Annonce

Hård Ø-kritik: En stemme på Alternativet kan styrke Venstre

”Dybt uforståeligt” og ”morsomt” - sådan lyder reaktionerne fra Enhedslistens politikere efter Alternativet har annonceret valgforbund med de radikale
Radikale Venstre og Alternativet meddelte søndag, at de indgår i valgforbund ved valget til Europa-Parlamentet maj næste år. Ved de to seneste EU-valg har de radikale ellers været i valgforbund med Socialdemokratiet og SF. I stedet har de radikale altså nu fundet sammen med Alternativet.
Radikale og Alternativet er nærmeste allierede

”Vi ønsker et Europa, hvor vi vil hinanden. Og et Europa, der vil verden. For fremtiden er fuld af udfordringer, som vi sammen skal tackle,” siger de radikales politiske leder, Morten Østergaard, om baggrunden for valgforbundet.

Vi er ikke enige i alt, men vi er enige om, at EU er afgørende for at løse de helt centrale politiske udfordringer

Samme toner slår Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk an:

”Vi er ikke enige i alt, men vi er enige om, at EU er afgørende for at løse de helt centrale politiske udfordringer som eksempelvis klimakrisen, mennesker på flugt og det at sikre en håbefuld fremtid for vores børn og unge.”

Uffe Elbæk kalder de radikale for Alternativets "nærmeste danske allierede", når det gælder europapolitikken.
Vælgere på herrens mark

Den nye forbrødring mellem de radikale og Alternativet får drøje hug med på vejen fra Enhedslisten:

”Den radikale gruppe sidder i gruppe sammen med Venstre. Så hvis valgforbundet er med til at sikre de radikale et mandat, så styrker mandatet jo den gruppe Venstre tilhører,” siger Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, til Netavisen Pio.

”Jeg ved ikke hvilken EU-gruppe Alternativet vil placere sig i? I den liberale gruppe med Venstre og Søren Gade? Eller i den grønne gruppe sammen med SF og Margrethe Auken? Eller hos venstrefløjsgruppen sammen med Enhedslisten? Med det her valgforbund er man som vælger på herrens mark. Man ved reelt ikke hvad ens stemme kommer til at støtte,” siger Søndergaard på vej hjem i et fly fra Tyrkiet, hvor han har været valgobservatør.

Enhedslistens spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet, Nikolaj Villumsen, kalder det ”dybt uforståeligt”, at Alternativet har valgt at gå i valgforbund med de radikale:

”Jeg kan godt forstå, at Alternativet ikke ønsker at gå i valgforbund med Socialdemokraterne, der fører flygtningepolitik med DF, men det er dybt uforståeligt, at de indgår valgforbund med de radikale, da en stemme på Alternativet dermed kan blive en stemme, der styrker Venstres liberale gruppe i EU-Parlamentet,” skriver Nikolaj Villumsen i en sms-kommentar til Netavisen Pio.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, giver heller ikke ligefrem topkarakter til Alternativet efter partiets valg af valgforbund.
EL: ”Intern strid om linjen”

På Facebook skriver han således, at Alternativet ”placerer sig med det nye valgsamarbejde som Folketingets mest EU-positive parti”.

Christian Juhl uddyber over for Netavisen Pio:

”Jeg havde ellers troet, at Alternativet ville lægge sig på en mere EU-kritisk linje, men det gør de så ikke. Med det her valgforbund risikerer Alternativet at støtte den liberale ALDE-gruppe: Det vil sige partiet Venstre i Danmark. Det er jo ganske morsomt. Men den er fin, så får vi i Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU ingen problemer med at konkurrere med Alternativet.”

”Jeg ved, at der har været en intern strid om linjen, fordi der er mange modstandere og EU-kritikere blandt medlemmerne i Alternativet. Og så er det åbenbart de tidligere radikale, der har vundet kampen.”

Men den er fin, så får vi i Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU ingen problemer med at konkurrere med Alternativet

ALT: Vi sidder ikke sammen med V

Rasmus Nordqvist, der stiler mod at blive spidskandidat for Alternativet ved valget til Europa-Parlamentet, svarer her i en sms-kommentar til Netavisen Pio på kritikken fra Enhedslisten:

"Det er jo ikke en overraskende kritik fra Enhedslisten. Men jeg må bare understrege, at det er helt afgørende for små partier at gå i tekniske valgforbund i forbindelse med Europa-Parlamentsvalg, da det kræver mange procenter, og her kan man undgå stemmespild."

det er helt afgørende for små partier at gå i tekniske valgforbund i forbindelse med Europa-Parlamentsvalg

"Alternativet går til valg sammen med vore partnere i EuropeanSpring, og vil sidde sammen med dem i EU-Parlamentet. Så Enhedslistens fantasier om, at vi sidder sammen med Venstre er langt fra virkeligheden."

"I valg af valgforbund har det været afgørende for os, at det andet parti/de andre partier ønsker stærke fælles europæiske løsninger og ikke national protektionisme og grænsebomme. Det indskrænker desværre potentielle partier i Danmark."
Fakta om valgforbund

Når to eller flere partier indgår valgforbund, lægges alle deres stemmer sammen i én pulje, inden mandaterne fordeles.

Partiernes stemmetal afgør hvordan mandaterne fordeles mellem partierne i valgforbundet.

Ved valget til Europa-Parlament i 2009, fik de radikale ikke nok stemmer til at få et mandat. I stedet sikrede valgforbundet mellem S, de radikale og SF Socialdemokratiet nok stemmer til et mandat nummer fire.

Et valgforbund mindsker altså risikoen for at stemmer går til spilde.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet