Heksejura fylder 400 år

Trolddomsforordningen idømte dødsstraf til hekse, men indførte også moderne retsprincipper. Den kontroversielle lov fylder 400 år.

Den var religiøs kontrol i højeste potens, men den indførte moderne retsprincipper. Den idømte dødsstraf for en fiktiv forbrydelse, men den lod tvivlen komme den anklagede til gode. Den accepterede tortur, men den sikrede retten til at appellere sin dom. Den såkaldte ”trolddomsforordning” er et af de mest kontroversielle stykker dansk lovgivning nogensinde. I år fylder den 400 år.

”Forordning for troldfolk og deres medvidere”, som den såkaldte trolddomsforordning havde som officielt navn, blev indført i 1617 som en fejring af 100-året for reformationen. Og for at forstå det juridiske bagtæppe for trolddomsforordningen og hekseafbrændingerne, starter vi dér – ved reformationen. Ved kirken i den tyske by Wittenberg, hvis port lagde bjælker til Luthers opsømmede teser og dermed blev arnestedet for den protestantiske reformation.

Kirken som den dømmende magt
Det er efterhånden velbeskrevet, at det lutheranske brud med Rom havde indflydelse langt ind i det verdslige samfund – med trediveårskrigen som det bedste eksempel.

Reformationens indflydelse strakte sig dog også langt ind i retssystemet. Den såkaldte kanoniske ret, som kirken dømte efter op gennem Middelalderen, var en hjørnesten i det danske retssystem frem mod reformationen. Selvom et religiøst betinget retssystem med dagens øjne kan virke skræmmende, havde kirkens retssystem to væsentlige retssikkerhedsmæssige fordele.

Dels blev den dømmende magt i Middelalderen i noget omfang fjernet fra kongemagten. Det betød altså til en vis grad en adskillelse af den udøvende kongemagt og den dømmende kirkemagt. Dels dømte kirken efter et bestående og sammenhængende lovgrundlag fra Biblen og fra kirkemøderne, mens verdslige domme i højere grad var præget af vilkårlighed.

Luther rev kirkens retssystem ned
Med reformationen faldt som bekendt den katolske kirke i Danmark – og dermed også den katolske kirkes retssystem. Da Luther i øvrigt var stærk modstander af, at kirken blandede sig i verdslige forhold, var kirken som dømmende magt endegyldigt død. Med reformationen blev den dømmende magt således helt og holdent lagt i kongemagtens hænder.

I hekseri til halsen
Den dømmende kongemagt skulle hurtigt få sin sag for. Særligt fordi der i årene efter reformationen var et stigende fokus på bekæmpelse af trolddom, ansporet dels af den ny lutheranske kirke, dels af en lokalbefolkning, der opfattede trolddomskvinder som årsag til alverdens ulykker.

Et trolddomsforbud fra den dengang 300 år gamle Jyske Lov viste sig hurtigt at være utilstrækkelig som lovgrundlag. Dels slog Jyske Lov fast, at det var en slags kirkenævn, der skulle dømme, dels var der ingen reel styring af retsprocessen.

Moderne retsprincipper for hekseafbrænding
I 1547 beslutter Christian III sig således for at få sat skik på processen omkring hekseafbrændinger. Det gør han med den såkaldte Københavnske Reces, hvor kongemagten forsøger at skabe en grundlæggende retspleje, der skal sikre ensartede regler for rettergangen og sikre at kun ”skyldige” troldkvinder bliver dømt.

Blandt andet betød den nye lovgivning, at en troldkvinde ikke kunne blive dømt på baggrund af en anden troldkvindes angivelser. Man slap altså for en dom for trolddom alene fordi en anden anklaget havde angivet dig for at undgå dødsstraf. Samtidig blev det forbudt at torturere tilståelser ud af de anklagede. Tortur efter domsafsigelse var dog fortsat tilladt.

Trolddomskvinder fik en yderligere forbedring af deres retsstilling, da der fra 1551 blev indført et krav om domsmænd i sager, hvor der bliver afsagt dødsdomme.

Man skal kunne anke sin bålafbrænding
Det blev dog fortsat opfattet som et problem, at for mange uskyldige troldkvinder blev dømt. Derfor indførte Frederik II i 1576 en reel revolution i det danske retssystem. Dømte troldkvinder fik nemlig lov til at appellere deres dom for trolddom til en højere ret. Det to-instans-princip, hvor en dom kan ankes til en højere ret, blev altså født for at afværge, at uskyldige blev dømt for trolddom.

Har du forsæt til sort magi?
Med trolddomsforordningen af 1617 skelnes der mellem sort og hvid magi. Forstået på den måde, at det bliver tillagt betydning, om tanken bag at udøve magi var at hjælpe eller kurere folk, eller om formålet var at hjælpe Djævlen med at fordærve menneskeheden. Straffen for hvid magi var ”kun” landsforvisning, mens straffen for sort magi var døden.

Vi har ingen samlende oversigt over, hvor mange troldfolk, der blev dømt til døden inden den sidste hekseproces i 1692. De historiske kilder peger dog på, at tallet næppe overstiger 1000 personer i en periode på små 200 år. I europæisk sammenhæng er det et ganske sparsomt tal, men det statskoordinerede justitsmord giver forbrydelsen en vægt, der ikke lader sig forklare alene ved antallet af forurettede.

Tyranni og retsprincipper
Hekseprocesserne på dansk jord var et skrækindjagende eksempel på en tyrannisk, religiøst inspireret kongemagt. De var topmålet af patriarkatets undertrykkelse og afstraffelse af kvinder. De gav dødsstraf for fiktive forbrydelser. De er vel nok de største forbrydelser, der er blevet begået i det danske retssystems navn.

Men at slutte konklusionen dér ville være for letkøbt. Hvor grotesk det end kan synes, var ønsket om at sætte ind over for den imaginære trolddom med til at understrege behovet for at indføre grundlæggende retsprincipper i Danmark.

Mads Havskov Hansen er stud.jur og kulturredaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce