'Habitat' er en af de bedste danske romaner i mange år

Han har gjort det igen. Skrevet en roman, der virkelig fejer det hele af bordet, og derfor formår at brænde igennem. Det var sådan, han gjorde, i debutromanen ’Solar’, der udkom i 2018. 

Dengang var han 34 år, og bogen var skrevet i en ånd, der mindede om en mand, der lige lidt for sent blev voksen, men som samtidig evnede at pege fingre ad et litterært Parnas, der heller ikke var nået et voksenstadie, som man kan tage seriøst. 

’Solar’ var en klassisk sammenbrudsroman, og Theis Ørntoft tog hele kulturen med sig i faldet. Så kom romanen ’Jordisk’ for to år siden, og for første gang forsøgte han sig med en kollektivroman, der ikke var båret af ét Jeg. 

Det var omfattende, som et puslespil med alt for mange brikker. Samtidig var budskabet et forsigtigt håb om en bedre fremtid, men Theis Ørntofts stemme som kritisk analyserende, med en puls, der er langt over det sundhedsmæssigt forsvarlige, blev pludselig fad og nærmest trykket af aldersforsnævring, som en forpuppet sommerfugl, der er alt for længe om at forvandle sig. 

’Jordisk’ blev modtaget blandet. Nogle gav den overordentlig gode anmeldelser, og den har også modtaget en række priser, mens andre mente, at det var en forfejlet roman, der ikke kunne læses til ende. 

Læs også:Ind imellem slår Ørntofts tekst gnister, men den store odysseé ender som en fuser

Det var sådan en roman, der virkelig kunne dele vandene, og havde vi ikke levet i disse kulturfattige tider, så ville det have afstedkommet en offentlig fejde mellem kritikerne, men den udeblev. 

Politikens læsere blev opfordret til at læse og elske ’Jordisk’, mens Weekendavisens Lars Bukdahl simpelthen opfordrede sine læsere til helt at opgive projektet, fordi det ikke fungerede. 

Myriader af tankemylder

I ’Habitat’ møder vi igen det fortæller-jeg, der ikke kan være væsensforskellig fra den virkelige forfatter Theis Ørntoft. 

Og i begyndelsen tænkte jeg, at han måske endnu var fanget af denne ungdommelige inerti, hvor han blæste til kamp mod borgerskabets kedsommelige indretning i livet midterste fase, med far, mor og børn, en hund og et solidt arbejde.

Var det bare Theis Ørntoft, der ville hævne sig, fordi han ikke selv gik i samme retning?

Pludselig opdager man som læser, at Theis Ørntoft viser dig, hvordan han fungerer

Men så læste jeg videre, og langsomt krakelerer dette Jeg, der udspyr gloende ildkugler, forvitret og kollapser, ja, gennemgår et hav af metamorfoser, der samtidig illustreres, en-til-en gennem tekstens rytme, kapitlernes længde og indhold. 

Vi ser direkte ind i Theis Ørntofts sind, der består af myriader af tankemylder, af kriser og begær, af pulserende figurer, der delvist tegnes op, for dernæst af droppes igen, overtaget af endnu en figur, en tanke, et begær. 

Pludselig opdager man som læser, at Theis Ørntoft viser dig, hvordan han fungerer. Alle de ting, som han gør, og som man nok kan forholde sig moralsk til - simpelthen fordi han rent faktisk foretager sig handlinger, der kan virke anstødelige - får alt sammen en helt andet kolorit, når det går op for en hvor megen lidelse og tvang, der faktisk er over hans handlinger.

Ørntoft betaler prisen

Faktisk handler ’Habitat’ om tiden, hvor Theis Ørntoft skriver på romanen ’Jordisk’.

Om den er et svar til Lars Bukdahls kritik, skal jeg ikke kunne sige noget om, men det får under alle omstændigheder sat romanen i et andet lys, der i hvert fald får undertegnede til at skamme sig lidt over, at jeg også var kritisk overfor den i min anmeldelse. 

Og så alligevel ikke, selvfølgelig. For en kritiker skal naturligvis være krystalklar til at svinge pisken, hvis det føles nødvendigt. 

Desuden er man slet ikke i tvivl om, at Theis Ørntoft selv foretrækker det ærlige, det hårdt kritiske, koste hvad det vil. 

Læs også:Ærlig talt årets bedste borgerlige debatbog

Hvis man skal tage ’Habitats’ dybere mening alvorligt, så er (kunst)værket det primat, som man må betale den højeste pris for at frembringe. Og det må man i det mindste erkende, at Theis Ørntoft gør. 

Men at læse om, hvordan Theis Ørntoft har lidt, mens han skrev ’Jordisk’, gør bare et eller andet ved mig. 

For jeg læser om det i ’Habitat’, der simpelthen er en af de bedste danske romaner, jeg har læst i mange år, og fordi den samtidig skræmmer mig, fordi den samtidig er så radikal.

Man ønsker ikke at være Ørntoft

Ikke fordi, at den er grænseoverskridende, og faktisk sætter spot på kendte personers handlinger og ringe opførsel. 

Slet ikke. For Theis Ørntoft virker ikke til at være på hævntogt, heller ikke når han skriver noget negativt om sine kolleger.

Nej, det underlige er, at selvom man måske kan gå at drømme om, at man var den, der kunne skrive en rigtig god roman til tiden, ligesom Theis Ørntoft lige har gjort det med ’Habitat’, så fremstår det helt igennem lysende klart, at man bestemt ikke ønsker at være Theis Ørntoft. 

Læs også:Det er jo knækprosa - bare uden knækket. Christina Hesselholdt har skrevet endnu en roman

Slet ikke. For hans mareridt er nærmest ikke til at bære. Det helvede, som han går igennem, er skræmmende præcist beskrevet i ’Habitat’, og det gør den faktisk vanskelig at komme igennem, selvom man ikke rigtig ønsker at bremse eller stoppe under læsning. 

Man får det bare ikke nødvendigvis godt af at læse med. 

Som en brændende komet

Jeg kom til at tænke på Pink Floyds ’The Wall’, da jeg læste ’Habitat’. Det der med at lave et værk, der faktisk handler om, at man frygter sit publikum, sine fans, og at man selv er ved at gå til grunde, lige der hvor spotlyset blænder dig. 

Det er noget tilsvarende, som Theis Ørntoft gør i ’Habitat’, selvom det selvsagt er i en anden skala. Lille Danmark er, trods alt, ikke hele verden, så man skal forestille sig det i et mindre format. Men figuren er den samme. 

Læs også:Tysklands romantiske billedstjerne skildres inderligt i ny bog

Og jeg elsker det simpelthen, fordi jeg godt kan forstå, at en person som Theis Ørntoft ikke kan trives i et rent kulturelitært rum, og at han må brydes med tidens populære trends, fordi han ikke forstår sig selv i den slags snævre kontekstuelle, besnærende bånd. 

’Habitat’ er som en brændende komet, der ruller hen over vores stivnede kulturelle habitat med 1.000 kilometer i timen. Og hvis du stiger på, så må du da kunne se, hvor altødelæggende den er. 

Men for enden af rejsen er der en gulerod. En roman, og et håb, lidt ro og mere balance. 

Det er ikke kønt, nej, men det er virkeligt, det er ærligt og så er det bare så helt igennem suverænt eksekveret!

Theis Ørntoft: ’Habitat’. 578 sider. Forlaget Gyldendal, 2025. Bogen udkommer i dag.