Annonce

’Hacks’ er en vittig duel mellem generationerne

Skarptunget komedieserie byder på svirpende replikker og et velspillet portræt af en udmattet entertainer.
Det ser så henkastet ud, når en dygtig standupper tale om morgenmadsprodukter, netindkøb eller parforhold.

Men bag linjerne ligger typisk et årelangt stykke arbejde med at finpudse.

I HBO Max-serien ’Hacks’ kommer vi som seere med i komikernes maskinrum.

Vi møder jernladyen Deborah Vance (Jean Smart), en legendarisk gammel ræv inden for sit fag bosat i Las Vegas.

Hun lever i et palads bygget på dårlig smag og forældede privilegier fra før internetalderen. En rapkæftet bydronning i Las Vegas, elsket for sit vid og bid:

En ’hack’ er en lejet soldat, en skribent der låner sine ord til andre

”Las Vegas er som Mekka, men i stedet for muslimer tiltrækker vi folk med grimme tatoveringer og lav kreditværdighed,” siger hun til en busfuld af turister, der labber fornærmelsen i sig.

Men Deborah er ved at blive gammel og hendes jokes er ved at være slidt ud.  

Lejesoldat med spidset blyant

Som Deborahs modsætning møder vi Los Angeles-bosatte, 25-årige Ava (Hannah Einbinder). Hun prøver at skabe et levebrød som komiker og tekstforfatter og har måttet sande, hvor tynd isen er på et socialt medie som Twitter:

Ét forkert timet tweet har bragt hende i unåde.

En ’hack’ er en lejet soldat, en skribent der låner sine ord til andre. Bedste tilbud for en karrieremæssig rehabilitering fra agenten til Ava:

Skriv noget materiale for boomer-komikeren Deborah, hvis materiale er begyndt at blive lidt hengemt. Og modvilligt må Ava indløse en flybillet til Las Vegas og indse sin plads i prekariatet.

Et umage par

Det er en velkendt parring mellem et umage par, der i begyndelsen affejer hinanden iskoldt, ikke mindst for hvad den modsatte part repræsenterer.

Deres replikker til hinanden er som et opgør mellem den ældre boomer-generation født efter 2. verdenskrig og så den nye zoomer-generation, der lever halvvejs inde i deres smartphones.

Men modviljen og fjendskabet krakelerer langsomt. Som det jo altid gør i den slags makkerskaber.

Modsætninger opblødes. Måske kan de lære noget af hinanden?

Forudsigeligt tøbrud

Den gradvise optøning mellem de to modpoler er velkendt nok. Men det forudsigelige tøbrud er ikke grunden til, man skal se ’Hacks’.

Det skal man for de gode linjer, det vittige blik for generationsforskellene i stort og småt og de charmerende biroller, der slutter sig til.

Se ’Hacks’ for Jean Smarts præcise portræt af en udmattet entertainer

Langsomt åbner fortællingen sig og bliver en historie om utroskab, feminisme og skuffede børn.

Om Deborahs datter DJ (Kaitlin Olson), der har været i terapi i 20 år, sniffede kokain for første gang som 13-årig og nu forsøger at slå igennem som smykkedesigner, men primært erhverver sig ved at få taget paparazzibilleder af sin egen mor.

Sidst men ikke mindst skal man se ’Hacks’ for Jean Smarts præcise portræt af en udmattet entertainer.

En hårdhudet komikerdronning

Som scenestjælende birolleindehaver i ’Mare of Easttown’, ’Watchmen’ og anden sæson af ’Fargo’ har man ventet på at nogen ville give Jean Smart en solo-tour de force som her.

Hun spiller sin hårdhudede komikerdronning med livstræt professionalisme og showbiz-lede tilsat den rette knivspids sårbarhed neden under.

Hannah Einbinder, der spiller Ava, er komiker i virkeligheden og måske ikke et skuespillertalent i Jean Smarts klasse. Til gengæld kender hun sin rolle indefra og fremstår 100 % naturalistisk som neurotisk Generation Z’er.

’Hacks’ er en vittigt skrevet duel mellem generationerne, der lader paraderne synke, mens vi får en god rundrejse i berømmelsens bagsider. Den viser os en træthed, lige inden tæppet går op og publikum jubler, som det kun er få forundt at blive bekendt med i sit eget liv.

’Hacks’ tager os med om bag om de gode grin. Viser os arbejdet og noget af smerten bag. Uden at det stopper med at være morsomt af den grund.

'Hacks'. Skabt af Lucia Aniello.
Medvirkende: Jean Smart, Hannah Einbinder, Carl Clemons-Hopkins, Poppy Liu Kaitlin Olson, m.fl. 10 afsnit.
Kan ses på HBO Max.

 

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


Flere artikler om emnet