Annonce

Har Danmark verdens bedste erhversklima? Åh nej…

Ifølge magasinet Forbes har Danmark verdens bedste erhvervsklima. Det er især parametre som personlig frihed, teknologi og handelsfrihed, der placerer Danmark som nummer et. Men det virker til, at højrefløjen hverken kan eller vil se Danmarks styrker i øjnene.
“I’m a hazard to myself.” Sådan lød det fra den amerikanske popsangerinde Pink i 2002. Og sådan må det også føles at tilhøre den danske højrefløj, der igen-igen har kritiseret det danske velfærdssamfund, vores skatteniveau og vores muligheder for at drive virksomheder.

I direkte kontrast til denne sortseende pessimisme og fokus på at tale Danmark ned, som har kendetegnet højrefløjen, så fremhæver en ny opgørelse fra det amerikanske erhvervsmagasin Forbes Danmark, som havende verdens bedste erhvervsklima. Målt på 11 afgørende parametre indtager Danmark førstepladsen på podiet i direkte konkurrence mellem 146 lande.

Danmarks skattesystem er et decideret plus
Højrefløjens manglende forståelse for Danmarks potentialer og styrkepositioner er netop til fare for både den selv og alle andre, der lever i gode gamle Dannevang. Ifølge Forbes ligger Danmarks styrker på parametre som personlig frihed, korruption, teknologi og handelsfrihed, der alle giver Danmark en placering blandt top ti.

Et ret opsigtsvækkende resultat er, at selv når det kommer til Forbes’ ranking på skat, indtager Danmark en fornem placering som nummer 12, mens man skal helt ned på en placering som nummer 43 for at finde et land som USA. På den måde fremhæver Forbes faktisk vores erhvervsbeskatning, som en en decideret styrkeposition for Danmark, hvilket bekræfter, at vi har brug for et mere nuanceret perspektiv på sammensætning af vores skatter herhjemme.

For tænk nu, hvis vores skattesystem ikke bare var en forhindring og en barriere for vores virksomheder og vores vækst. Tænk nu, hvis et effektivt skattesystem faktisk var en forudsætning for Danmarks styrkepositioner på en række af de øvrige parametre. Det lyder næsten kættersk at opliste skat som en fordel for Danmark.

Men noget tyder netop på, at der kunne være potentiale i et skatteniveau, som blandt andet kan være med til at sikre vores flexicurity-model. En model som netop lovprises i forbindelse med Forbes’ argumenter bag Danmarks førsteplads.

Højrefløjen er forblændet af deres egen ideologi
Topøkonom John Weis fra kreditvurderingsbureauet Moody’s giver således følgende begrundelse for Danmarks topplacering: ”Modellen tilskynder økonomisk effektivitet, hvor arbejdstagere får de job, som de er bedst egnet til,” og siger endvidere: ”Og så giver modellen arbejdsgivere mulighed for hurtig omstilling og for at omplacere ressourcerne på arbejdspladserne.”

Det fremstår råbende hyklerisk, ideologisk forblændet og direkte selvskadende, når højrefløjen fortsætter med at ignorere Danmarks massive styrkepositioner og fortsætter med at trække Danmark ned i et sort hul.

For at slutte af hvor jeg startede, så må de sortseende politiske stemmer på højrefløjen ofte føle sig, som Pink beskriver i afslutningen af sin sang:

“So irritating, don’t wanna be my friend no more.
I wanna be somebody else, don’t let me get me.
I’m my own worst enemy.”

Jens Jonathan Steen (f. 1981) er medstifter af og analysechef i Tænketanken Cevea.

LÆS OGSÅ: Verdens bedste erhvervsklima finder du i Danmark

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet