Helle Thorning løfter sløret: “Det var et ekstremt brutalt miljø at træde ind i”

TV-dokumentar: Helle Thorning-Schmidt taler for første gang ud om sine ti år i dansk politik - det hårdeste var de interne tacklinger i den socialdemokratiske folketingsgruppe
Foto: Viaplay
Helle Thorning-Schmidt (S), tidl. statsminister, tidligere formand. Foto fra dokumentarfilmen "Statsministeren Helle Thorning-Schmidt"
Tidligere formand for Socialdemokratiet gennem ti år, tidligere statsminister fra 2011 til 2015, Helle Thorning-Schmidt, taler i en ny TV-dokumentarserie for første gang ud om, hvor hård tiden i dansk politik tog på hende.

Det værste var ikke angrebene fra oppositionen, men de interne tacklinger fra partifæller i den socialdemokratiske folketingsgruppe:

“Det var et ekstremt brutalt miljø at træde ind i. Fordi jeg var virkelig ny, ny, ny,” siger Helle Thorning-Schmidt i doku-serien, “Statsministeren Helle Thorning-Schmidt”.

Helle Thorning-Schmidt blev valgt til formand for Socialdemokratiet i et kampvalg med Frank Jensen i 2005. Hendes debut som formand var bestemt ikke nogen søndagsudflugt, særligt ikke fordi hun samtidig var helt ny på borgen: 

er det tydeligt, at folketingsgruppen gerne ville have haft en anden som formand

“Da jeg så trådte ind som formand, da er det tydeligt, at folketingsgruppen gerne ville have haft en anden som formand. Og folketingsgruppen kan være et ret bidsk sted at være formand i, hvis man ikke er den ønskede formand,” siger Thorning-Schmidt.

“Det var ubehageligt”

Tidligere erhvervs- og vækstminister i Thorning-regeringens sidste del Henrik Sass Larsen (S) udtrykker stemningen i folketingsgruppen således:

“Fra hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) bliver valgt, så går der to uger. Så bryder helvede løs. Så er alt, hvad hun gør, forkert.”

“Når man kommer ind i den socialdemokratiske gruppe, så sidder der nogle og halvtreds mennesker. Og der sidder nogle, som er godt etablerede der. Så sad de og lurede på, om hun lavede den mindste fejl. Det var ubehageligt,“ husker Sass Larsen.

Så sad de og lurede på, om hun lavede den mindste fejl

Thorning-Schmidt siger i TV-dokumentaren, at nogle socialdemokratiske folketingsmedlemmer nærmest mobbede hende. En af de groveste var nu afdøde Svend Auken:

“Og jeg kan huske gruppemøder, hvor folk der sad og kiggede væk, afbrød og råbte. Og var hånlige. Særligt Svend, som jeg fik et godt forhold til sidenhen. Han var virkelig grov,” fortæller Helle Thorning-Schmidt.

“Murren i krogene”

“Politik kan være en meget tarvelig business. Og det kan gøre ondt som bare satan,” mener Helle Thorning, der mødte endnu hårdere intern modstand blandt sine egne, da hun blev statsminister i 2011.

“Jeg kunne godt mærke, at der var rigtig meget murren rundt i krogene. Jeg ved godt, hvor det kom fra. Jeg ved godt, hvem der holdt møder med hinanden.”

Tidligere finansminister i Thorning-regeringerne, Bjarne Corydon, udpeger undervejs tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, der var formand for Socialdemokratiet frem til 2005, hvor Thorning-Schmidt så blev valgt som formand, som en drivende kraft i forsøgene på at underminere Helle Thorning-Schmidt.

Helle Thorning-Schmidt mener, at hendes modstandere ønskede at slide hende op:

“Jeg tror, der var nogen, som tænkte, nu kan vi presse så meget, at det tipper. Så hun må gå. Og jeg tror, man kan vælge to måder at takle det på i sådan en situation: Enten at give efter for alle dem, der siger, at man skal alt mulig andet. Eller også kan man bare, som Bjarne og jeg gjorde, sige, at nu har vi de her fire år. Nu vil vi bruge de her fire år til bare at gøre alt, hvad der skal til for at få en stærk økonomi på den anden side.”

Ritt Bjerregaards røde skole

Bjarne Corydon, fremhæver undervejs også nu afdøde Ritt Bjerregaard som en, der stod i første led, når det handlede om at skabe splid:

“Og den første, der går på banen, når der er mulighed for at skabe splid og splittelse, det er med matematisk præcision Ritt Bjerregaard.”

Thorning-Schmidt siger om Ritt Bjerregaard-initiativet Den Røde Skole:

så er det ikke en venlig handling

“Når der kommer et eller andet, som man ikke har været konsulteret omkring, så er det ikke en venlig handling, som bare skal udvikle partiet. Come on. Det ved vi allesammen, at det ikke var.”

Helle Thorning-Schmidt konkluderer:

“Altså den interne modstand var helt klart den største. Det tog ekstremt meget energi fra os. Det destabiliserede partiet og gjorde rejsen, som jeg skulle have partiet igennem, hundrede gange sværere.”

Det var egentlig imponerende, at jeg holdt i de der ti år

“Det var egentlig imponerende, at jeg holdt i de der ti år.”

“Statsministeren Helle Thorning-Schmidt", kan streames hos Viaplay fra mandag. Første del kan desuden ses på TV 3 mandag aften kl. 21. Anden del sendes på TV 3 mandag den 19. juni kl. 21.

TV-dokumentaren er produceret og instrueret af Nille Westh og fotograferet, klippet og produceret af Michelle Francati fra Yes Yes Pictures.

Forfatteren til denne artikel, Jan Kjærgaard, er en af fire mediepersoner, som medvirker i TV-dokumentaren om Helle Thorning-Schmidt

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

“Da jeg så trådte ind som formand, da er det tydeligt, at folketingsgruppen gerne ville have haft en anden som formand. Og folketingsgruppen kan være et ret bidsk sted at være formand i, hvis man ikke er den ønskede formand,” siger Thorning-Schmidt.

Men du havde til gengæld et af de mest fremtrædende og erfarne medlemmer til at støtte dig, bakke dig op og dække din ryg. Ubetinget og hele vejen. Lige indtil du ikke havde brug for ham mere, og skar ham fra.
Det er naturligvis Henrik Sass Larsen, jeg taler om, og det var - endda ifølge dig selv - netop dig og ikke PET, som ofrede ham lige før målstregen. Ikke sandt?

Gad vide om ofringen af Sass (også) var en sjuskefejl?
.

Mig, mig, mig...

Nogen mennesker er helt fantastiske til at sætte sig selv i rampelyset. Der er ikke meget storhed i de her ligegyldige tomme tider.

HTS - ta' en tudekiks

Hvis man er vant til at danse ballet og i stedet vælger at fortsætte på et ishockeyhold, ja, så må det givetvis giver skrammer både her og der!

For det første er balancen vidt forskellig. Fra fast underlag til at blive lagt på is!

Så kommer balletsko, der skal skiftes ud med is-hockey-skøjter, der er uden slebne kanter!

Der er meget at lære!

Bare al sikkerhedsudstyr med handsker, skulder og albuebeskyttere, og visir!

Løsslupne skud fra alle sider og vinkler, når man i forvejen er ved at snuble!

Og så selve spillet. Seks mand på holdet ad gangen og udskiftning i hold og lige så mange modstandere at skulle holde øje med!

Og så er taklinger tilladte. Overalt på banen! Selv op ad sidevæggene! Aldrig kan man føle sig sikker!

Og scoringer er der næsten ingen af!

Målene er små! Næsten allerede fyldt ud til det yderste!

Og pludselig ender man i straffeboksen!

Blot et lille fejlgreb med stokken!

Nej, ballet det ved man hvad er!

Især når man danser solo!

Eliten lider virkelig hårde kvaler. Thorning har været hårdt udsat. Og se bare stress ramte Ellemann, som er gået ned med flaget med bare 70.000 kr. om måneden og sygemeldig a la carte uden mulighedserklæring.

Og så tillader Arne sig virkelig at brokke sig over at være nedslidt? Efter bare 40 år med hårdt arbejde. Helt ærlig klynke Arne. Du kan sagtens arbejde til du bliver 74 år. Det kan du få en erklæring fra din læge på du kan. Du har slet ikke været udsat for de vanvittige plager som Thorning og Ellemann. Og da slet slet ikke til deres lønniveau.

LOL

Det er dog utroligt så perfide kommentarer! Hvad med at forholde sig til, hvad HTS blev udsat for af grovheder både fra den borgerlige presse men sandelig også fra socialdemokratiske han- og hun elefanter fra den gruppe af de såkaldte fantastiske fire, der gik meget op i, at de var klogere og mere oplagte til at lede partiet. Poul Nyrup er i denne sammenhæng en hædersmand og undtagelse.HTS blev valgt ved en demokratisk afstemning. Regeringsgrundlaget blev godkendt af den socialdemokratiske folketingsgruppe. Alligevel skulle Auken, Lykketoft og Ritt Bjerregaard gang på gang efter HTS’ s valg til partiformand forsøge at underløbe HTS med ukonstruktiv kritik. Jeg var ikke HTS fan men jeg har godt nok respekt for hendes indsats i nogle vanskelige år for det danske samfund med et radikalt parti som destruktiv kraft for hele regeringsprojektet. Så tak for indsatsen, HTS!

Gå tidlig i seng med varm kamille the. Det beroliger neverne.

Jeg mener stadigvæk at Danmark var bedre tjent med HTS som statsminister, end med den selvglade mette.

Annonce