“Han gør det eneste, man ikke skal gøre”

Politisk kommentator hård i sin bedømmelse af Frederiksberg-borgmester Simon Aggesens hastige flugt fra TV-program.
Foto: Frederiksberg Kommune/Andreas Houmann
Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K)
“Han gør det eneste, man ikke skal gøre.”

Den politiske kommentator og kommunikationsrådgiver - med en fortid som pressechef hos De Konservative, Benny Damsgaard, er hård i sin bedømmelse af Fredriksberg-borgmester Simon Aggesens hastige flugt fra et live-interview med værten i DR’s kommunalvalgsprogram, ‘Kommunekontoret’, på DR2 torsdag aften.

Det er bare dumt

“Simon Aggesen gør en ikke-historie til en historie i Ekstra Bladet og nu også i Netavisen Pio. Rent kommunikationsmæssigt gør han det eneste, man ikke skal gøre. Det er bare dumt,” siger Benny Damsgaard til Netavisen Pio.

Ville ikke svare på spørgsmål om bolig-sag

I torsdagens udgave af ‘Kommunekontoret’ oplyses det, at Aggesen smuttede kort før han skulle have været på live, fordi DR-journalisten - ud over en række kommunalpolitiske emner - også ville spørge ind til en meget omtalt bolig-sag, hvor borgmesteren og hans kone spiller hovedrollen.

Ekstra Bladet har i en stribe artikler afdækket sagen.

vurderet, at Simon Aggesen fik særbehandling af forvaltningen i Frederiksberg Kommune

Over for Netavisen Pio har ekspert i kommunal forvaltning, Roger Buch, vurderet, at Simon Aggesen fik særbehandling af forvaltningen i Frederiksberg Kommune i sagen, der gav en gevinst til borgmester-parret på over 11 millioner kroner.

Ombudsmanden har siden bedømt sagen. Han fandt dog ikke grundlag for at gå videre med sagen.

Aggesens tomme stol

20 minutter inde i torsdagens udgave af ‘Kommunekontoret’ siger Anders Stegger:

“Nu var det egentlig meningen, at jeg skulle have budt velkommen til Simon Aggesen. Og så ville jeg have spurgt ham om, hvad han tænker, når han tænker tilbage på alle de her gamle konservative borgmestre (På Frederiksberg har partiet haft magten uafbrudt gennem 112 år, red.), og hvordan det føles - muligvis - at være den borgmester, der må afgive magten. For det er meget tæt på Frederiksberg.”

Stegger fortsætter:

“Og så skulle vi have snakket om nogle af de udfordringer Simon Aggesen har. Den aller-aller største er, at en tredjedel af vælgerne på Frederiksberg stemmer for allerførste gang. Og derefter - efter at have drukket lidt kaffe - ville vi have drøftet en anden sag, som har skygget over hans valgkamp. Nemlig bolig-sagen.”

Han ville ikke tale om bolig-sagen, og derfor gik han

DR2-værten forklarer dernæst, at Aggesen “kort før udsendelsen valgte at sige nej tak til vores spørgsmål. Han ville ikke tale om bolig-sagen, og derfor gik han. Det er vi ærgerlige over, for vi ville rigtig gerne have lavet det her interview.”

‘Kommunekontoret’ viser herefter billeder af den tomme stol, hvor Aggesen skulle have siddet. I godt tre et halvt minut - den tid interviewet skulle have taget - får seerne i stedet billeder af Gudenåen, Lillebælt og andre naturskønne områder i Danmark. Tilsat muzakagtig underlægningsmusik.

“Man skal aldrig udvandre”

Ekstra Bladet beskrev før weekenden Simon Aggesens hastige afsked med ‘Kommunekontoret’ under overskriften: “Skrider fra TV-studie: Ville spørge til hans bolig-sag”.

Netop omtalen i Ekstra Bladet viser, mener Benny Damsgaard, at Simon Aggesen tog en helt forkert beslutning, da han - tilsyneladende meget impulsivt - valgte at forlade TV-studiet:

“Altså ‘Kommunekontoret’ griller ikke dem, de interviewer. Simon Aggesen skulle være blevet og gennemført interviewet, der - efter det oplyste - også skulle have handlet om en række andre ting. Man skal i hvert fald aldrig udvandre - så hellere tale sort.”

Benny Damsgaard betegner borgmesterens beslutning om at fordufte i en ruf, som “i bund og grund urutineret”:

Han har forsøgt at være en blød social-konservativ borgmester

“Der er ingen tvivl om at sagen (Bolig-sagen, red.) går ham på. Det er hans akilleshæl i en meget svær valgkamp. Han har jo ellers gjort alt det han skal for at generobre magten derude. Han har været relativt imødekommende. Han har forsøgt at være en blød social-konservativ borgmester, der også kan trække stemmer hen over midten,” lyder vurderingen fra Benny Damsgaard.

Aggesen fortsat tavs om bolig-sagen

Netavisen Pio har spurgt Simon Aggesen, hvorfor han mere præcist valgte at udvandre fra DR2-studiet, og også hvorfor han ikke ønsker at tale om bolig-sagen.

Men Aggesen er ikke vendt tilbage til Netavisen Pio inden for den fastsatte tidsfrist.

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Hvis jeg boede på Frederiksberg ville Simon Aggesen være den sidste jeg stemte på.
Smart og glat.

Simon Aggesen havde en klar politisk holdning, der kun varede, indtil han selv kunne score kassen for egen vindings skyld. En moralsk fadæse der næppe bringer borgmesterposten tilbage.

tænk, at man kan stikke en hel livsindkomst i lommen uden at rører en finger. Ikke så sær de borgerlige partier, herunder Aggersens De Konservative (de ordentlige og anstændige) vil have fjernet velfærdsstaten. For hvis alle fik muligheder som Aggersen, hvem søren skal så lave arbejdet. Hvem skal så renovere Aggersens lejlighed? Hvem skal så tømme Aggersens skraldespand og rydde op i hans køkken - Skal han så virkelig selv gøre sit arbejde?

Stem Konservativ. Så ved du hvem der sidder på pengene. De ordentlige og anstændig.

Vi andre ved jo alligevel ikke hvad vi skal bruge penge til. Vi vil hellere bare arbejde, se fodbold, æde, knalde og sove.

Med hans yderst smalle sejr sidste gang in mente sammen med det forhold at Frederiksberg er udsat for samme demografiske ændringer som København (bare med lidt forsinkelse), behøvede Simon Aggesen såmænd ikke engang selv kvaje sig for at tabe magten. Det ville ske helt af sig selv alligevel.

Annonce