Annonce

Her er de nye S-spidskandidater

Der er dukket mere end 35 nye ansigter op i toppen af opstillingslisterne hos Socialdemokratiet ved KVR17. Vi præsenterer fem af dem.
I mere end 35 af landets kommuner og to af de fem regioner, står en ny socialdemokrat i toppen af listen, når danskerne skal til stemmeurnerne ved kommunal- og regionsrådsvalget til november.

Hvem arbejder for et 'Velfærdsværn', hvem har en baggrund som spejder, og hvad læser borgmestre i deres sommerferie?

Læs med, når vi præsenterer fem udvalgte spidskandidater her. 

“Borgeren i centrum” - Trine Græse (Gladsaxe kommune)
Trine Græse er ny borgmester i Gladsaxe kommune, efter hun den 10. juli overtog posten fra Karin Søjberg Holst, der valgte at træde tilbage ved årsskiftet. Trine Græse er derfor ny i spidsen for Socialdemokratiet i Gladsaxe kommune, men ikke uvant i byrådsarbejdet. Hun har siddet i byrådet i Gladsaxe kommune siden 2000, hvor hun blev indsuppleret, efter at være blevet 1. suppleant ved valget i 1997.

I sin præsentation af sig selv, er det særligt arbejdet indenfor børne- og undervisningsområdet hun er glad for. Her understreger hun sin succes med at få gennemført madordninger i alle kommunens dagtilbud, samt søskendegaranti i både dagtilbud og skoler.

Hun har i den seneste valgperiode siddet som formand for Seniorudvalget, hvor arbejdet har været fokuseret på demens, og de demente borgere, der bor på kommunens plejecentre. Borgerne skal i højere grad opleve at være ‘herre i eget hus’, skriver Trine Græse på sin kandidatside, og derfor har kommunen sat gang i projektet “personcentreret omsorg”.

Trine Græses mærkesager er en stærk økonomi i kommunen, gode forhold for virksomheder og vækst, at mødet mellem borger og kommune bliver på borgerens præmisser, og at velfærden i kommunen skal skabe tryghed.

Fællesskaber har også været centralt i Trine Græse personlige baggrund, hvor hun har brugt mange år i det Danske Spejderkorps, som både spejder og spejderleder. Her mødte hun også sin mand, Sten.  Og så er hun heller ikke bleg for hoppe med på tidens populære bølger. Man kan på Altinget.dk læse, at hun har brugt sin sommerferie på at læse bogserien Game of Thrones.

Foto: Fra Trine Græses FB-profil

“Den hjemvendte søn” - John Dyrby Paulsen (Slagelse kommune)
Socialdemokratiet i Slagelse kommune stiller med en ny, men særdeles erfaren kandidat, da Slagelsekredsens tidligere folketingsmedlem i 10 år - John Dyrby Paulsen - er vendt hjem for at kandidere til borgmesterkæden i kommunen. John Dyrby Paulsen afløser Lis Tribler, Slagelses tidligere borgmester, som blev væltet ved valget i 2013 af Venstres Stén Knuth.

John Dyrby Paulsen har været i politik siden 1998, og har både siddet i byrådet i den tidligere Korsør kommune og i Folketinget for Socialdemokratiet fra 2005-2015. Senest har han siddet i byrådet i Slagelse siden 2013.

Slagelse kommune har været ude i lidt af et stormvejr i den seneste periode, hvor borgmester Stén Knuth beskyldes for både magtmisbrug og elendig økonomistyring. Kommunen kunne i foråret præsentere et trecifret millionunderskud i kommunens økonomi. Samtidig har en sag om miljøvenlige busser ført til, at Liberal Alliance i Slagelse byråd har trukket støtten til den siddende borgmester. Det sker på grundlag af, at en hemmelig lydoptagelse i sommeren gav indtrykket af, at kommunaldirektøren modarbejdede den støtteerklæring til det miljøvenlige busprojekt, som Slagelse byråd havde vedtaget.

John Dyrby Paulsen går derfor også til valg på at få genoprettet økonomien i Slagelse kommune, blandt andet med et mål om at styrke erhvervsklimaet, og tiltrække flere erhvervsvirksomheder, detailhandel og servicevirksomheder.

Foto: Kandidatfoto af John Dyrby Paulsen

“Fælles om Nyborg” - Vibeke Ejlertsen (Nyborg kommune)
Socialdemokratiet i Nyborg kommune og rød blok vandt valget i 2013, men på grund af en partihopper fra S, gik borgmesterposten alligevel til Venstre.

Vibeke Ejlertsen er den nye kandidat i spidsen for Socialdemokratiet, som ved efterårets valg skal forsøge at vinde borgmesterkæden tilbage til Socialdemokratiet.

Situationen efter det seneste valg er også afspejlet i Socialdemokratiets valgprogram “Til Fælles Bedste”, hvor samarbejdet på tværs af konstellationer og valgforbund skal dyrkes og styrkes. Samtidig er borgmesterkandidaten også gået i offensiven imod partihoppere. Socialdemokratiet i Nyborg ønsker en bred aftale om, at mandater ikke skifter med, hvis partimedlemmer vælger at forlade et parti til fordel for et andet.

Vibeke Ejlertsen har siddet i byrådet i Nyborg kommune siden valget i 2005, og 10 år senere brugte hun sin grundlovstale i 100 året for kvindernes valgret til at melde sit kandidatur til borgmesterposten.

I foråret markerede Vibeke Ejlertsen sig i debatten om sexisme. Hun bakkede sin byrådskollega, Sonja Marie Jensen, op, som i et debatindlæg på Netavisen Pio, havde anklaget sine byrådskollegaer for sexisme. Vibeke Ejlertsen gik i medierne med sin støtte, og sammen fik byrådet formuleret et kodeks for god opførsel og omgangstone i byrådssalen.

Vibeke Ejlertsen er 59 år, og arbejder til dagligt i 3F som konsulent i sekretariatet for Organisering og Tillidsvalgte. Hun kan blive den første kvindelige borgmester i Nyborg.

Foto: Kandidatfoto af Vibeke Ejlertsen

“Kronprinsen indtager tronen” - Peter Rahbæk Juel (Odense kommune)
Peter Rahbæk Juel er ny i spidsen for Socialdemokratiet i Odense kommune, efter den tidligere borgmester - og bykonge - Anker Boye (S) i december 2016 meddelte, at han trak sig som borgmester ved årsskiftet.

Peter Rahbæk Juel er 39 år, gift og har to børn, og så har han siddet i Odense byråd siden 2006. Her har han haft flere rådmandsposter, blandt andet i Ældre- og handicapforvaltningen og Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Peter Rahbæk Juel går blandt andet til valg på at styrke velfærden, og stiller sig  bag implementering af et “Velfærdsværn” som skal omfordele 50 millioner kroner fra administration til de borgernære arbejdsopgaver. Vedtagelsen af “velfærdsprocenten”, som vil lade kommuneskatten stige med én procent, er også et spændende tiltag, som Peter Rahbæk Juel fremhæver i kampen for en bedre velfærd. De øgede skattemidler øremærkes til flere hænder til velfærdsopgaverne.  

Efter valget i 2013 mistede Per Rahbæk Juel sin rådmandspost, men blev i stedet partiets politiske ordfører i Odense. I 2017 har han markeret sig i Odenses kamp mod bandekriminalitet.

I foråret var Odense omdrejningspunktet for en række sager, hvor beboere oplevede chikane fra bandemedlemmer af gruppen Black Army. Borgmester Peter Rahbæk Juel gik forrest i kampen mod banderne, som førte til, at borgmesteren måtte have politibeskyttelse på grund af trusler, blandt andet efter en episode, hvor borgmesteren blev passet op af bandemedlemmer efter et interview.

Foto: Kandidatfoto af Peter Rahbæk Juel

“De store politiske sko” - Anders Kühnau (region Midtjylland)
I region Midtjylland er der lagt op til et generationsskifte, når Anders Kühnau overtager toppen af den socialdemokratiske liste fra Bent Hansen ved efterårets regionsrådsvalg.

Han træder dermed ned i et par store politiske sko. Bent Hansen har siddet som formand for region Midtjylland siden amternes ophør i 2007. Indtil da var han amtsborgmester i Viborg amt fra 1990-2006. Med sit valg som regionsrådsformand i region Midtjylland, blev han samtidig valgt som formand for Danske Regioner, og har siddet på den post lige siden.

Anders Kühnau går til valg på at sætte den nære velfærd i centrum, med budskabet om at sundhedsvæsenet i region Midtjylland skal styrkes. Han har gennem hele sin politiske karriere lagt vægt på vigtigheden af en stærk sundhedspolitik, senest som formand for hospitalsudvalget.

Ved de seneste budgetforhandlinger i region Midtjylland kæmpede Anders Kühnau blandt andet for et to-cifret million løft af psykiatrien. Kampen blev vundet, da regionsrådet i starten af september kunne underskrive en ny budgetaftale med 10 millioner kroner mere til det psykiatriske område i regionen. Ved samme lejlighed blev et andet af kandidatens ønsker tilgodeset, da de planlagte besparelser på den kollektive transport i regionen også blev droppet.

Anders Kühnau har selv siddet i regionsrådet siden amternes sammenlægning i 2006, hvor han blev valgt ind som 25 årig. I efteråret 2016 blev han valgt som næstformand i regionen, med forventningen om, at arvefølgen dermed var sikret, hvis Bent Hansen skulle vælge at trække sig tilbage ved det kommende valg.

Den socialdemokratiske spidskandidat har en baggrund i ungdomsorganisationen DSU, hvor han var formand i Aarhus i et par år. Byen dannede også ramme om hans uddannelse, hvor han i 2008 blev færdiguddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet.

Foto: Kandidatfoto af Anders Kühnau

 

Socialdemokratiets nye spidskandidater til kommunal- og regionsrådsvalget 2017

Frederiksberg Kommune - Michael Vindfeldt

Tårnby Kommune - Allan Steenberg Andersen

Glostrup Kommune - Lisa Ward

Høje Taastrup Kommune - Peter Hamborg Faarbæk

Rudersdal Kommune - Kristine Thrane

Hørsholm Kommune - Niels Lundshøj

Halsnæs Kommune - Steffen Jensen

Lejre Kommune - Carsten Rasmussen

Holbæk Kommune - Christina Krzyrosiak Hansen

Ringsted Kommune - Per Flor

Sorø Kommune - Anne Madsen

Vordingborg Kommune -  Mikael Smed

Middelfart Kommune - Johannes Lundsfryd Jensen

Kerteminde Kommune - Kasper Olesen

Assens Kommune - Charlotte Vincent Petersen

Svendborg Kommune - Bo Hansen

Faaborg-Midtfyn Kommune - Hans Stavnsager

Ærø Kommune - Ole Wej Petersen

Haderslev Kommune - Henrik Rønnow

Tønder Kommune - Peter Christensen

Varde Kommune - Søren Laulund

Billund Kommune - Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup

Hedensted Kommune - Kasper Glyngø

Ringkøbing-Skjern Kommune - Søren Elbæk

Herning Kommune - Tommy Højmark Tønning

Randers Kommune - Torben Hansen

Syddjurs Kommune - Ole Bollesen

Odder Kommune - Lone Jakobi

Silkeborg Kommune - Søren Kristensen

Skive Kommune - Peder Christensen

Mariagerfjord Kommune - Leif Skaarup

Morsø Kommune - Viggo Vangsgaard

Rebild Kommune - Thøger Kristensen

Region Sjælland - Heino Knudsen

 

‘Har vi misset dig? Undskyld!’ Skriv endelig til line@piopio.dk, hvis jeg i farten har overset dig som førstegangs-spidskandidat.

Line Sofie Gluud er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet