Håndværkere på Amager arbejder til 30 kroner i timen

"Håndværkere på overenskomst udkonkurreres med disse slavelønninger," lyder det fra Socialdemokratiet.
Under et byggeri på Amager går ukrainske arbejdere for kun 30 kroner i timen.

Det skriver TV2.dk.

Kontrakterne, som er lavet med et polsk firma, viser, at håndværkerne får 4500 kroner i løn om måneden. Og med en arbejdsuge på 37 timer ender de altså på de 30 kroner i timen før skat.

"Vi får en god løn," fortæller en af mændene.

"Jeg har arbejdet i Rusland, jeg har arbejdet i Polen, men i Danmark, ja, det er meget bedre," siger en anden til TV 2.

Social dumping

Det er ikke ulovligt at lønne så lavt som i tilfældet med de fire ukrainere. Men efter en sag i Padborg tilbage i 2018 sagde regeringen og dens støttepartier, at de ville gøre op med social dumping.

Sagen i 2018 omhandlede udenlandske chauffører fra blandt andet Fillippinerne, der boede under kummerlige forhold i en lejr i Padborg. Desuden sad chaufførerne mange timer bag rattet i lastbiler og fik ifølge Fagbladet 3F 15-20 kroner i timen.

De fire ukrainere er ansat af det polske firma AMWORK, som er hyret af det danske entreprenørfirma HHTE ApS, og det firma er ejet af et holdingselskab. I spidsen for det hele står blandt andre det tidligere socialdemokratiske byrådsmedlem i Køge Carl Richard Christensen.

Han nægter dog, at han er direktør i selskabet på trods af i cvr-registret at være registreret som en af direktørerne. En anden af direktørerne i holdingselskabet, Morten Falck Pederse kan ikke genkende de lave lønninger og fortæller, at ukrainerne har sagt, de får 100 kroner i timen.

Desuden får de 400 kroner om dagen i bonus - men TV 2 kan oplyse Morten Falck Pedersen, at der i virkeligheden er tale om diæter.

"Selvfølgelig er det ikke i orden, at der er nogle, som arbejder til 30 kroner i timen. Og så kan man sige, at det står sort på hvidt hér (i arbejdskontrakterne, red.), og det var jeg så ikke klar over, før du forklarede mig, hvordan det hænger sammen," siger Morten Falck Pedersen.

Hell's Angels

En af bygherrerne bag er Hell's Angels-rockeren Jens Peter Kristensen. Han står for selve bygningen af lejlighederne på Amager, og da TV 2 kontakter ham, bliver han overrasket over de lave lønninger.

"Hold da kæft. Jeg gad ikke at gå for 30 kroner i timen," siger han.

Og det er ifølge arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz en meget lav løn - faktisk noget af det laveste, han har set.

Det kan jo ikke passe, det her

"Det er meget lavt. Specielt i en dansk kontekst vil de fleste nok tænke, "det kan jo ikke passe, det her"."

Efter afsløringerne har HHTE oplyst i et skriftligt svar til TV 2, at de nu vil overveje, om de fortsat vil benytte den polske underleverandør AMWORK.

S: Skruppelløst

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, kalder det "skruppeløst", at nogen arbejdsgivere vil byde andre mennesker de vilkår.

"Samtidig underminerer den slags arbejdsgivere det danske arbejdsmarked," skriver Rasmus Stoklund på Facebook.

"Håndværkere på overenskomst udkonkurreres med disse slavelønninger. Og arbejdsgivere, der behandler deres medarbejdere ordentligt, mister opgaver til de skruppelløse."

placeholder

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Uanset de lave lønninger her og hos Kurt Beier Transport A/S: bliver der betalt skat af 'lønnen' og hvor, eller er det udbetalt?

Mon ikke Hell's Angels-rockeren Jens Peter Kristensen godt ved hvad lønnen er???
Spørgsmålet er om arbejderne er her frivilligt eller om de bliver tvunget.

Annonce