Her kan du se et af Danmarkshistoriens smukkeste og mest betagende malerier
Her kan du se et af Danmarkshistoriens smukkeste og mest betagende malerier
Sommerudstillingen på Den Hirschsprungske Samling er vellykket og viser den danske udgave af impressionismen til fulde
End ikke Mads Nørgaard ville være i stand til at ramme så plet, som da P.S. Krøyer portrætterede sin unge kone på Skagen.
Dengang var det indbegrebet af iscenesat ungdom, hvorimod det er "det grå guld’" der i dag har taget stilen til sig.
Den Hirschsprungske Samling åbner nu dørene for deres sommerudstilling, der bærer titlen 'En dag på stranden. Dansk kunst i vandkunsten 1830-1910'.
Her kan man betragte mere end 90 værker, der alle er portrætter af strandkanten, og det helt eminent gode ved udstillingen er, at der er gjort vældig meget for at skabe den helt rette stemning.
Umiddelbart kan man godt spørge sig selv, om det overhovedet giver mening at udstille kunst med sol og strand, samtidig med, at solen bager og vi alle sammen søger mod havet, men vi kender jo også godt til det lunefulde, dansk sommervejr, der så ofte har svigtet os.
På sådan en dag, hvor himlen er grå, og længslen efter endnu mere sol rammer en i sindet, er denne udstilling faktisk helt igennem vederkvægende.
For dansk kunst indeholder selvfølgelig mesterværker, der har at gøre med vand og strand.
Danmark er så fladt
Hvis der er noget, der kendetegner Danmark, i modsætning til for eksempel resten af Skandinavien, så er det, at alting her er så fladt og alle perspektiver underligt, intimt indskrænkede, som om vi lever i en miniatureudgave af virkeligheden.
Men vores kyststrækning er uforholdsmæssig uendelig, og her har vi da en chance for at få udvidet vores horisont.
Man kan sige - lidt poetisk - at vinden fra havet i Danmark er vores bjerge
Det bør derfor heller ikke komme som en overraskelse, at da kunstneren J.F. Willumsen kom til Norge for at male den vilde natur, der blev han ramt af eksistentiel rædsel for viddernes udstrækning.
Senere blev denne grundangst for naturens "andethed" reaktualiseret, da han besøgte en dansk strand.
Denne sidste erfaring malede han flere gange, og i dag er det et af Danmarkshistoriens vildeste, symbolske værker om det faktum, at naturen ikke kun er skønhed og harmoni, men også kan være faretruende.
Selvom Danmarks natur nok ikke er helt så dramatisk, som mange andre lande verden over, så har vi alligevel en lang række fordele.
Det er for eksempel nok ikke helt en tilfældighed, at en mand som Jonas Vingegaard har kunne vinde Tour de France.
Mens han arbejdede på en fiskefabrik, cyklede han i fritiden langs Vesterhavets kyst, og selvom der er fladt som en pandekage, så er vinden vores bjerge, der kan tage pusten fra de fleste.
Man kan sige - lidt poetisk - at vinden fra havet i Danmark er vores bjerge.
Læs også:Han bliver kaldt for skagensmaler. Måske er det derfor, han er glemt
Når man går rundt på udstillingen om strandliv i Danmark, som er skabt til at man skal have sine sanser vakt, så er det i grunden overraskende, hvor svært det er at falde i staver over de mange malerier, der kun portrætterer havet, horisonten og et stykke af himlen.
Overraskende, fordi det bestemt ikke er nemt at gengive et levende element som vand malerisk, og nok især fordi de fleste kunstinteresserede gerne lader sig fortrylle af Monets impressionistiske værker af selvsamme element.
Det særlige lys i Skagen
I Danmark slog impressionismen også igennem, og Skagensmalerne er i dag berømte for at have malet det særlige lys deroppe.
Det er sådan en lysfascination, som maleren Anna Ancher forsøgte at gengive i sine mange interiører fra Skagen. Og det er i grunden underligt, at hun ikke, ligesom mændene i kunstnerkredsen, simpelthen malede i selve naturen, som vi ved, at hun nød at vandre i.
Men det er nu sådan, at det var, og til gengæld blev hun, sammen med P.S. Krøyers kone, Marie, til et stilikon, fordi han og Michael Ancher portrætterede dem på deres malerier af de fine damer, der går langs den kridhvide sandstrand.
P.S. Krøyers portræt af de rygvendte, purunge kvinder, der er iklædt lange, hvide kjoler, der ikke sidder stramt, kunne snildt bruges som reklame for Mads Nørgaards sommerkollektion, hvis ikke det havde været en kende for kitchet.
Det er da, når man tænker over det, spøjst, at dette portræt, der dengang var indbegrebet af ungdommelighed, i dag dyrkes af seniorer, der gerne har lidt penge på lommen.
Eller måske ikke. Min egen generation går jo også stadigvæk i jeans og hættetrøjer, selvom håret er blevet gråttonet.
Skagensmalerne gik bort fra de mere grå toner, både når det handlede om de arbejdende fiskere, der stirrer ængsteligt ud over pynten, eller om nøgne børn, der kaster sig i bølgen blå.
Det var netop lyset, der fik kunstnerne til at vende tilbage til disse ikoniske kyster, og det ser man tydeligt i værkerne.
Det er underligt, at de mange fiskerportrætter, som blandt andre Michael Ancher er så kendt for, synes at have mistet sin fascinationskraft.
I hvert fald fornemmer jeg, at de var mere betydelige, dengang jeg var dreng, end de er i dag. Måske fordi fiskeriet i dag er et fag, der næsten er forsvundet.
Måske fordi vi i dag slet ikke har samme, praktiske tilhørsforhold til havet og kysten, som man havde tidligere.
Mange af det nittende århundredes malerier af havet og stranden er rent malerisk så mesterligt gennemførte, og særligt danske.
Møn og Vesterhavet
I begyndelsen af århundredet, hvor romantikken slog igennem, forsøgte malerne at portrættere naturen sådan, at man kunne identificere sig med den på et nationalt plan.
Se blot på den tyske maler; Caspar David Friedrich, der for øvrigt blev uddannet i København, og man vil forstå, hvad det hele handler om, da romantikken ville knytte mennesket til naturen.
Og igen: Friedrich kunne male de bjergtagende, uendelige perspektiver i de tyske områder, mens han drømte om national forening, hvorimod de danske romantikere forsøgte at fange det mere intime, det mere omsluttende og fortryllende, i det mindre dramatiske landskab.
Det er nu engang overraskende hvor meget idyllisering, og hvor lidt pikanteri, der er i dansk malerkunsts tilgang til stranden
Møn og ved Vesterhavet er nok dér, hvor Danmarks natur for alvor kan vise, at det trods alt også har tænder.
Derfor har vi også malerier af disse områder, med skibsforlis og med nøje, ultrafine gengivelser af klipperne på Møn, der giver os et indtryk af tidens ubegribelige udstrækning.
Den danske udgave af impressionismen
Udstillingen på Den Hirschsprungske Samling er virkelig fin og afmålt, og det at de har satset på det sanselige, frem for at gå mere akademisk til værks, er faktisk vellykket.
At der mangler en lang række hovedværker, der kunne give udstillingen mere konsistens og bredde, blandt andet Lundbyes maleri af en dansk kyst, L.A. Rings maleri af sin families skurvogn, som de boede i, i sommerhalvåret, hvor de malede de danske strande, eller de mere pikante malerier af Paul Fischer, med nøgne damer på stranden (der faktisk også sprænger tidsgrænsen for udstillingen), kan man godt forstå.
Men fraværet af reelt levet liv, med tang i strandkanten og knapt så puritansk, det savner man i datidens strandromantik.
Det er nu engang overraskende hvor meget idyllisering, og hvor lidt pikanteri, der er i dansk malerkunsts tilgang til stranden.
Til gengæld har vi så den danske udgave af impressionismen repræsenteret her til fulde, og som sagt også ikoniske malerier, der i dag er indbegrebet af det grå gulds tøjmode.
Og det er både sjovt og glimrende at gense, igen og igen, fremfor at se de mange, berømte malerier gengivet på stofposer og andet tingeltangel.
'En dag ved stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910'. Sommerudstilling på Den Hirschsprungske Samling. Udstillingen åbner i dag, og fortsætter til 11. januar 2026, hvor den rykker videre til Johannes Larsen Museet.
Tilføj kommentar