Her gik vindblæste ildsjæle forgæves i søndags

Rune Kristensens argumenter mod at donere penge til Folkekirkens Nødhjælps indsamling er modstridende og mærkværdige.
Det lyder som en fin idé med en storstilet vestlig Marshall-plan, hvis vores fælles miljø og naturressourcer skal bevares og den internationale sikkerhed skal styrkes.

Folketingskandidat for de Konservative, Rune Kristensen, vil kæmpe sin politiske kamp for, at Danmarks fællesnationale bistand til den internationale udvikling, helt skal afskaffes. ”Tvangsinddrevne skattekroner fjerner den helt almindelige danskers lyst til at hjælpe folk i nød”, skriver Kristensen på sin blog hos JP.

Modsat rigtigt mange af os andre, der på trods af bidende kulde og frost fik besøg af frivillige indsamlere i søndags, ville Kristensen derfor ikke hjælpe. Såfremt en forfrossen frivillig indsamler nåede frem til Kristensens hoveddør, ville ildsjælen få en kontant afvisning.

Men noget tyder på, at Kristensen efterfølgende har haft et behov for at selvretfærdiggøre sin frostklare afvisning af frivillige indsamlere fra Folkekirkens Nødhjælp.

En af årsagerne til, at han ikke ville hjælpe de frivillige indsamlere var, at det var Folkekirkens Nødhjælp, der samlede ind. Modsat den frivillige organisation mener han, at muren mellem Israel og Palæstina, som er i strid med International lov og fordømt af FN, er helt på sin plads. Årsagen til afvisningen er altså i den henseende af politisk karakter.

Vi kan ikke overlade ulandsbistanden til alene at være afhængig af private bidrag.

Men hovedpointen i den reaktionære argumentationskæde er dog, at offentlig ulandsstøtte betyder, at Kristensen allerede én gang har givet et bidrag, og derfor ville ikke kun Folkekirkens Nødhjælp gå forgæves efter småpenge hos Kristensen.

Det er selvfølgelig helt fair, at Kristensen smider sin kontante og personlige holdning på bordet.

Jeg respekterer selvfølgelig hans synspunkt, men får alligevel lyst til at komme med et modsvar. Spørgsmålet er, om det overhovedet er nødvendigt? For måske er det egentligt nok bare at prøve at forstå, hvad det er, som Kristensen egentligt mener i den resterende del af sit blogindlæg.

U-landstøtte er ikke perfekt, men…

Under afsnittet "USA som foregangsland" foretager Klar-Kontant-Kristensen en helt uventet drejning, da han - muligvis helt ubevidst - ender med at anbefale en genoplivning af Marshall-planen, som vi kender fra tiden efter 2. Verdenskrig:

”USA var de første, der rigtig benyttede bistandshjælp - eksempelvis efter 2. Verdenskrig, hvor størstedelen af Europa lå i ruiner, og fattigdommen var udbredt. USA ydede derfor hjælp til de økonomisk trængende lande i form af Marshall-planen (..) Formålet med Marshall-planen var at få gang i den europæiske økonomi i forhåbningen om, at europæerne atter blev købedygtige nok til at importere amerikanske produkter”.

Den fællesnationale ulandsbistand er en investering, og den kan benyttes offensivt i forhold til at pleje Danmarks internationale interesser og vores anseelse i verden.

Denne statslige støtte var med til at gøre Europa selvkørende. Dette ’kapitalistiske fokus’, hvor en nations skattemidler blev brugt til at hjælpe en vigtig allieret i nød, var altså også gavnlig for den amerikanske stats egeninteresse.

På trods af denne lovprisning af en demokratisk stats forvaltning af fælles nationale midler ender Rune Kristensen dog med at konkludere, at individuelle, altruistiske og ikke-kapitalistiske bidrag er vejen frem:

”I dag bruges der på verdensplan 133,5 mia. på ulandsbistand årligt, hvoraf USA er største donor med 31 mia. dollars. Pointen er, at den største del sker via private virksomheder, personer og organisationer - sådan er det desværre ikke i Danmark.”

Vi får dog ikke at vide, hvad der er så godt ved de private donationer til organisationer, som Kristensen i øvrigt ikke selv vil bidrage til.

Måske jeg bare skal tro på, at Kristensen egentligt prøver at opstille et ultimatum, når det vedrører nationalstaten som international aktør? Enten skal vi påbegynde en storstilet Marshall-plan, eller også skal vi som nationalstat fuldstændigt opgive vores internationale udviklingsarbejde..

Danskernes vilje til både at samle ind og donere penge er stadig høj. Det er i direkte modstrid med Kristensens påstand om, at danskerne var mere godhjertede under VKO, fordi fællesbidraget da blev beskåret, så privatskatterne kunne sænkes.

Personligt synes jeg, at det lyder som en fin idé med en storstilet vestlig Marshall-plan, hvis vores fælles miljø og naturressourcer skal bevares, fremtidige naturkatastrofer på tværs af landegrænser skal undgås, og den internationale sikkerhed skal styrkes.

Jeg mener modsat Kristensens andet potentielle synspunkt, at vi ikke kan overlade ulandsbistanden til alene at være afhængig af private bidrag. Den danske stats ulandsbistand er vedtaget i et demokratisk fællesskab og kan noget andet. Den fællesnationale ulandsbistand er en investering, og den kan benyttes offensivt i forhold til at pleje Danmarks internationale interesser og vores anseelse i verden.

Danskernes vilje til både at samle ind og donere penge er stadig høj og nærmest upåvirket af både dårligt vejr og den økonomiske krise. Det er i direkte modstrid med Kristensens påstand om, at danskerne var mere godhjertede under VKO, fordi fællesbidraget da blev beskåret, så privatskatterne kunne sænkes.

Imens jeg venter spændt på, at Kristensen kan blive enige med sig selv om, hvorvidt en Marshall-plan 2.0 skal lanceres, så mener jeg stadig, at der er en god grund til, at rette en stor tak til de frivillige indsamlere, der trodsede kulde og blæst i søndags!


Kommentarer fra Facebook