Barmhjertigt har dagbladet Politiken stillet en bagside til rådighed, hvor Redington en gang om ugen, får lov at skrive sig ud af traumet.

Det har nu stået på i seks år, men der er meget, der tynger Noa.

Meget besk had, der skal ud, når det handler om Socialdemokratiet i almindelighed og Mette Frederiksen i særdeleshed.

Bevares, Noa’s indlæg er altid afleveret i et sprudlende og farverigt sprog med elegante underfundigheder og spydigheder. Som nu søndag d. 21. november, hvor Redington mindre end en uge efter valget proklamerer at valget var ”et sammenbrud for Arne-ismen”.

Men det er nok lidt mere nuanceret

Inden der er kommet så meget som en skygge af analyser på vælgervandringerne og deres årsager, kan Redington udlægge valgets tale. Og det er han jo velkommen til, vi lever i et frit land.

Men måske er der mange forskellige brikker til den mosaik, der kan give et samlet billede af årsagerne til Socialdemokratiets tilbagegang, der jo navnlig var markant i de fire store byer.

Brikker af mink og sms’ere (måske især i Nordjylland), lokale forhold som for eksempel den 3. Limfjordstunnel, plejehjemssager m.m. i Århus, MeToo i København med en relativt ukendt overborgmesterkandidat og en sløj kampagne, der handlede om nedlagte p-pladser og fri hash.

I de fire år var det Arne, der skulle ha’ - altså tæsk

Måske også noget demografisk udvikling, hvor storbyerne bliver tømt for arbejdere, noget sygeplejerskekonflikt, og noget udflytning af uddannelsesinstitutioner har antagelig også spillet ind. Og ja, givet også en retorisk overstyring af det, Redington kalder for Arne-ismen.

Thorning-årene skabte Arne-ismen

Men hvad var nu egentlig årsagen til, at Arne fik så fremtrædende en plads i den socialdemokratiske fortælling efter valgnederlaget i 2015 og formandsskiftet?

Den dukkede op efter fire år med en dysfunktionel socialdemokratisk ledet regering, der førte radikal og borgerlig politik.

I de fire år var det Arne, der skulle ha’ - altså tæsk. Corydon og Vestager svingede kæppen, mens Redington sad i sufflørkassen og fik Thorning til at varsle gode løfter og løsninger i morgen, der aldrig kom.  

Socialdemokratiets meningsmålinger lå i 2012-14 og rodede godt under 20 procent.

Dagpengeperioden blev halveret, efterlønnen afskaffet, topskatten sænket i en skatteaftale, hvor regeringen snød sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten, og i stedet lavede forlig med V og K. Oveni en tvivlsom lærerkonflikt, et politisk tonedøvt salg af DONG-aktier til Goldman Sachs.

Socialdemokratiets meningsmålinger lå i 2012-14 og rodede godt under 20 procent og peakede på et tidspunkt med 13 procent. Well done, Noa. Hvordan synes du selv, det gik? Ku’ være et spændende emne for din næste klumme.

Tallene for S begyndte først at rejse sig, da Lars Løkke kom ud i alle sine møgsager med GGGI og underbukser i 2014-15. Og jo da. Ved valget i 2015 fik S en lille fremgang fra bundskraberen i 2011, hvor Noa og Helle gik tilbage til 24,9 procent - til en fremgang i 15 til 26,3 procent. En fremgang, der især bestod af radikale vælgere fra Østerbro og Gentofte, der givet var tilfredse med den førte radikale politik.

Arne og hans pryglede venner skred til DF

Men Arne og hans pryglede venner skred til DF. For ud over at Thorning ikke kunne genvinde regeringsmagten, var det mest bemærkelsesværdige ved valget i 2015, at DF fik 21,1 procent - et markant resultat, der gav en pejling om utilfredsheden i det stationsby-danmark, som Noa altid omtaler med spydig foragt.  

DF-sejren var givet både en utilfredshed med de følger af strukturreformen fra 2007, der efterhånden viste sig, men også en dumpning af den førte politik i Thorning-årene - og så sikkert også Løkkes personsager.

Socialdemokratiet har behov for at finde en midte, der kan favne Arne.

Efter valget og Thornings afgang var der i S et stort behov for at finde væk fra Corydon og Vestagers nødvendighedens politik og tilbage til de socialdemokratiske rødder.

Så alt i alt: Arne lever stadig, han og hans kollegaer har også fremover brug for et socialdemokrati, der har et udgangspunkt og et blik for deres udfordringer. Men Socialdemokratiet har også behov for at finde en midte, der kan favne både Arne og de storbyvælgere, der er forsvundet ved det her valg.

Det har partiet kunnet tidligere i historien, men det blev slået alvorligt ud af kurs under Thorning-regeringen.