Han bliver kaldt for skagensmaler. Måske er det derfor, han er glemt 

Når man i dag betragter Viggo Johansens (1851-1935) mange værker, hvilket nu er muligt på Den Hirschsprungske Samlings forårsudstilling, så får man et indtryk af, at der her er tale om gammel maler.

Det virker umiddelbart som om, at hans værker hører en fortid til, som vi ikke længere sådan rigtigt kan forholde os til.

Det er ikke som hos for eksempel P.S. Krøyer eller Vilhelm Hammershøi, der nogle gange minder mere om scener fra en Ingmar Bergman-film eller et foto fra et modemagasin end om skildringer fra det moderne gennembruds Danmark.

Lyset i Viggo Johansens værker virker på en måde altmodisch. Det er ikke uden grund at han bliver kaldt ‘lampeskærmsmaler’.

Ser man derimod godt efter, så er Viggo Johansen en særdeles fremragende maler, der fortæller en historie, som vi delvist har glemt.

Det moderne gennembrud

Man kan godt sige, at hele hans oeuvre er en stor fortælling om det moderne gennembrud, som vi desværre i dag helt har overset, hvilket er både trist og i grunden også alvorligt.

Tag for eksempel et af Viggo Johansens mest berømte værker: ‘Børnene vaskes’.

Det blev udstillet på Den Store Nordiske Landbrugs-, Industri- og Kunstudstilling i København 1888.

Det var en skelsættende udstilling i Danmarks kulturhistorie, hvor man forsøgte at sætte problemer til debat, og hvor man reelt ville vise, at man var rede til radikale forandringer.

‘Børnene vaskes’ har hængt side om side med Frants Henningsens ‘Forladt. Dog ej af venner i nøden’, 1888. Begge tematiserer forhold, der også blev debatteret i offentligheden. Man talte om, at der skulle indføres fattigdomsreformer, og man talte om forbedret hygiejne.

En af de måske bedste eksempler på hvorledes reformerne var i højsædet, dengang i 1888, var at kvinder fik adgang til Kunstakademiet for første gang.

Det blev Viggo Johansens opgave at undervise dem. Og det var slet ikke noget dårligt valg, for han kom til at præge mange af de senere, førende kvindelige maleres stil, med et fokus på det hjemlige, det intime, hverdagens socialrealisme og de sparsomt oplyste rum.

Frantz Henningsen skabte meget senere en berømt kridttegning, i 1910, hvor han skildrede et møde i Bogstaveligheden. Det var en forening, der blev stiftet i 1880.

På Kridttegningen ser man forfatteren J.P. Jacobsen læse op af sin roman ’Pesten i Bergamo’. Foreningen var skabt af blandt andre xylograf og publicist, Frederik Hendriksen, der blandt andet sørgede for at Henrik Pontoppidan kunne debutere med novellen ‘Et endeligt’ i 1881, der også var et kampskrift i datidens forsøg på at reformere samfundet.

Senere skrev Henrik Pontoppidan en satirisk novelle, hvor han gjorde grin med skagenmalernes forestilling om, at de var tæt på lokalbefolkningen og ligesom fandt forståelse hos dem.

Skildrede mennesker han satte pris på

Bogstaveligheden var en forening, der satte dagsordenen for fremtiden, og selvfølgelig var Viggo Johansen med.

Ser man på de mange portrætmalerier af Viggo Johansen, der hygger sig i hans eget hjem, så er det slående, hvor meget fortælleindhold der er i dem.

Det faktum, at han mestendels skildrede mennesker, som han satte pris, og som var hans nærmeste relationer, fortæller også noget centralt.

På hans store maleri af Akademirådet, hvor han også selv sad i bestyrelsen, ser man for eksempel en ilter Frederik Hendriksen, der kommer med en indvending rettet mod rådets direktør.

Men det er ikke en agitator, som man ser udfoldet i portrættet af Frederik Hendriksen

Det er ikke tilfældigt, for Hendriksen var en af dem, der sammen med blandt andre kunsthistorikeren Karl Madsen ønskede et opgør med selvsamme kunstinstitution, der var stivnet i traditioner.

Men det er ikke en agitator, som man ser udfoldet i portrættet af Frederik Hendriksen. Det er snarere en insisterende, kompromiset mand.

Sammenstillet med Viggo Johansens andre portrætter af kunstnere, så virker det som om, at det er en tilgang til forandringer, som han satte særdeles meget pris på.

På andre af Viggo Johansens malerier ser man også Karl Madsen, Thorvald Bindesbøll, Vilhelm Hammershøi, L.A. Ring og filosoffen Harald Høffding.

De var Viggo Johansens personlige venner, men de var også en del af datidens kulturkamp. Mange af de andre skagensmalere har portrætteret kulturkritikeren Georg Brandes, og man får en klar fornemmelse af, at de ligefrem dyrkede ham som helt.

Harald Høffding, derimod, gik i clinch med ham, i det der siden er blevet kaldt for 'Nietzsche-fejden'.

Georg Brandes introducerede filosoffen Friedrich Nietzsche til Danmark i 1888 på Københavns Universitet, samtidig med at den store udstilling løb af stabelen.

Her udtalte han, at ‘Det store menneske’, kunstneren, var hævet over ‘massen’, og derfor også moralsk uafhængig.

Dette kunne Harald Høffding ikke acceptere, og han bragte en replik, hvor han agiterede for den diametralt modsatte menneskeforståelse.

Aristokratisk radikalisme

Brandes kaldte sin introduktionstale til Nietzsche for aristokratisk radikalisme, og Høffding gav sin replik overskriften: Demokratisk radikalisme.

Ifølge Høffding, var det den brede masse, der løftede Eneren op, og ikke Eneren, der løsrev sig fra massen tyngende byrde.

Ser man grundigt på den fortælling, som Viggo Johansen bringer i sine malerier, så viser den ret tydeligt, at han stod i den lejr, der nok fandt Georg Brandes betydelig, men også alt for radikal.

Viggo Johansen blev også alvorligt uvenner med P.S. Krøyer, hvilket var en tragedie, fordi hans kone nu engang var Anna Anchers kusine, og derfor familiært knyttet til kunstnerkredsen i Skagen.

Han mestrede virkelig at skildre det intime, det hverdagslige og det tyste

Det er tydeligt, at Viggo Johansen søgte et leje, hvor hans liv med kone og børn, og et arbejde, der skulle forbedre kvinders vilkår og maleriets udtryk, ikke flugtede med tidens mere radikale holdninger.

Det sagt, så er det især Viggo Johansens mange malerier af konen og børnene, der i dag fascinerer. Han mestrede virkelig at skildre det intime, det hverdagslige og det tyste.

Både det naturlige indfaldslys, som i for eksempel maleriet ‘Sovekammerscene’ fra 1885, og hans mange malerier, hvor lyset spredes fra stearinlys og lamper, er så helt igennem mesterligt lavet.

Man kan håbe på, at udstillingen på Den Hirschsprungske Samling, der senere vil blive vist på kunstmuseet i Ribe og i Skagen, vil genskabe interessen for Viggo Johansen.

Dengang var han en skattet maler, både i Danmark og i udlandet, hvor han vandt flere priser for sine værker.

Udstillingen har valgt at fokusere lidt mere nærsynet på, at Viggo Johansen så intenst skildrede livet i hjemmet, med hovedfokus på hans kone og børn, og i tidens tegn stilles der spørgsmål ved, hvor faderrollen egentlig er.

Under alle omstændigheder er det formidable malerier

Ja, han stod bag staffeliet, og man kunne måske endda indvende, at Viggo Johansen ikke skildrede alt, men det ville nok være at tale for døve ører.

Men måske er det tiltrængt med en mindre korrigering, imod tendentiøse læsninger?

Det virker i hvert fald lidt søgt, at lige netop Viggo Johansen skulle være et udtryk for et særligt mandligt fravær i hjemmet, hvor han skildrer sin kones og husholderskens arbejde og omgang med børnene.

Under alle omstændigheder er det formidable malerier, og så har jeg ikke engang omtalt hans helt særlige mesterværk, ‘Glade Jul’ fra 1891, der nok er kendt af mange.

Det viser meget reelt hvorledes Viggo Johansen faktisk var en maler af tiden, hvor lyset i maleriet er kreeret særdeles moderne og næsten abstrakt. Et nærbillede viser, hvor vildt det i grunden er.

Udstillingen på Den Hirschsprungske Samling er fremragende, men kataloget, der er udgivet af Strandberg Publishing, og som er forskningsbaseret, er knap så godt.

Ikke desto mindre bør man unde sig at se udstillingen. Nogle malerier egner sig bare udelukkende til at blive set direkte, og sådan er det med de fleste af Viggo Johansens malerier.

'Hos mig - skagensmaleren Viggo Johansen'. Den Hirschsprungske Samling, 7. februar - 5. maj, 2025.

’Hos mig - skagensmaleren Viggo Johansen’. Med tekster af forskellige forfattere og med illustrationer i farver. 274 sider. Strandberg Publishing, 2025.