Han får politikere og tillidsfolk til at møde musikere med åbent sind

Boganmeldelse

Han får politikere og tillidsfolk til at møde musikere med åbent sind

Ny bog fortæller om den kulturelle dimension, der alt for ofte bliver glemt i kampens hede, og den daglige drift i et regeringsbærende parti og en fagbevægelse, der har sejret sig selv ihjel. 'Menneskeværk' af Henrik Hansen er hurtigt læst, men sent glemt

Henrik Hansen 'Menneskeværk'
Billedtekst
Fra venstre: Stig Møller, Henrik Hansen, Frede (Fup) Norbrink, Wili Jønsson, Tania Viit og Peter Ingemann
Foto: Privat

Kender du historien om dengang sangeren Kim Larsen blev ramt af retfærdighedssans? I avisen læste han om en dreng med en alvorlig sygdom, som det danske sundhedsvæsen havde opgivet at helbrede. 

Den eneste mulighed var operation i USA, men det var en bekostelig affære, som forældrene ikke havde råd til.

Drengen optrådte anonymt i artiklen, men Larsen ville gerne hjælpe, og spurgte Henrik Hansen, om han kunne skaffe sangeren i kontakt med drengen. 

Larsen stillede kun én betingelse for sin hjælp, nemlig at den forblev en sag mellem sangeren og familien. Det skulle ikke ud i offentligheden.

"Nogen vil måske mene, at det er privat socialpolitik", reflekterede Hansen bagefter. Selv mener han imidlertid, at "Larsen påtog sig den opgave, som samfundet ikke kunne løse". 

Læs også:Har sosserne helt glemt at synge og danse?

Sangerens diskretion handlede om, at han "ikke havde lyst til at blive fremstillet som den barmhjertige samaritaner eller til at blive hædret for sin godhed. Han søgte bare retfærdighed og tog ansvar. Det ER jo politik, selv om jeg ved, at han aldrig selv ville beskrive det som sådan". 

Henrik Hansen fortæller i sin netop udkomne bog, 'Menneskeværk' om et liv, som den evige brobygger mellem Socialdemokratiet, fagbevægelsen og et kulturmiljø med navne som Kim Larsen, Peter Ingemann, Allan Olsen, Erik Clausen, Leif Sylvester, Annika Aakjær og mange, mange flere. 

Mange kasketter

Selv er Henrik Hansen (f. 1959) vokset op i Helsingør. Her indledte han karrieren som værftsarbejder, bryggeriarbejder og langturschauffør, blev formand for DSU i hjembyen, rejsesekretær i Socialdemokratiet, højskolelærer på Solhavegården, underviser i fagforbundet SID, musikproducer, tourmanager og meget mere i musikmiljøet. 

I dag er han forbundsunderviser i 3F.

Læs også:Ny bog kalder på genoplivning af klassekampen

Når Hansen fortæller historien om Larsen og den syge dreng, er det ikke for at prale af sit bekendtskab med nationalskjalden, men for at give "et vidnesbyrd om et godt menneske. En kunstner, som i al sin enkelhed var optaget af det samfund, han var en del af."

Lad os blive et øjeblik ved Kim Larsen.

I juni 1994 begyndte en af nyere tids mest omfattende strejker, da chaufførerne i RiBus gik i strejke for at bevare deres arbejde i busselskabet. Konflikten blev langvarig, hård og brutal - og kom efterhånden også til at handle om, hvem der vandt befolkningens sympati. 

'Menneskeværk' handler om meget mere end Kim Larsen

Henrik Hansen var på det tidspunkt ansat i Specialarbejderforbundet SID, og fik til opgave at vinde Kim Larsen for sagen. Den endte med, at Larsen sang ved en støttekoncert for chaufførerne i Esbjerg.

Hansen kørte Larsen fra dennes bopæl i Odense til Esbjerg. På turen bad Larsen Hansen om at sætte ham godt og grundigt ind i konflikten. Det gjorde Hansen. 

På et pressemøde i forbindelse med støttekoncerten kvitterede Larsen med ordene: "Det er noget møg, når borgerne i Esbjerg ikke kan køre med bussen".

Et skatkammer af anekdoter

I 'Menneskeværk' skriver Hansen, at Larsen formåede at gøre det komplicerede enkelt, "men man skal ikke lade sig snyde. Inde bag ved det simple gemte der sig et uhyre vidende menneske, som til enhver tid ville kunne gå ind i diskussionens detaljer".

'Menneskeværk' handler om meget mere end Kim Larsen, Himmelblåfonden og Det Dårlige Selskab. Vi hører om dengang sangeren Allan Olsen videregav en pris, han havde modtaget, til et børnehospital i Cuba.

Læs også:Ny bog om venstrefløjen er yderst relevant læsning

Dengang Michael Falch, Niels Skousen, Anne Dorthe Michelsen, Erik Clausen, Allan Olsen, Niels Hausgaard, den allestedsnærværende Larsen og mange flere gik sammen om at hylde Anker Jørgensen på dennes 85-års fødselsdag. 

Da Rene Dif skrev en sang til Poul Nyrup Rasmussens sociale netværk Headspace. MosamBigband der drog til Mozambique, hvor de gav koncert foran et bagtæppe, som Leif Sylvester havde skabt sammen med lokale kunstnere.

'Menneskeværk' er et skatkammer af muntre, livgivende og ikke mindst tankevækkende anekdoter, der alle sammen til syvende og sidst handler om, hvor berigende det er, når mennesker der vil forandre verden til det bedre, går sammen og inspirerer hinanden. 

'Menneskeværk' er en lille perle af en bog, som jeg anbefaler enhver tillidsmand at læse

Henrik Hansen har igen og igen i sit liv bragt kunstnere, tillidsfolk og kulturpersonligheder sammen. Hans mission har været og er, at politikere og organisationsfolk ikke skal forsøge at spænde kunsten for deres vogn, men lade sig inspirere til at se verden med friske øjne. 

Omvendt tilslutter han sig Anker Jørgensens bemærkning om, at kunstnerne heller ikke skal spænde politikerne for deres vogn.

En lille perle af en bog

Bogen er hurtigt læst, men sent glemt. For den fortæller om den kulturelle dimension, der alt for ofte bliver glemt i kampens hede, og den daglige drift i et regeringsbærende parti og en fagbevægelse, der med en tidligere formands ord har sejret helt ad helvede til. 

Men arbejderbevægelsen er gjort af sang, fest og farver - og Hansens bog minder én om rigdommen i en bevægelse, der også handler om den helt elementære lyst til at leve livet fuldt ud og i fællesskab.

Læs også:Bøger er en hjertesag for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet

'Menneskeværk' er en lille perle af en bog, som jeg anbefaler enhver tillidsmand at læse. Og socialdemokratiske partiforeninger i hele landet vil kunne få glæde ud af at invitere Hansen på besøg med bogen og en stak anekdoter under armen.

Personligt kunne jeg godt have klaret endnu flere anekdoter, gerne på bekostning af et par kapitler med tilløb til teoretisering. Det er slet ikke nødvendigt med teori. 

Det er nemlig så indlysende rigtigt, hvad Hansen gør. Han forbinder de politiske med de krøllede hjerner.

Tak for det.

 

Henrik Hansen. 'Menneskeværk. Historier fra krydsfeltet mellem kunst, politik og ansvar'. 191 sider. Illustreret. Forlaget Indblik. Udkommer i dag.

Niels Frid-Nielsen

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.