Henning Overgaard om pensionsreform: Tvang til de slidte, de rige bestemmer selv

Ny analyse

Henning Overgaard om pensionsreform: Tvang til de slidte, de rige bestemmer selv

Vi lever længere og skal arbejde længere, men de politiske tiltag til at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet rammer skævt, lyder advarslen fra fagboss

Billedet er genereret med kunstig intelligens i programmet Midjourney
Billedtekst
Billedet er genereret med kunstig intelligens i programmet Midjourney
Foto: Netavisen Pio/Emma Inge Hansen

De politiske tiltag for at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet ser ud til at have virket. For nogle faggrupper mere end for andre. 

For akademikere er tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet kun steget med 0,9 år over de sidste 10 år, ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder for akademikere er 69,8 år.

For de ufaglærte og faglærte er der sket en stigning i tilbagetrækningsalderen på 3,7 år. I dag er gruppens gennemsnitlige tilbagetrækningsalder 65,8 år. I 2014 var den 62,1 år.

Kun seks procent af lægerne har trukket sig tilbage i en alder af 66 år, mens det gælder for 70 procent af pædagoger og SOSU’er.

Til Fagbladet 3F siger chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Sune Caspersen:

Det er de faglærte og ufaglærte, som har haft den højeste stigning

“Det er de faglærte og ufaglærte, som har haft den højeste stigning, mens højtuddannede er blevet mindre påvirket af ændringerne. Tallene viser klart, at det er relativt skævt, hvordan regningen bliver samlet op.”

Opråb fra 3F formand

Sune Caspersen bakkes op af 3Fs forbundsformand, Henning Overgaard, der er bekymret over, at de politiske initiativer til at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet rammer skævt:

Dem med de længste arbejdsliv og hårdeste job bliver tvunget til at blive længere og længere

“Dem med de længste arbejdsliv og hårdeste job bliver tvunget til at blive længere og længere, mens de højtuddannede og dem med store formuer selv bestemmer. Det viser med al tydelighed, at tilbagetrækningsreformerne har ramt skævt” siger han til Berlingske.

Selvom akademikerne generelt trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet senere end de ufaglærte, har de flere leveår på pension.

Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har en mandlig akademiker i gennemsnit 14,9 år på pension, mens en ufaglært/faglært har 12,6 år.

Sidste stop 70

I 2006 blev der med velfærdsforliget besluttet en gradvis stigning af pensionsalderen. I dag er pensionsalderen 67 år. I 2030 hæves den til 68 år og i 2035 til 69 år. 

Statsminister Mette Frederiksen har sagt, at Socialdemokratiet vil stemme for at hæve den til 70 år i 2040, men herefter vil hun genforhandle den automatiske stigning. 

Udover den gradvise stigning for folkepensionsalderen er der politisk vedtaget flere pensionsreformer for at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet, herunder at arbejdsindtægt ikke længere bliver modregnet i pensionen.

Anne-Sofie Søndergaard Bak Madsen

Journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Erling Drews (ikke efterprøvet) den Mandag den 24.03.2025 - 18:31

Den 24. Marts 2025 !

Jeg er helt på linje med, at man må se på Velfærdsaftalen af 2006, efter min mening, er man simpelthen nød til, at finde en fornuftigt løsning på den stigende Folkepensionsalder, ellers kan man risikerer, at arbejde fra vugge til Grav, som Storm P. i 1945/46 malede et billede af...

Selv om; jeg ikke er Socialdemokrat, så må jeg rose Statsminister Mette Frederiksen for, at netop se på eventuelle ændringer i Velfærdsaftalen af 2006..

Det skal dog med, at den økonomiske holdbarhed ved en eventuelt ændring af pensionsalderen er økonomisk holdbar, og dette vil en såkaldt "Rød-Regering" efter næste valg, selvfølgelig sørge for sker...

Med en "Rød-Regering" efter næste valg, bevarer man også den såkaldte "Arnepension" som blå blok vil afskaffe...

God Aften !

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Mandag den 24.03.2025 - 21:44

Der bør nok kigges på muligheden for særregler for dem særligt nedslidende, falige eller beskidte jobs måske med noget trinvis klassificering.

Og måske også noget ekstra fradrag for dem, som efter en vis alder er i arbejde fem for selvpensioneret?

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 26.03.2025 - 12:35

En S ledet regering er eneste garant for at der skabes rimelige pensionsvilkår for den almindelige lønmodtager .
Og hvorfor så det? Partierne som kan tænkes at udgøre et alternativ alle er modstandere af retten til tidlig pension ( Arne) samt at fastlåse pensionsalderen på de 70år , som foreslået af S. ( imod LA -K - V- M- R / tvivlsomme DD - DF ):
Og en fast pensionsalder på max 70år fremover , burde ikke være til diskussion .Tværtimod bør det betragtes som en borgerret i et demokratisk velfærdssamfund som det danske .
Ønsker man at flere seniorer skal forblive på arbejdsmarkedet udover den faste pensionsalder - så skal vilkårene ændres , evt som foreslået i ovenstående fra Thor .

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.