Heunicke: Virus er igen i bevægelse og minister vil have svar fra Google

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er det igen blevet hverdag og tid til mandagens udgave af Netavisen Pios lille nyhedsoverblik Aktuelt, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste og mest interessante nyheder. I dag har coronaen igen taget forsiden, men der er også historier om både lakridspiber og klimavenlige madtips. Velkommen til.

 

Sundhedsminister: Virus er igen i bevægelse i vores samfund

Regeringen opfordrer nu danskerne til at stramme op med håndhygeijnen og afstanden. For coronavirussen florerer stadig.

756 er bekræftet smittet med coronavirus den seneste uge, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

"Det store spørgsmål er, om der er grund til at være bekymret, og der må man sige ja."

Myndighederne har især fokus på Aarhus og Ringsted, men også Silkeborg, Glostrup, Nyborg, Solrød og Sorø, hvor der er flere end 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Krav om mundbind i Silkeborg

I Silkeborg har der været en bekymrende tendens, siger Magnus Heunicke. Derfor indfører man også her krav om mundbind i offentlig trafik, men opfordrer også til at bære mundbind i for eksempel indkøbscentre.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger på pressemødet, at myndighederne gør alt, hvad de kan for at forhindre, at de lokale udbrud spreder sig:

"Men det står og falder med befolkningen. Det er ALLE, der skal huske at holde afstand og skrue op for hygiejnen," lyder det.

Læs mere her.


Joy Mogensen vil have forklaring fra Google om lakridspiber

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) vil have Google til at forklare sig.

Det sker, efter at virksomheden for lidt over en uge siden blokerede al dansk musik omfattet af Koda fra den danske YouTube. Dernæst fjernede Google adgangen til DR's Ramasjang-app fra den digitale butik Google Play i sidste uge. Det skriver Ritzau.

"At Google fjerner adgangen til Ramasjang-app'en på grund af lakridspiber er grænseoverskridende. Google skylder også at skabe klarhed om, hvordan og hvor meget kunstnere aflønnes, og hvad de vil gøre for at sikre rettigheder og en rimelig afregning," skriver hun i en mail til Ritzau.

Google begrundede blandt andet beslutningen om Ramasjang-appen med, at værten Kristian Gintberg i programmet 'Ramasjang Mysteriet' tilbyder en lakridspibe til sine børnemedhjælpere.

Det betegnede Google som 'promovering af tobaksprodukter'. Det var altså et brud på de regler, der skal følges, hvis en app skal betegnes som familievenlig på Google Play.

Kort tid efter beslutningen ombestemte Google sig dog. Appen er derfor igen tilgængelig til download på Play.

Læs hele historien her.

 

Minstre klar med madglade klimavenlinge madtips

Fødevareminister Mogens Jensen (S) og klimaminister Dan Jørgensen (S) præsenterer i ny kampagne 22 køkkentips til, hvordan danskerne med få justeringer i hverdagskosten kan bidrage til at løse en af tidens helt store udfordringer – klimakrisen. Det skriver fødevareministeriet i en pressemeddelelse. "Det har et kæmpestort potentiale, hvis vi er mange, der ændrer lidt i vores madvaner. Jeg har stor respekt for dem, der går hele vejen og eksempelvis dropper kødet, men mindre kan også gøre det. Det kan de her tips forhåbentlig inspirere og hjælpe til," siger fødevareminister Mogens Jensen. De to ministre håber at kunne inspirere en bred palette af danske hverdagskokke, hvor nogle er til røde bøffer og andre til røde linser, og hvor ambitionerne afhænger af både tid og interesse i køkkenet.

"Vi har brug for, at den grønne omstilling når helt ud på vores tallerkener, og derfor er jeg rigtig glad for, at mange også gerne vil spise mere klimavenligt. Men det kan være nemmere sagt end gjort i en travl hverdag. Derfor kommer vi nu med de her helt konkrete tips, så det bliver lettere at træffe de klimavenlige valg," siger klimaminister Dan Jørgensen. Se de 22 madtips her.


Gadekampe efter præsidentvalg

Sent i går aftes udbrød der gadekampe i Hvideruslands hovedstad, Minsk, som reaktion på søndagens præsidentvalg. Det skriver DR.

Ifølge det officielle resultat fik den siddende præsident, Alexander Lukasjenko, omkring 80 procent af stemmerne ved valget, mens oppositionens foretrukne kandidat, Svetlana Tikhanovskaja, fik 9,9 procent.

DR Nyheders korrespondent i Hviderusland, Matilde Kimer, fortæller, at politiet brugte chokgranater mod demonstranterne og prøvede at begrænse folkemængden. En chokgranat giver et stort brag og lys, når de udløses, som det kan ses i videoen i toppen.

Der er endnu ikke kommet officielle tal på sårede efter nattens demonstrationer, men ifølge den hviderussiske menneskerettighedsgruppe Spring 96 har mindst en person mistet livet.

I skrivende stund er omkring 3.000 blevet anholdt, siger det hviderussiske politi.

Valget i Hviderusland forventes ikke at leve op til nogen som helst standarder for hvad der kan betegnes som er frit og fair valg. Oppositionen er blevet fængslet, statsmedierne har kørt ensidig propaganda for præsidenten og de neutrale observatører melder om omfattende valgsvindel på valgstederne.

65-årige Alexander Lukasjenko har været Hvideruslands præsident i 26 år.

 

Vraget politiker bliver alligevel kanslerkandidat

Det tyske socialdemokratiske parti SPD har nomineret finansminister Olaf Scholz som kandidat til posten som forbundskansler ved næste års valg i Tyskland.

Det skriver Olaf Scholz på Twitter.

"Så er det officielt. Jeg ser frem til en sjov, retfærdig og succesfuld valgkamp," skriver han blandt andet.

Ifølge Olaf Scholz er det en enstemmig ledelse i SPD, der står bag ham som kandidat ved valget i 2021.

Olof Scholz forsøgte sidste år at blive formand for partiet, men tabte overraskende urafstemningen til til Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken, der deler formandskabet i partiet.

Hvem det konservative CDU stiller med er fortsat uvist. Angela Merkel har for længst meddelt at hun ikke genopstiller, men hendes udpegede afløser, Annegret Kramp-Karrenbauer, meddelte tidligere på året, at hun alligevel ikke ønsker at stille op ved valget.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Kan de naive danske politikere ikke snart få stoppet dette Herremandsvælde hos Google og Apple, der vil bestemme, hvad vi må bruge på vores telefoner. Hvornår får det verdensledende land i IT og alt andet, Danmark, (det får jeg at vide af mine politikere) lavet sit eget styresystem til telefoner, eller er vi også her "taberdanmark".
Hva' mæ det højt besungne EU, hvad laver det ud over at give Google symbolske bøder for at "flytte" dansk skat til Irland.

Hvornår høret vi gamle om de 1.000,-kr som blev lovet i forbi. Med corona uddeling ?🤔

Annonce