Det er partimedlemmerne, som til november forventes at bære partiet ved kommune- og regionsrådsvalget. Og det bliver da også meget svært, hvis vi hverken forstår eller kan forklare partiets og regeringens politik.

Læserindlæg. Nogle S-borgmestre nyder tilsyneladende, at de får deres 5 minutters verdensberømmelse uden for egen kommune, når de offentligt angriber partiets formand og politik. De stiller sig på denne måde som nyttige idioter til rådighed for en borgerlig presse i jagt på sager, hvor den kan tilsvine regeringen, Socialdemokratiet og Helle Thorning personligt. Disse bykonger er tilsyneladende helt ubekendte med begrebet loyalitet og med samarbejdets svære kunst, og de fører sig landspolitisk frem på samme måde, som de normalt gør i deres egen lille kommune, hvor oppositionen er uden betydning. De stiller krav om, at statsministeren skal gøre det samme, selv om Socialdemokratiet ikke råder over et flertal.

Heldigvis er disse borgmestre et lille mindretal, nemlig cirka 10 % af samtlige socialdemokratiske borgmestre og regionsrådsformænd. Ikke desto mindre er deres virksomhed meget skadelig for partiet. I modsætning til dem ved de 90 % af deres borgmesterkolleger, at det kræver loyalitet, tillid, vanskelige forhandlinger og kompromisser at samle forskellige interesser og partier om et fælles mål, og at dette sammenhold kan være en skrøbelig balance.

Udsendelse af nok så mange ’menighedsblade’ eller ’halleluja’-mails fra partitoppen kan aldrig erstatte den personlige, direkte debat.

Jeg deltog tidligere på måneden i ét af de mange partimøder, hvor gode folk som overborgmester Frank Jensen og politisk ordfører Magnus Heunicke forsvarede regeringens politik. Spørgelysten blandt de cirka 60 fremmødte partimedlemmer var enorm, og mange nåede ikke at komme til orde i de to timer, der var sat af til mødet. Det var som den slags møder i Socialdemokratiet oftest er. Man taler til hinanden, ofte hårdt. Men man tager, når debatten er slut – i modsætning til nogle S-borgmestre – fælles ansvar. Og endnu bedre. Man kan tydeligt mærke, at vi alle har nogle fælles værdier og grundholdninger. Vanskeligheden består i, hvordan vi omsætter disse holdninger til de rigtige handlinger i en vanskelig situation. Ingen af de kritiske borgmestre deltog i dette møde.

Det står klart, at Socialdemokratiet i øjeblikket lider af et kæmpe underskud på demokratisk debat. Vi er mange, der har svært ved at forstå, hvad regeringen og folketingsgruppen gør og siger ja til. Og både regeringens og folketingsgruppens medlemmer forsømmer muligheden for at komme ud at tale med partiets medlemmer. Det er partimedlemmerne, som til november forventes at bære partiet ved kommune- og regionsrådsvalget. Og det bliver da også meget svært, hvis vi hverken forstår eller kan forklare partiets og regeringens politik.

Dengang var kritikken, at Anker ikke var klog nok. Med Helle er kritikken nærmest omvendt. Hun er ikke folkelig nok.

Det er også uforståeligt, at de mange dyre spindoktorer og kommunikationsfolk slet forstår og afhjælper manglen på kommunikation og demokratisk debat. Udsendelse af nok så mange ’menighedsblade’ eller ’halleluja’-mails fra partitoppen kan aldrig erstatte den personlige, direkte debat.

Danmarks og Socialdemokratiets historie viser, at når det går skidt, kritiserer man formanden. Anker Jørgensens første regeringsperiode 1972-73 rummede meget personlig kritik. Dengang var kritikken dog, at han ikke var klog nok. Med Helle er kritikken nærmest omvendt. Hun er ikke folkelig nok. Fra 1973 og frem var der opslutning om formanden bortset fra kritik, der var et resultat af, at man i flerpartiregeringer må bøje sig for, at ens mærkesager ikke altid kan gennemføres, fordi de ikke står højt hos dem, man regerer sammen med. Det minder meget om den aktuelle situation.

Socialdemokratiet er egnet til politisk at føre an i en vanskelig situation, der også kræver andet end det, der står i principprogrammet.

Jeg har endnu ikke mødt socialdemokrater, SFere eller medlemmer af Enhedslisten, som foretrækker, at Lars Løkke tager over igen, selv ikke når man kritiserer regeringen for at føre ’blå’ politik. Den nuværende internationale krise er utvivlsomt den værste siden 1929, og dermed værre end oliekrisen i 1970’erne. Men fælles for de to kriser er, at man kom over dem. Der er lys for enden af tunnelen. Socialdemokratiet er egnet til politisk at føre an i en vanskelig situation, der også kræver andet end det, der står i principprogrammet.

Men partiledelsen må forstå, at alle ministre, folketingsmedlemmer og andre ansvarlige skal ud og tale med medlemmerne, hvis partiet skal regere ud over aktuelle periode. Det kunne og gjorde Anker Jørgensen.

Også kritiske S-borgmestre må tage ansvar. Jeg vil opfordre dem til at bruge kritikken konstruktivt, eksempelvis til selv at tage initiativ og indbyde til og selv deltage i landspolitiske møder i partiet. De skylder os alle at vise, at de er lidt klogere end deres offentlige udtaleser har demonstreret.

 

Poul Juul (f. 1943) er tidligere formand for Socialdemokratiet i Fredensborgkredsen.