”Havde Stauning fulgt Finansministeriets logik, havde Danmark været et helt andet samfund”

De økonomiske regnemodeller bygger på tvivlsomme antagelser og skævvrider den politiske debat, mener tidligere finansminister
Vi skal være glade for, at Thorvald Stauning ikke udformede sin politik efter de regnemodeller, som bruges i Finansministeriet i dag. For så ville vi formentlig ikke huske Stauning som manden, der med en omfattende socialreform lagde grunden til velfærdsstaten. Det mener tidligere finansminister Mogens Lykketoft:

”Hvis Stauning skulle have rettet sig efter de her stærkt forvredne, tvistede og forkerte regnestykker, så havde det danske samfund lignet det værste vi kender fra USA, mere end det ligner det danske samfund, vi har i dag. Det forhold, at de samfund, der har den højeste sociale standarder og de højeste skatter også er blandt verdens rigeste og mest konkurrencekraftige, er jo et selvstændigt dementi af den logik, der ligger i regnemodellerne.”

Mogens Lykketoft deltog tirsdag eftermiddag på en konference arrangeret af Enhedslisten, i forbindelse med, at partiet præsenterede en større rapport om de økonomiske regnemodeller, der bruges i Finansministeriet.

Netavisen Pio har efterfølgende talt med Mogens Lykketoft, som roser Enhedslisten for at sætte fokus på området:

”Sandheden er jo, at den måde, man regner på, er helt afgørende for bedømmelsen af mange politiske projekters økonomi og dermed de politiske prioriteringer. Derfor er det selvfølgelig helt uholdbart, at man har et system, som er helt skævt”.

Favoriserer lavere skat frem for velfærd

Mogens Lykketoft har to overordnede kritikpunkter af de regnemodeller, der i dag bruges i Finansministeriet:

”Det ene er, at man har en selvfinansieringsfaktor – en såkaldt dynamisk effekt – på skattelettelser. Mens at når det gælder offentlige udgifter – social sammenhængskraft, uddannelse, forskning, infrastruktur, miljø – så har man ikke nogen dynamisk effekt, det er bare en omkostning. Det er selvfølgelig forkert, det det strider mod enhver erfaring.”

En ”dynamisk effekt” vil sige, at et forslag forventes at få folk til at ændre adfærd, for eksempel at arbejde mere (arbejdsudbud) eller arbejde mere effektivt (produktivitet).

”Den anden ting er, at de forudsætninger for de dynamiske effekter, man faktisk regner med, er uhyre dubiøse, uhyre tvivlsomme. Man har ikke på dansk grund nogen erfaringer i nyere tid, som underbygger dem.”

Det er ifølge Mogens Lykketoft især spørgsmålet om, hvorvidt lavere skat for de højest lønnede vil få folk til at arbejde mere.

Det mener Finansministeriet, som eksempelvis beregner, at en afskaffelse af topskatten vil øge udbuddet af arbejdskraft med hvad der svarer til godt 8.000 personer. Det vil føre til højere skatteindtægter og betyde, at cirka halvdelen af de penge, det koster at afskaffe topskatten, vil komme tilbage til statskassen.

Den antagelse bygger på et studie der er mere end tyve år gammelt og indeholder en række betydelige usikkerheder. Konsekvensen er ifølge Lykketoft, at politiske beslutninger bliver truffet på et skævt grundlag.

Han finder det også problematisk, at påvirkningen på miljø og klima slet ikke indfanges af regnemodellerne, selvom det har stor betydning:

”Der er nogle voldsomme negative konsekvenser ved ikke at gøre noget ved klimaændringerne. Det kan man bare ikke regne på samme måde. Men det er jo også kun et spørgsmål om næste generations overlevelse.”

Regnede ikke med dynamiske virkninger i 90'erne

Mogens Lykketoft var selv finansminister fra 1993 til 2000. Dengang brugte Finansministeriet også modeller til at regne på konsekvenserne af den økonomiske politik. Men modellerne indregnede ikke dynamiske effekter. Det kom først op gennem nullerne.

”Det var Anders Fogh Rasmussen, som var den drivende kraft i at ændre modellerne. Det passede i hans politiske kram at prioritere skattelettelser. I de otte år jeg var finansminister, regnede man ikke med dynamiske virkninger. Det, at man hverken regner med dynamik i forhold til skattelettelser eller offentligt forbrug er i hvert fald mere nøgternt end det, man gør i øjeblikket”

Da Socialdemokratiet igen rykkede ind i Finansministeriet i 2011, overtog man i det store og hele de ændringer, der var blevet indført under Fogh-regeringen små ti år tidligere.

Hvordan bør man fremadrettet skabe balance mellem offentlige udgifter og lavere skat – skal vi tilbage til slet ikke at regne med dynamiske effekter, eller bør vi forsøge at måle de dynamiske effekterne af offentligt udgifter?

”Vi er ret langt med at kunne regne dynamiske effekter. Man skal bare være opmærksom på, at der er et meget stort felt, hvor vi i sagens natur ikke kan regne dynamik på samme måde, som man prøver at gøre det med uddannelse og forskning. For eksempel i forhold til alt det, der handler om at få de grønne og bæredygtige løsninger. Det ikke at ødelægge klimaet og miljøet må også veje med, men nok på en lidt anden måde.”

Husk den sociale vurdering

Mogens Lykketoft advarer også mod, at man i den økonomiske debat stirrer sig blinde på målsætningen om at øge arbejdsudbuddet. For selv hvis et forslag viser sig at have kunne øge arbejdsudbuddet, så må der også være en politisk og social vurdering af, om forslaget er rimeligt:

”Hvis det er rigtigt, at kontanthjælpsloftet bringer nogle hundreder i arbejde, fordi de bøjer sig ned efter en lavere løn, end de ellers ville have gjort, men at der til gengæld blandt det meget større antal, der ikke kommer i arbejde, er 16.000 børn der vokser op i fattigdom, er det så en god handel? Er det en acceptabel, politisk manøvre? Svaret er efter min mening nej.”

Og netop de langsigtede, sociale konsekvenser er et andet område, som slet ikke indfanges af de økonomiske modeller:

”Alt hvad vi ved om fattige børns videre færd viser, at det ikke alene uanstændigt, at lade børn vokse op i fattigdom, det kan heller ikke betale sig økonomisk.”


Kommentarer fra Facebook

Annonce