Henter indhold

7. februar 2018

Annonce:
Nyheder
Hella Joof, du er langt fra virkelighedens velfærdssamfund!
Joof ser livet som et par spredte ben med et uartigt smil om munden, der bare venter på os. Men for mange os af er det langt fra velfærdsvirkeligheden
7. februar 2018

Berlingske lagde lørdag den 3.  februar, igen, spalteplads til et af Hella Joofs udfald imod velfærdssamfundet.

Denne gang gik det ud over modtagere af ældrepleje, brugere af sundhedsvæsnet, samt borgere der af forskellige årsager har behov for kontakt med en socialrådgiver.

Hella Joof beskriver livet som et par spredte ben med et uartigt smil om munden, der bare venter på os.

For mange danskere er dette billede nok temmelig svært at relatere til. Mange har en hverdag, hvor den energi, der er at gøre godt med, bruges på at holde hovedet oven vande. Faktisk er medierne hver dag fyldt med historier om ganske almindelige mennesker, der uforvarende er kommet i en situation, hvor deres tilværelse pludselig trues af økonomisk og psykisk pres fra omverdenen.

Intet kunne være mere forkert!
Hella Joof mener, at velfærdsstaten er blevet at sammenligne med et tag-selv-bord, hvor borgerne bare rager til sig på tallerkenen, blot for at levne halvdelen efterfølgende. Altså at borgerne ødsler med velfærdssamfundets goder. Desværre giver hun ikke et eneste eksempel på, hvor, hvem eller hvad der kan være tale om her. Mig bekendt er det i dagens Danmark blevet overordentligt svært at få bevilget hjælp til stort set alt. Der er næppe mange kommuner, der bare øser velfærd i overflod ud over deres “grådige” borgere, der bare vil have og have.

Der er næppe mange kommuner, der bare øser velfærd i overflod ud over deres “grådige” borgere, der bare vil have og have.

Mange må føle sig dybt krænkede og sårede over denne udtalelse. Mennesker, der kæmper for at få den fornødne hjælp, der er behov for i netop deres situation. Hvad enten det er hjælp til et job, at blive rask eller at kunne klare sin hverdag på bedste vis.

En af konsekvenserne af “den store velfærdsbuffet” og de udspekulerede til-sig-ragende borgere, er ifølge Joof, at de ellers så empatiske social-og sundhedsmedarbejdere, læger og socialrådgivere bliver kyniske og ja, endda brænder ud. Hun mener, at disse medarbejdere med tiden ser alle borgerne som nogle, der bevidst forsøger at snyde sig til nogle ydelser, de dybest set ikke har hverken behov for eller krav på.

Intet kunne være mere forkert!

Dårligt arbejdsmiljø smadrer medarbejderne
Mennesker, der arbejder med den borgernære kontakt, kan rigtig nok godt blive mindre empatiske og endda også udvise en slags kynisme. Dette er dog ikke forårsaget af borgerne, men snarere af de arbejdsmiljøer der eksisterer for vores offentligt ansatte, der har direkte kontakt med borgerne.

Når medarbejdere er underlagt alverdens regler, vilkår og meget faste rammer. Når de ikke længere kan bruge deres faglighed i fuld udstrækning. Når de ved, hvilken indsats der i en given situation kunne hjælpe borgeren, men ikke må bruge ressourcer på den … ja, så kan det at distancere sig til borgerne være en måde at passe på sig selv.

Lad mig give et par eksempler:

  • SOSU-medarbejderen er på besøg hos Hr. Pedersen, der netop har mistet sin kone igennem 60 år. Han har behov for at tale om hendes død og deres liv sammen. Medarbejderen har ikke tid til at tage denne snak, da alle ydelser i hjemmeplejen er tildelt minutter, og sorgbearbejdning ikke står som en ydelse i kataloget.
  • På plejehjemmet sidder fru Hansen i dagligstuen og vinker flittigt til alle, der går forbi. Ikke for at hilse, men i et forsøg på at gøre opmærksom på sig selv i hendes fortvivlede demente verden – en verden, hvor hun ikke har styr på noget som helst og desperat søger hjælp fra de forbipasserende. Personalet har ikke altid ressourcer til at stoppe op og berolige, og de må haste videre i dagens mange gøremål.
  • Kolleger i hjemmeplejen er blevet pålagt at møde direkte hos borgerne og ikke længere afholde morgenrapport. Noget som ellers altid har fungeret som limen, der holder hele dagen sammen med de mange informationer og opgaver, der hører hjemme i en hjemmepleje. Da kolleger er en vigtig del af vores arbejdsliv, mødes de nu på en P-plads hver morgen. Her udveksler de dagens vigtige oplysninger og spørger til hinanden. Ikke sjældent er der en kollega, der er ked af det – ked af at hendes program for dagen er lavet om for tredje gang, siden hun opdaterede sin håndholdte pcér hjemmefra.

Dette er eksempler fra ældreområdet, som er mit arbejdsområde. Forhold, der gør de ansatte fortvivlede og demotiverede.

Jeg er sikker på, at andre offentligt ansatte kan berette om lign. forhold på deres arbejdsplads.

Det liberale Danmark praktiserer mistænkeliggørelsen
Det er altså ikke borgerne, der er skyld i, at medarbejderne mister empati og brænder ud. Det er tværtimod den topstyring der er, og den meget strikse ramme, der gives at arbejde i, der gør, at medarbejderne må passe på sig selv og derfor involverer sig mindre, end de ellers ville gøre. For nogle medarbejdere kan det ikke lade sig gøre at arbejde på denne måde, og de søger væk fra branchen. Det efterlader en del arbejdspladser med medarbejdere, der har mistet engagement og føler sig demotiverede. Ja, nogle føler sig endda robotiserede.

Nogle føler sig endda robotiserede

Så hele denne mistænkeliggørelse af borgerne, som det liberale Danmark i årevis har praktiseret, har vendt op og ned på, hvordan vores fælles pengekasse bruges.

Så når Hella Joof taler om, at tilliden “går fløjten” og skaber manglende opbakning, så er det ikke imellem offentligt ansatte og borgerne, men imellem offentligt ansatte og dem, der har ansvaret for deres arbejdsmiljø.

Hvor ville det være vidunderligt, hvis vi igen kunne vise tillid til borgerne, men også til de fagligt dygtige medarbejdere, der ved, hvad der virker og hvad der IKKE virker, når vi taler om at hjælpe borgerne.

Tillid er vejen frem
I min egen kommune, Gladsaxe, har man for eksempel besluttet at have tillid til at borgere, der gerne vil låne for eksempel krykker, toiletforhøjer eller en rollator, også har brug for det. Derfor skal disse hjælpemidler ikke længere visiteres til, men kan besigtiges og afhentes i et depot indenfor en given åbningstid. Mere af den slags vil være ønskeligt.

De liberales konstante nedgørelse af vores velfærdssamfund

Tillid til mennesker og et opgør med de liberales konstante nedgørelse af vores velfærdssamfund, det er vejen frem.

 

Lene Svendborg, er medlem byrådet for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Billede: Pressefoto

 

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO