Annonce

Hårdere straffe til sociale bedragere, V-bagland i oprør og kritik af Jarlov

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det igen blevet fredag og tid til Netavisen Pios nyhedsoverblik med historier fra ind- og udland.

Markant hårdere straffe til folk, der snyder med sociale ydelser

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en aftale, som skruer op for sanktionsniveauet overfor socialt bedrageri. Flertallet bag aftalen består af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Det skriver DR.

Partierne vil som led i aftalen blandt andet skærpe sanktionerne overfor kontanthjælpsmodtagere, der uberettiget opholder sig i udlandet.

Det betyder, at folk, der modtager kontanthjælp, mens de opholder sig i udlandet, fremover risikerer at få nedsat deres ydelse med op til en tredjedel i 20 uger.

Samtidig indfører partierne et tilbagebetalingskrav overfor de kontanthjælpsmodtagere, der uberettiget har modtaget deres ydelse under et udlandsophold.

Læs hele historien her.
 

Venstre-folk undsiger Støjberg i Mint-sag

Op til Venstres landsmøde, der finder sted i morgen i Herning, kræver flere medlemmer af hovedbestyrelsen, at udlændingeminister Inger Støjberg følger partiets officielle udlændingepolitik og giver dispensation i ’åbenlyst urimelige sager’, hvor børn som thailandske Mint udvises fra Danmark.

”Vi kommer til at gøre noget ved disse åbenlyse vanvittigheder. Det skader aldrig at følge den sunde fornuft. Det er tilmed partiets officielle politik, at ministeren skal kunne dispensere i disse sager. Det er klart, at det gør ondt at se, når mennesker kommer i klemme – særligt når det handler om børn. Vi skal ikke åbne op, så det bliver en ladeport, men følge sund fornuft og dispensere i de her meget få sager,” siger Per Svendsen, der er formand for Venstre i Horsens, til Netavisen Pio.

På baggrund af de aktuelle sager med børn, som utilsigtet har fået afslag på ophold i Danmark, ønsker regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, en mulighed for at give dispensationer.

Læs hele historien her.


Jarlov får reprimande som Brian Mikkelsen skulle have haft

Folketingets Finansudvalg finder det utilfredsstillende, at regeringen afsatte millioner til e-sportsfirma uden at oplyse om økonomisk forbindelse til forskningsminister Tommy Ahlers. Det skriver Jyllands-Posten.

Sagen handler om økonomisk støtte til e-sportsfirmaet RFRSH, som regeringen afsatte to mio. kr. til, mens forskningsminister Tommy Ahlers (V) havde penge i virksomheden. Det blev Folketingets Finansudvalg imidlertid ikke informeret om, da Brian Mikkelsen (K) i sin sidste tid som erhvervsminister bad om at få pengene bevilliget i et såkaldt aktstykke.

Det er "utilfredsstillende", fastslår et enigt Finansudvalget nu i et brev til Rasmus Jarlov.

Der er ikke tale om en såkaldt næse, som folketingets officielle advarsel til ministre hedder. At Jarlov ikke får en næse, skyldes at det var hans forgænger, Brian Mikkelsen, som var ansvarlig.

Læs hele historien her.

 

Henrik Sass om konventioner

Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen uddyber i et interview i Weekendavisen, sidste uges meget debatterede kommentar om at Danmarks skulle rode sig ud af konventioner og domstole.

”Jeg mener ikke, man skal opsige konventioner, men der er i høj grad brug for en debat om især Menneskerettighedsdomstolen, der gradvist er blevet mere aktivistisk og har påtaget sig beføjelser, som ingen nogensinde har bedt dem tage i fortolkningen af konventionerne. Det har givet en absurd situation, hvor de enkelte landes parlamenter og regeringer mister muligheden for at løse det problem, der af deres befolkning anses for det allervigtigste. Nemlig immigrationen. Næsten 30 procent af de spontane asylansøgninger i 2017 kom fra herboende med lovligt ophold. Det var altså ikke flygtningekonventionens oprindelige sigte. Det bør være et lands ret at bestemme, hvor mange personer og hvilke personer man vil have ind i landet,” siger han til avisen, hvor han siger, at mange journalister har skarpvinklet hans synspunkt.

”Jeg skulle selvfølgelig have understreget, at jeg ikke vil melde Danmark ud af en eneste konvention. Men jeg synes også, at alle de journalister, der skarpvinklede historien, skulle have gjort sig den ulejlighed at finde ud af, hvad jeg virkelig mener om sagen,” siger han.

Hele historien kan læses her.

 

Alternativet fylder fem

Partiet Alternativet fylder i weekenden fem år. Tillykke med det. Det fejrer partiet ved en stor fest i Pumpehuset og nærværende netavis og redaktør David Troels Garby-Holm, har en meget lille birolle.

Partiet udlodder nemlig en samling genbrugsskjorter med citater fra kommentatorer og politikere, som ikke levnede partiet eller partiets formand Uffe Elbæk de store chancer i dansk politik. Skjorterne vil blive auktioneret væk, og pengene fra salget vil tilfalde Alternativet.

Vi håber at indtægten fra skjorten vil skæppe lidt i partikassen.

placeholder


Europa-Parlamentet kritiserer finanstilsyn

Det danske finanstilsyn får lammende kritik for dets rolle i Danske Banks hvidvasksag af EU-Parlamentet. Det skriver Berlingske.

I et udkast til en rapport fra parlamentets særlige udvalg for skattesnyd, der beskæftiger sig bredt med økonomisk kriminalitet, beklager og kritiserer parlamentet tilsynets mangelfulde reaktion.

”Parlamentet er af den holdning, at denne undladelse er udtryk for grov forsømmelse af finanstilsynets pligt til at iværksætte grundige undersøgelser af alvorlige anklager om omfattende og systematisk hvidvask gennem en bank,” står der blandt andet i rapporten.

Det er Europa-Parlamentets særlige skatteunddragelsesudvalg, der har socialdemokraten Jeppe Kofod i en ledende rolle, som står bag rapporten.

Læs hele historien her.

 

Ugens Pio Podcast: Brexit - forbillede eller skræmmeeksempel?

Kommer England til at forlade den europæiske union – og i så fald hvordan? I denne udgave af Pio-podcast har vi besøg af Peter Humlegaard (folketingsmedlem og EU-ordfører for Socialdemokratiet), Søren Søndergaard (folketingsmedlem og EU-ordfører for Enhedslisten) og Arne Grevsen (næstformand for LO med ansvar for EU-området) som forsøger at gøre os lidt klogere på England, EU, Brexit og hvad det hele kan betyde for Danmark.

placeholder

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet