Har regeringen en ligestillingspolitik?

Kommentar: Regeringen vil have flere kvindelige IT-programmører, og der skal bruges lidt penge fra satspuljen på at bekæmpe social kontrol. Men hvad er egentlig regeringens visioner på ligestillingsområdet?
”Jeg skal hilse fra ministeren for nordisk samarbejde og... noget andet ligegyldigt”. Sådan lød det umiddelbart efter udnævnelsen af den nye VLAK-regering fra Jakob Ellemann på et møde i Venstre folketingsgruppe. Den minister, han skulle hilse fra, var hans søster, Karen Ellemann, der ud over at være minister for nordisk samarbejde også er minister for ligestilling.

Selvom Jakob Ellemanns kommentar formentlig primært skal ses i lyset af skuffelsen over den måde, hvorpå Løkke blandede kortene på i forbindelse med dannelsen af VLAK-regeringen, så afspejler udtalelsen måske meget godt, at ligestillingspolitik ikke har nogen stor stjerne, hverken i den nuværende VLAK-regering eller i den tidligere Venstreregering.

I anledning af 8. marts giver ligestillingsminister Karen Ellemann i dag et interview til Ugebrevet A4. Interviewet er på mange måde symptomatisk for regeringens ligestillingspolitik: Vi synes skam ligestilling er vigtigt, vi synes for eksempel det er vigtigt at fædre holder barsel, men bortset fra nogle ambassadørkampagner er det altså ikke noget vi har tænkt os at gøre noget ved – det må folk selv finde ud af.

Netavisen Pio har i anledning af kvindernes internationale kampdag forsøgt at undersøge, hvad regeringen egentlig har af politiske ambitioner på ligestillingsrådet.

Regeringsgrundlag: Flere kvinder inden for programmering
I regeringsgrundlaget fylder afsnittet om ligestilling en lille side. Her finder man fine formuleringer om, at ”Ligestilling mellem kvinder og mænd er grundlæggende for vores demokrati og en forudsætning for den enkeltes frihed og muligheder”. Det er imidlertid småt med konkrete forslag.

Det længste afsnit i regeringsgrundlaget handler om at ”igangsætte en indsats på tværs af virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som skal fremme pigers og kvinders interesse for it og programmering”. Det skal blandt andet ske gennem ”rollemodeller, praktik og aktiviteter.”

Derudover taler regeringsgrundlaget om at ”indgå alliancer på centrale ligestillingsområder for at skubbe på udviklingen, blandt andet i forbindelse med det kønsopdelte uddannelsesvalg og fædres brug af orlov.”. Hvad der præcis ligger i disse alliancer, hvad succeskriteriet er og hvornår vi ser noget i praksis, fremgår dog ikke.

Regeringen skriver også lidt om opgør med social kontrol i minoritetsmiljøer. Der er dog ikke meget nyt under solen, idet regeringen henviser til penge, der allerede er afsat fra satspuljen, med opbakning fra alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet.

Lovforslag handler kun om at tilbagerulle lovgivning
Men selvom regeringsgrundlaget ikke er voldsomt konkret, kan det jo godt være, at den alligevel fremlægger masser af nye forslag til lovgivning på ligestillingsområdet?

Tilbage i oktober 2016 fremgik det af regeringens lovprogram, at daværende Minister for Børn, Undervisning og Ligestilling ville fremsætte 13 lovforslag. Alle forslagene vedrørte dog børne- og undervisningsområdet – ingen af forslagene nævnte ligestilling som motivation.

Trane Nørby nåede at fremsætte 10 forslag inden hun stoppede. Den nye minister for ligestilling og nordisk samarbejde, Karen Ellemann, har ifølge Folketingets hjemmeside ikke fremsat nogen lovforslag. Heller ikke på beskæftigelsesministerens område, som eksempelvis ligeløn og barsel hører under, finder man lovforslag vedrørende ligestillingsrådet, hverken før eller efter regeringsomdannelsen.

Af den tidligere Venstreregerings egen liste over resultater for det første år, altså året 2015-2016, finder man kun ét lovforslag, der direkte vedrører ligestillingsområdet. Forslaget handler om at begrænse reglerne for kønsopdelt lønstatistik, så de kun vedrører virksomheder med mindst 35 ansatte, heraf mindst 10 af hvert køn med samme arbejdsfunktion.

Tidligere omfattede reglerne arbejdspladser med mindst 10 fuldtidsbeskæftigede, heraf mindst 3 mænd og 3 kvinder, uden krav om, at de skulle udføre samme arbejdsfunktion. Der var altså tale om en indskrænkning af reglerne, og det fremgik da også af regeringens egne bemærkninger til lovforslaget, at det ”vurderes at have negative ligestillingsmæssige konsekvenser”. En samlet opposition stemte imod forslaget, som dog blev vedtaget med snævert flertal.

Skal man fremhæve forslag, der trækker i en positiv retning, kan Justitsministerens seneste udspil mod hævnporno, Skærpet indsats mod digitale sexkrænkelser, nævnes som et eksempel. Det er et område med meget bevågenhed, men også et område med bred konsensus mellem partierne om, at der er brug for ny lovgivning.

Vil regeringen ikke være politikere?
Seneste har ministeren udsendt Redegørelse/ Perspektiv- og handlingsplan 2017. Den indeholder mange fine ord og hensigter, men kigger man efter politisk handling, er der ikke meget nyt at komme efter. Der er primært tale om en opremsning af, hvad der allerede er sat i gang.

Der tales om oplysning, information og evaluering af tidligere indsatser, og måske om lidt penge fra satspuljen til at få lavet nogle undersøgelser. Men når det kommer til konkret politisk handling, er det småt med tiltag.

Tilbage står altså indtrykket af en regering, der grundlæggende er blottet for lysten, evnen eller viljen til at formulere en politisk vision for ligestillingsområdet. Mange af de enkelte tiltag, regeringen har sat i søen, kan vær udmærkede.

Men det virker snarere som noget der er udgået fra en forvaltning, end som noget der er formuleret af politikere. Tilbage står derfor stadig spørgsmålet om, hvad der egentlig er regeringens – politiske – visioner på ligestillingsområdet.


Flere artikler om emnet

Annonce