Hans Engell: Ellemanns kurs mere midtersøgende

Den politiske kommentator opfatter Ellemann som klart mere midtersøgende end sine forgængere i Anders Fogh og Lars Løkke
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er af de konservative og andre på den blå flanke blevet beskyldt for at være ville indføre socialisme ad bagdøren, fordi han har foreslået, at erhvervslivet - til gengæld for en udvidelse af hjælpepakkerne - skal acceptere et forbud mod at udbetale udbytte til aktionærerne.

Kommentatorer har også bemærket, at Ellemann nu pludselig er varm fortaler for at lade staten sparke gang i økonomien ved at  fremrykke en lang række offentlige investeringer - et finanspolitisk instrument, som ellers især Socialdemokratiet og venstrefløjen holder af.

placeholder

 

Men politisk kommentator, Hans Engell, afviser, at corona-krisen har gjort Jakob Ellemann rød, men Engell opfatter derimod Ellemann som mere midtersøgende end sine forgængere:

Jakob Ellemann er ikke bange for at gøre sig uvenner med det klassiske bagland

“Jeg ser ikke Ellemann som “rød”, men jeg ser ham meget orienteret i retning at skabe en ny platform for Venstre. Den politiske virkelighed som bliver hans i de kommende år, det er en helt anden end den som både Fogh og Løkke var i. Politisk oplever jeg ham som mere midterorienteret end forgængerne,” siger Hans Engell til Netavisen Pio.

“Vi så det allerede da Ellemann trådte til som miljø- og fødevareminister, hvor han lagde vægt på at det var miljøet, der havde hans første prioritet, og fødevarerne - og dermed Venstres højtelskede landbrug - som havde en mindre prioritet. Det fik han jo ikke megen tak for. Især ikke i det midtjyske Venstre. Den linje har han jo så forfulgt siden,” understreger Hans Engell.

“Jakob Ellemann er ikke bange for at gøre sig uvenner med det klassiske bagland. Det kunne man også se med det med udbytterne. Det fik han jo mildest talt tæsk for, blandt andet i Berlingske.”

Styrer i høj grad i forhold til de radikale

Ifølge Hans Engell ser Jakob Ellemann anderledes på den politiske scene end sine forgængere Anders Fogh og Lars Løkke:

Det er tydeligt, at han i høj grad styrer i forhold til de radikale

“Det er tydeligt, at han i høj grad styrer i forhold til de radikale. Om han kommer til at bruge det til noget på noget tidspunkt, det er helt uvist. Som situationen er i dag, er der ikke noget, der tyder på det. Men det er meget bemærkelsesværdigt, hvor nært forholdet er mellem Jakob Ellemann og Morten Østergaard. Og det er også meget tydeligt, at de på en række politikområder lægger sig tæt på hinanden og koordinerer,” vurderer Hans Engell og fortsætter:

“Det er klart, at de radikale er en del af det parlamentariske grundlag for S-regeringen, men det er også tydeligt, at Morten Østergaard og Jakob Ellemann bevæger sig tæt på hinanden. De radikale og Venstre har et bedre forhold til hinanden end de to partier har haft meget, meget længe.

Hans Engell føjer til, at han godt kan se for sig, “at Ellemann aktivt vil arbejde for at få et endnu tættere forhold til de radikale.”

De radikale og Venstre har et bedre forhold til hinanden end de to partier har haft meget, meget længe

V-formanden “meget anderledes”

Ifølge Hans Engell tænker Jakob Ellemann både strategisk og politisk:

“Ellemann tænker på, at der kan komme et opbrud i det politiske - og det kan være interessant for ham. Men derudover er det også dér hans egen personlige politiske vinkel er. Han er meget præget af sin egen baggrund: Det private erhvervsliv, Mærsk, forsvaret, han bor i det storkøbenhavnske område og har ikke de klassiske Venstre-rødder.”

Han er meget præget af sin egen baggrund

Hans Engell understreger, at Jakob Ellemann er meget anderledes end sine forgængere Anders Fogh og Lars Løkke - og minder i den forbindelse om, at Jakob Ellemann tilbage i 2007 ikke alene flirtede med Ny Alliance, men rent faktisk meldte sig ud af Venstre og meldte sig í stedet under fanerne hos Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg. Dengang Ny Alliance-parolen lød “nok er nok” - med henvisning til den stadigt strammere og strammere udlændinge- og integrationspolitik, som den Venstre-ledede regering havde ført i perioden 2001-2007 i et nært samarbejde med Dansk Folkeparti:

“Jakob Ellemann bedstefar var Venstre sognerådsformand, hans farfar var Venstre-folketingsmedlem og Venstre-redaktør. Hans far var formand for Venstre og udenrigsminister i ti år. Det kræver godt nok meget, at man så melder sig ud af Venstre for at melde sig ind i Ny Alliance, for så at vende tilbage til Venstre og så blive formand. Det fortæller jo også noget om en politisk placering, som gør ham meget anderledes end forgængerne. Hans forgængere var stort set alle sammen medlem af VU fra de gik i korte bukser.”

“Så derfor er hans profil anderledes. Jeg tror simpelthen at hans politiske projekt er et andet end forgængernes.”

Ellemanns store test: Klimaet

Hans Engell vurderer, at Ellemann - når Christiansborg inden længe igen får tid og mulighed for at tage sig af andet end corona-krisen - står over for den hidtil største politiske udfordring:

“Hans helt store udfordring - her ser jeg bort fra Venstres håndtering af corona-krisen - bliver spørgsmålet om klimaaftaler. Det bliver dér, hvor han kommer til at vise, om han kan noget i forhold til Socialdemokratiet og De Radikale - eller om han ikke kan være med.”

Hans Engell vurderer, at klimaudfordringerne - ud over corona-krisen - bliver denne valgperiodes mest betydningsfulde opgave for Ellemann:

Det bliver dér, hvor Ellemann skal vise sit værd

“Der er ikke den store forventning om, at Venstre kan eller vil være med på tidlig pension, men på klimaet er der da i den grad forventninger. Det bliver dér, hvor Ellemann skal vise sit værd. Det bliver det største i denne her valgperiode. Det bliver den største politiske udfordring for ham. Her står Jakob Ellemann sammen med Sandahl (Administrerende direktør hos Dansk Industri, red.) og Dansk Industri og de store virksomheder, der gerne vil lave noget på klimaet. Det er dér, han er. Men politisk kan det jo blive en svær manøvre,” spår Hans Engell.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Måske arbejder han på en fusion af Venstre og Radikale Venstre til et nyt Forenede Venstre. Partierne har jo engang i fordums tider været ét og samme parti. Østergaard virker til at være meget glad for Ellemanns politik (eller mangel på samme).

Et VR ja måske om mange år, men det tror jeg nu ikke på, da de ikke vil kunne få støtte fra DF gr. udlændingepolitikken. Men hvem ved.
I dag er Berlingske fyldt med begrebet Løkke contra Ellemann, P 1 på DR også, hvor Løkke optræder og fører sig selv frem som oppositions leder. Hvad har han gang i. Han har ingen indflydelse, hvad vil han ?? Og mere underligt, Berlingske er kommet i besiddelse af hemmeligt notat fra partiledermødet med Mette F i går, som lækker hvem der skal åbne op først. Hvad er det for en blå blok, hullet som en si.
De meler kun egen kage, befolkningens ve og vel, tæller ikke, kun kapring af vælgere til eget formål. Ulækkert. Men sådan er politik, når det er grimmest. Mette F kom de blå i møde og inddrog dem i forhandlingerne, og fik som tak, shit i hovedet. Jeg mangler konkret plan fra de blå om, hvad der sundhedsmæssigt og forsvarligt kan genåbnes og at de tager ansvaret på sig. Lige nu råbes det blot i øst og vest.

Ellemann har kun et problem, et stort problem. Han kan ikke styre Lars L. Lars L kiler sig ind mellem Ellemann og venstres folketingsgruppes ret til at udtale sig om venstres politik. hvorfor mon? Umiddelbart syntes Lars L. ikke at respektere v. folketingsgruppe om , hvem som har taleret offentligt, og mon ikke Lars L. har en intention om politisk at komme tilbage på den politiske arena ved næste valg. Magt har ingen grænser. De lange knives nætter. Sådan er politik. Den stærke snyder den mindre stærke. Ingen næskærlighed

Annonce