Helles radikale dilemma

Vestagers afgang har styrket Socialdemokraternes magt internt i regeringen. Men De Radikales tilbagegang kan koste regeringsmagten.
Østergaard har ganske enkelt ikke Vestagers pondus og gennemslagskraft. Da han overtog styrtøjet i august sidste år, viste en Epinion-måling, at 23 af danskerne slet ikke ved, hvem han er.

Hun blev kaldt den reelle leder af SRSF-regeringen. Hun fik kørt flere af Socialdemokraternes og SF’s valgløfter ud på et sidespor. Hun fik Helle Thorning-Schmidt til at fremstå som en svag statsminister, der ikke havde pondus til at sætte hende på plads. Men så drog Margrethe Vestager til Bruxelles, og så begyndte hendes parti, Det Radikale Venstre, sin sejltur ned i meningsmålingerne.

Det er både godt og skidt for Helle Thorning-Schmidt, at hendes radikale regeringskollegaer er gået fra et valgresultat på 9,5 procent af stemmerne til et øjeblikkeligt niveau på 6,0 procent af stemmerne ifølge Berlingske Barometer, der laver gennemsnit af alle meningsmålinger. Det er en tilbagegang på 37 procent, og faktisk er De Radikale ifølge meningsmålingerne det parti, der har lidt største gennemsnitlige vælgertab siden valget i 2011.

Flere socialdemokratiske mærkesager
Godt for Helle er, at skulle hun genvinde magten, vil hun i langt højere grad kunne sætte sine radikale regeringskollager på plads, når der skal skrives regeringsgrundlag. Hvis magtbalancen de to partier imellem bliver ændret så markant, vil det helt naturligt blive afspejlet i vægten af mærkesager, de to partier hver især får igennem i det fælles program.

Den nye formand Morten Østergaard er samtidig en noget mere mild og konsensussøgende partiformand end Margrethe Vestager. Sidstnævnte både råber, skriger og truer med at gå, hvis hun ikke får sin vilje. Sådan udlagde flere kilder Vestagers optræden ved forhandlingerne om regeringsgrundlaget i Det Sorte Tårn i 2011. Morten Østergaard derimod er en rolig og velovervejet person, der sjældent lader temperamentet blusse og buldre.

Flygter til den anden fløj
Det skidte for statsministeren er, at de flygtende radikale vælgere ikke har flyttet deres stemmer over til et andet parti i den røde blok. De har i stedet skiftet fløj, hvilket i høj grad har været med til, at regeringen har mistet sit flertal ifølge målingerne.

Østergaard har ganske enkelt ikke Vestagers pondus og gennemslagskraft. Da han overtog styrtøjet i august sidste år, viste en Epinion-måling, at 23 af danskerne slet ikke ved, hvem han er. Det var lige så ringe som den konservative formand Søren Pape, og det er virkelig slemt.

Morten Østergaard – næstformand i partiet fra 2009 til han blev minister i 2011 og med foreløbig tre år på egen taburet – er lige så ukendt som en ny konservativ formand, der udover at være lederen af oppositionens mindste parti aldrig har været i landspolitik, og hvis eneste politiske erfaring er en borgmestertjans i Viborg. Det er godt nok ikke særlig godt, og det er en tungtvejende årsag til partiets tilbagegang.

Så selvom det vil være en fordel for Helle Thorning-Schmidt at skulle danne regering med et decimeret radikalt parti og en mere medgørlig formand efter næste valg, ser det lige nu ud til, at netop det forhold kan være den afgørende faktor, der gør, at hun mister regeringsmagten.

 

Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.

Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Kommentarer fra Facebook