Annonce

Herning-borgmester puster til glødende oprør i Venstre

Borgmesteren i Herning Lars Krarup kom i weekenden med skarp kritik af sit partis ageren på Christiansborg. Det vidner om et glødende oprør i Venstre.
Når Hernings borgmester Lars Krarup taler, så lytter man. Ikke blot hjemme i hedens hovedstad Herning, hvor Venstre-politikeren har siddet stensikkert i borgmesterstolen, siden Helge Sander blev minister i Anders Fogh Rasmussens regering i 2001. Nej, Krarups indflydelse rækker længere end til hedens hosekræmmere. Overalt i det gamle bondeparti er han en mand, man lytter til. Lidt ligesom vestegnsborgmestrene er i Det Kgl. Danske Socialdemokrati.

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at det netop var Lars Krarup, der i weekenden tog bladet fra munden og gav sin ærlige mening om rigets og ikke mindst Venstres tilstand til kende. Det er ikke som når Birthe Rønn Hornbech eller Eyvind Vesselbo beklager sig over sædernes forfald.

I slipstrømmen af sagen om placeringen af politiskolen, hvor Lars Krarup og Herning blev den store taber, nævner Herning-borgmesteren over for Fyens Stiftstidende fire områder, hvor han er utilfreds med Venstres gøren og laden på Slotsholmen i København:

De eneste, der kan være stolte af den formulering, er vel dybest set dem, der mente, at man skulle skyde efter flygtninge i både

Utilfreds på fire områder
Lars Krarup er utilfreds med, at Venstre går ind for, at sænkninger af boligskatten hovedsageligt skal komme dem i de dyreste boliger til gavn – særligt i områderne nord for København. Han er utilfreds med, at Venstre har lagt sig side ved side af Dansk Folkeparti i diskussionen om danskhed. Han er utilfreds med, at Venstre går ind for et uddannelsesloft, og han er utilfreds med, at Venstre ikke er med i det trafikforlig, et flertal uden om regeringen har vedtaget.

Særligt Venstres parløb med Dansk Folkeparti i diskussionen om, hvorvidt efterkommere af indvandrere er danskere, får drøje hug med på vejen af bykongen fra Herning. ”De eneste, der kan være stolte af den formulering, er vel dybest set dem, der mente, at man skulle skyde efter flygtninge i både”, siger Lars Krarup med tydelig og usagt henvisning til Dansk Folkeparti. Lars Krarup understreger, at det bare er ”fra det her år, der kun er knap et par måneder gammelt”.

Tillidskrise mellem Christiansborg og kommunerne
Udover de aktuelle politiske uenigheder nævner Lars Krarup også det, der dårligt kan forstås som andet end en dalende tillid til hans partifæller på Christiansborg. ”Når vi nærmer os kommunalvalget i november, vil der sikkert ske det, der plejer: At Christiansborg begynder at interessere sig for kommunerne og vil høre, om de kan hjælpe med et eller andet. Det er i udgangspunktet positivt, men, som vi har drøftet i Venstretoppen i KL, kunne det være, det var os, der skulle hjælpe dem”, siger Lars Krarup og tilføjer.

Ude i kommunerne nyder vi i Venstre jo langt større tillid, end Venstre gør på Christiansborg

”Sagt lige ud: På Christiansborg sidder de og kigger på målinger på 17-18 procent. I det kommunale Venstre har vi altså halvdelen af borgmesterposterne, så det kunne jo være, de engang imellem skulle komme til os og bede om hjælp. For ude i kommunerne nyder vi i Venstre jo langt større tillid, end Venstre gør på Christiansborg”, siger Lars Krarup.

Kritik ud over det sædvanlige
Lars Krarups kritik er interessant, både på grund af den person, Lars Krarup er i Venstre, og på grund af det, Lars Krarups kritik går på.

Lars Krarup er ikke ”bare” en magtfuld Venstre-borgmester. Han er en del af den inderste betroede cirkel i Venstre. I den efterhånden mytiske samtale i kælderen under Odense Kongres Center var det som bekendt Lars Krarup, der stod side om side med Lars Løkke Rasmussen og sikrede den nuværende statsministers fortsatte politiske liv. Lars Krarup er selve bindeleddet mellem bagland og det centrale partiapparat i Venstre. Han har adgang til magtens inderste cirkler i Venstre i et omfang, der er de færreste forundt. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at Lars Krarup også føler behov for at være eksplicit i sin kritik af regeringspartiet.

Det er også værd at bide mærke i, hvad Lars Krarups kritik går på. Når en borgmester kritiserer sit parti, vil det oftest kunne føre tilbage til borgmesterens hjemby. Altså at partiet fører en politik, der er skadelig for borgmesterens baghave og de mennesker, der bor i den. Lar Krarups kritik går videre end det. Han beskriver en grundlæggende, substantiel politisk uenighed med de øvrige personager i Venstres inderste cirkler.

Oprøret ulmer i Venstre
Krarups kritik peger i retning af et ulmende oprør i Venstre. Hvor kritikken og utilfredsheden ikke blot handler om, at borgmestrene i nogle egne af landet føler sig overset – men at de føler, at Venstre på Christiansborg og Venstre på de danske rådhuse i større og større grad er to forskellige partier. Et oprør, der har ligget og ulmet siden formandskampen mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen brændte gennem landet.

Jo tættere, vi kommer på valget, jo flere Venstre-borgmestre vil føle deres jobsikkerhed blive forringet

Som kommunalvalget nærmer sig, vil flere borgmestre sikkert frygte for, at de dårlige meningsmålinger og den lave tillid på landsplan vil forgrene sig ude i kommunerne. Jo tættere, vi kommer på valget, jo flere Venstre-borgmestre vil føle deres jobsikkerhed blive forringet. Mange af de borgmestre vil sikkert følge i Lars Krarups fodspor – og give deres utilfredshed til kende.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce