Hækkerup vil igen forbyde peberspray

Fremover skal man have tilladelse af politiet, hvis man vil bevæbne sig med peberspray, mener justitsminister Nick Hækkerup.
Siden den 1. januar 2019 har det været lovligt at købe en peberspray til at forsvare sig i sit eget hjem.

Forslaget blev gennemført af den daværende VLAK-regering med Dansk Folkepartis støtte, og formålet var at give borgerne “tryghed i hjemmet”.

Men nu skal det være slut med lovligt at kunne købe en peberspray i en dansk butik.

Jo nemmere det er for folk at få fat i peberspray, jo lettere er det også for lyssky personer at misbruge dem til kriminalitet

Så klar er meldingen fra regeringen, der ønsker at tilbagerulle den lov, der siden 2019 har gjort det lovligt at eje en peberspray til selvforsvar i eget hjem.

“Det er grundlæggende ikke godt for samfundet, hvis borgerne kan bevæbne sig. Jo nemmere det er for folk at få fat i peberspray, jo lettere er det også for lyssky personer at misbruge dem til kriminalitet,” siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til DR.

Kun 9 tilfælde af selvforsvar

Juistitsministeriets evaluering viser, at selvom formålet med at tillade peberspray var selvforsvar, så er det i meget vid udstrækning, ikke det peberspray bliver brugt til.

Rigspolitiet havde blot kendskab til ni sager, hvor peberspray er blevet anvendt til selvforsvar, og i bare et af tilfældene er der tale om et afværget røveriforsøg.

Det viser Justitsministeriets evaluering, som blandt andet er udarbejdet på baggrund af Rigsadvokatens og Rigspolitiets erfaringer.

Til gengæld er der fra 2018 til 2019 sket næsten en fordobling i antallet af sager, hvor peberspray har været anvendt ulovligt, fra 893 til 1.660.

Samtidig med det viser tal fra Justitsministeriet, en meget stor stigning i antallet af sager om ulovlig besiddelse og import af peberspray.

Oppositionen er ikke glade for forslaget

Det var som sagt den daværende VLAK-regering, der sammen med Dansk Folkeparti, vedtog loven. Og her er man ikke tilfredse med justitsministerens udmelding:

‘’Jeg synes, det er en skam at fratage eksempelvis et ældre menneske muligheden for at have en peberspray derhjemme til at forsvare sig mod en hjemmerøver. Det er noget, der giver tryghed’,” siger retsordfører Inger Støjberg (V) til DR.

Venstres retsordfører har heller ikke meget tilovers for justitsministerens datagrundlag. Hun mener, nemlig at det er umuligt at forhindre, at peberspray havner i de forkerte hænder, fordi de er lovlige at købe i Tyskland.

Lovlig peberspray var en mærkesag for Dansk Folkeparti og Justitsministeriets evaluering har ikke fået partiet på andre tanker.

“STOP JER SELV REGERING!

I snart to år har det været tilladt for danskerne at købe og eje en peberspray til brug i eget hjem. Det har givet enlige, ældre og også familier lidt mere tryghed i eget hjem - og har givet ubehagelige indbrudstyve og hjemmerøvere noget at tænke over!

Nu mister de den tryghed, da regeringen vil forbyde peberspray. DF vil selvfølgelig kæmpe imod. Danskerne skal kunne føle sig trygge i eget hjem!” lyder det fra Dansk Folkeparti i et opslag på Facebook.

Kan regne med støttepartierne

Regeringen kan til gengæld regne med støtte fra støttepartierne, Enhedslisten, Radikale og SF, til tilbagerulningen af forslaget.

“YES!! Enhedslisten forudså præcis at peberspray ikke ville hjælpe en dyt! Tusind tak til regeringen for at rulle dem hovedløse lov tilbage. I kan regne med vores støtte,” skriver Enhedslistens retsordfører Rosa Lund på Twitter.

Man får ikke tryghed af at tillade flere våben.

Radikales retsordfører Kristian Hegaard er enig.

‘’Man får ikke tryghed af at tillade flere våben. Tværtimod. Godt vi nu tilbageruller loven om peberspray’, skriver han på Twitter

Det samme er tilfældet i SF-lejren, hvor retsordfører Karina Lorentzen mener, at peberspray ender i hænderne på de forkerte:

’’Nogle gange er det træls at få ret: Lovliggørelse af peberspray bevæbnede de forkerte: Er brugt mere til angreb end forsvar og rigtigt mange ulovlige besiddelser. Godt ordningen nu afskaffes,”  skriver hun på Twitter.

Nogle få kan få tilladelse til at bære peberspray

I regeringens lovforslag åbner man op for, at enkelte fortsat vil have mulighed for at anskaffe sig en peberspray, hvis man f.eks. er udsat for stalking, æresrelateret vold, samlivsvold eller andet, så vil man kunne få en peberspray, hvis man søger en tilladelse hos politiet.

Regeringen vil i samme ombæring, undersøge om ansøgningsprocessen kan gøres nemmere.

Nick Hækkerup håber, at lovændringen kan træde i kraft i begyndelsen af 2021.

Fakta om peberspray-loven

- Du må købe en peberspray hos en forhandler med tilladelse til at sælge peberspray og have den stående hjemme hos dig selv.

- Hvis du har købt en peberspray, må du transportere den hjem fra forretningen, men du må ikke foretage andre ærinder på vej hjem.

- Du må ikke uden tilladelse fra politiet købe en peberspray i udlandet og indføre den i Danmark. Det gælder også via internettet.

Straffen for ulovlig besiddelse af peberspray er 3.000 kr. Er der skærpende omstændigheder, kan det udløse større bøde eller fængsel.

Dante Lester Hyllested er folkeskoleelev og praktikant på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Regeringens ambition er at blive den regering, der har indført flest forbud.

Annonce