2 time før fyreaften stempler slagterrigarbejder ud på timeløn,for ikke at sprænge akorderne

"nødt til at følge tempoet".
Det må da være en kæmpe opgave (en berettigelse for at have en fagforening) at den bekæmper nedslidning. Eller vil medarbejderne gerne så længe lønnen er høj? Glemmer de at tænke på fremtiden?

Annonce